Direktørens klumme

EU-kontorer er afgørende for kommunernes internationale arbejde

30. maj 2023

På CDEU har vi igennem de seneste år oplevet en stærkt øget interesse fra de midtjyske kommuner for at bruge EU og europæisk samarbejde aktivt i arbejdet med lokale problemstillinger. Nu bekræftes tendensen i en analyse fra Københavns Universitet: Hele 70% af de danske kommuner mener, at samarbejdet med EU-kontoret er værdiskabende lokalt, mens samme andel mener, at kommunen kan bidrage med løsninger på europæiske udfordringer. På CDEU er vi meget glade for analysens konklusioner, der flugter perfekt med vores ambition om ’Europæisk vision, lokal værdi. Lokal vision, europæisk værdi.’

Lars Holte Nielsen, direktør for CDEU

De temaer, som står øverst på EU’s dagsorden lige nu, er meget genkendelige ude i de danske kommuner: Grøn omstilling, energi, digitalisering, folkesundhed, arbejdskraft og kompetencer, konkurrenceevne og innovation i virksomhederne… ja, jeg kunne blive ved.

EU har bestemt øje for kommunerne og det lokale niveau

Til det vil nogen måske sige, at kommunerne og EU arbejder for forskelligt, og at kommuner og EU ikke har øje for hinanden. Men jeg mener ikke, at det har noget på sig: EU har bestemt øje for kommunerne og det lokale niveau i hele Europa.

Unionen er i disse år meget optaget af implementering, udmøntning og af, at EU gør en forskel på netop de områder, som fylder i borgernes liv. Samtidig er der i EU en klar bevidsthed om, at skal man gøre en forskel, skal man handle tæt på borgerne og virksomhederne. Derfor er kommuner og regioner meget vigtige for EU, fordi det er her, at politik og aktiviteter først og fremmest går i samspil med borgerne. 

Ny analyse: 78% af kommuner mener, at EU kan bidrage med løsninger på udfordringer

Derfor er det også så glædeligt at læse professor på Københavns Universitet, Martin Marcussens, dugfriske analyse af danske byers internationalisering, som netop er blevet bragt som en kronik i fagbladet Danske Kommuner. 

Heri fremgår det nemlig meget tydeligt, at forholdet også er virkelig godt fra kommunernes side – altså at kommunerne ligeledes har øje for EU og værdien af det europæiske samarbejde.  

EU fungerer som en entydig positiv katalysator for helt nødvendige forandringsprocesser

I analysen fremgår det, at 78% af de danske kommuner mener, at EU kan bidrage med løsninger på deres lokale udfordringer. De danske kommuner mener, at EU fungerer som en entydig positiv katalysator for helt nødvendige forandringsprocesser, og det gælder ikke mindst på den grønne omstilling. Analysen peger desuden på, at der traditionelt i relationen mellem kommuner og EU har været meget fokus på at indhente EU-midler, men det fremgår, at omdrejningspunktet i høj grad også har med tilførsel af ny viden og kontakt til europæiske samarbejdspartnere at gøre. 

Den centrale rådgiver for kommunerne er EU-kontorerne i Bruxelles  

Det fremgår desuden af analysen, at den væsentligste barriere for internationalt arbejde i kommunerne er kompleksiteten, og at der derfor er brug for kompetente rådgivere, hvis arbejdet skal lykkes. Og her fremgår det, at den centrale rådgiver for kommunerne er EU-kontorerne i Bruxelles: 

67% af kommunerne: EU-kontorerne skubber på den lokale internationalisering

81% af kommunerne er i kontakt med deres regionale EU-kontor, og for 51% vedkommende er der kontakt mindst hver måned. 70% af kommunerne mener, at samarbejdet med EU-kontoret er værdiskabende lokalt, mens kun 7% siger nej, og 67% siger, at det er EU-kontorerne, som skubber på den lokale internationalisering. Analysen konkluderer, at det er de regionale EU-kontorer, som dagsordenssætter det lokale, internationale arbejde og er den væsentligste katalysator for det internationale.  

EU-kontorerne har i øvrigt ifølge analysen en langt større impact på den lokale internationalisering end både KL, udenrigstjenesten, byens borgere og endda de folkevalgte politikere. 

Analysens resultater er ikke overraskende

Jeg er naturligvis glad for analysens resultater og for, at CDEU og de øvrige EU-kontorer er afgørende for kommunernes internationale arbejde og skaber positive resultater på nogle af de store, lokale dagsordener. Tallene taler deres tydelige sprog, men det er ikke nogen overraskelse. På CDEU har vi igennem de seneste år oplevet en markant øget kommunal interesse for at bruge EU og europæisk samarbejde aktivt som et instrument i arbejdet med lokale problemstillinger. 

70% af kommunerne kan bidrage med løsninger på europæisk plan 

Når man arbejder med EU og europæiske partnere, nytter det ikke noget kun at se på, hvad man selv får ud af det, fordi der skal være værdi i samarbejdet for alle parter. Det er derfor også opmuntrende at se i analysen, at 70% af alle danske kommuner fastslår, at kommunen kan bidrage med løsninger på europæiske udfordringer. 

Samskabelse er fremhævet i CDEU’s nye strategi 

Netop denne samskabelse er fremhævet i CDEU’s nye strategi, hvor ambitionen for vores arbejde defineres som ”Europæisk vision, lokal værdi. Lokal vision, europæisk værdi”. Analysen fra Københavns Universitet fortæller os, at det ikke kun er ord, men en realitet, at der skabes både lokal og europæisk værdi ud af samspillet mellem lokale og europæiske visioner. 

Appetit på endnu mere

På CDEU har vi appetit på endnu mere. Vi definerer vores rolle som ”Visionspraktiker”, og med denne rolle fortsætter vi med at omsætte europæiske og lokale visioner til værdiskabende praktik, både i Midtjylland og ude i resten af Europa.  

Med venlig hilsen  

Lars Holte Nielsen, direktør for CDEU  

 

 

Vil du vide mere?

Så kontakt en af vores medarbejdere, der sidder klar til at hjælpe dig.

Lars Holte Nielsen
Direktør