Gode historier

Energihøster fra Østbirk får 6,7 millioner i EU-støtte 

12. oktober 2016

Bo Eskerod Madsen er direktør for ReMoni, der netop har fået millioner i EU-støtte til at udvikle energimonitorering. Han fortæller glad og gerne om sit firmas mission, som er at kunne gøre en forskel i verden. Netop derfor har han kastet sig over energimonitorering af bygninger:

– 50% af den energi, vi bruger, går lige op i luften, men potentielt kan vi gøre en masse ved at monitorere energiforbruget. Vi kan både spare ressourcer, og så kan vi tjekke, at alt kører, som det skal, siger Bo Eskerod Madsen.

Forbrug måles udefra

Derfor har ReMoni opfundet flere forskellige former for sensorer. De har alle det til fælles, at de kan sættes uden på kabler eller rør og derved måle, hvor megen energi der strømmer igennem.

De netop opnåede 6,7 millioner EU-kroner skal bruges på at udvikle RePower, der er en sensor til energimonitorering på svært tilgængelige steder, f.eks. inde i mure. RePower høster simpelthen energi fra det kabel, den sidder på, og overflødiggør dermed batterier.

CDEU hjalp 4 gange

EU er godt klar over fordelene ved energimonitorering. ReMoni har således opnået EU-støtte fire gange, og hver gang har CDEU hjulpet med at læse og kommentere på ansøgningen. Om samarbejdet med CDEU siger Bo Eskerod Madsen:

–          Det er meget nemt. Der skal ikke bookes aftaler, for vi kan bare sende vores ansøgning, og så hjælper CDEU med at læse den igennem. Derefter kommer der brugbare kommentarer retur, så det er en meget direkte og enkel vej til at få hjælp.

Fra 1 til 16 ansatte

For tre år siden lå det ellers ikke lige i kortene, at Bo Eskerod Madsen skulle gå denne vej. Han arbejdede da på Institut for Fødevarer, hvor han fik idéen til at måle energiforbruget på et kabel udefra. Han fik lov at tage idéen med sig og udviklede den. Siden er 1 blevet til 16 ansatte, og det uden at et eneste produkt er blevet solgt. Det gør den opnåede støtte ekstra vigtig.

– Firmaet er primært baseret på støtte. Det, vi laver, er dyrt at udvikle, og i starten overvejede vi, om vi skulle flytte til USA eller Storbritannien, hvor der er mere støtte at hente inden for vores felt. Men EU- støtten hjalp med til, at vi kunne holde firmaet i Danmark.

Hele EU er hjemmemarked

Men det med at holde sig til Danmark gælder nu kun for udviklingen – falder snakken på salg, er det en helt anden sag:

– Ambitionerne er født internationale. Der er samme standarder i EU som i Danmark, og der skal kun opnås en enkelt godkendelse, før et produkt kan sælges over alt i EU. Derfor opfatter vi helt naturligt EU som vores hjemmemarked, siger Bo Eskerod Madsen.

ReMoni har i alt opnået 32 millioner kroner i støtte, og heraf kommer godt 14 millioner fra EU.