Aktuelt

Er du nyudsprunget iværksætter, og mangler du en mentor? Så søg ud i Europa!

24. marts 2021

Programmet Erasmus for Unge Entreprenører tilbyder at matche nye entreprenører med mere erfarne på tværs af Europas grænser. Derved kan de nye få en mentor at sparre med og hjælp til at udvikle sig som iværksættere. Samtidig kan de erfarne iværksættere oparbejde nye kompetencer og styrke deres internationale netværk ved at blive mentorer for de nye.

Sidder du som ny iværksætter med en forretningsplan, der ikke helt er blevet til en decideret forretning endnu? Så kan det her være lige noget for dig: EU-programmet Erasmus for Young Entrepreneurs tilbyder nemlig at matche nye iværksættere med mere erfarne kræfter, og det er ikke for ingenting, at det sker på tværs af Europa:

Idéer opstår på tværs af grænser

  • Vi oplever gang på gang i vores arbejde, at når en partner i et europæisk land rækker hånden ud og deler sine erfaringer med en partner i et andet land, så sker der noget helt fantastisk: Idéer opstår, kompetenceudviklingen tager et stort ryk opad, og massevis af nye muligheder åbner sig, fortæller CDEU’s uddannelseskonsulent Elena Nielsen, inden hun fortsætter:

Fyld kufferten med praktiske erfaringer og sparring

  • Det er netop også idéen bag Erasmus for Unge Entreprenører. Her går EU ind og agerer matchmaker i et gigantisk marked med et kæmpestort potentiale, hvor de mere uerfarne kan søge hjælp og vejledning. Mange nye iværksættere står måske ved en konkret skillevej med en række forskellige spørgsmål. De vil gennem Erasmus for Unge Entreprenører kunne fylde kufferten op med praktiske erfaringer med at drive en forretning, 1:1-sparring med en erfaren entreprenør samt hjælp til at udvikle sig som iværksættere. Dermed kan en udveksling være starten på helt nye muligheder for den nye iværksætters forretning.

For de mere erfarne: Viden om nye markeder og friske input

Men det er ikke kun de unge, der har meget at hente: Udveksling over landegrænser giver samtidig de erfarne mentorer både inputs, friske idéer og nye kompetencer fra en motiveret, ny iværksætter. De mere erfarne iværksættere kan på den måde opnå viden om andre europæiske markeder eller opdyrke internationale kontakter – alt sammen uden at skulle flytte sig fra deres kontorstole.

Fakta om Erasmus for Unge Entreprenører

Programmet er målrettet
i) nye iværksættere, der søger en mentor, og

ii) erfarne iværksættere, der gerne vil lære fra sig og indgå i et mentorforløb.

Man ansøger om et mentorforløb på mellem 1 og 6 måneder mellem en ny og en erfaren mentor. Grundet corona er der også mulighed for at ansøge om et 3 måneder langt virtuelt forløb.

Der er åbent for ansøgninger kontinuerligt, så man skal ikke bekymre sig om nogen ansøgningsfrist.

Krav til ansøgere

Iværksætteren, der søger en mentor, må maks. have 3 års erfaring og skal desuden have en forretningsplan, der endnu ikke er blevet til en decideret forretning. Mentoren skal have mere end 3 års erfaring.

Er du interesseret?

Lyder et mentorforløb som noget for dig? Så tøv ikke med at kontakte Elena Nielsen – du finder hendes kontaktinfo lige herunder.

 

Lad os hjælpe dig videre

Kontakt en af vores kompetente medarbejdere, som kan rådgive dig inden for netop dette område og hjælpe dig videre med dit projekt.

Elena Nielsen
EU-konsulent
Uddannelse, VIA og erhverv