God historie
Erasmus+: Akkrediteringer skaffer 7,5 mio. kr. til at støtte udveksling for aktører i 10 midtjyske kommuner
EU’s omfattende Erasmus+program giver støtte til udveksling og internationalisering for at styrke kompetenceopbygning og vidensdeling på tværs af grænser. For nogle år tilbage blev det muligt at ansøge om en Erasmus+akkreditering, der så at sige giver et ’fast track’ til EU-støtte. Lige siden har vi på CDEU arbejdet målrettet for, at så mange uddannelses- og kulturaktører som muligt skulle få gavn af en sådan akkreditering, og indsatsen har i den grad båret frugt: Gennem de akkrediteringer, som vi har hjulpet med, blev der i 2024 hentet i alt 7,5 mio. kr. hjem til at støtte udveksling og internationalisering for uddannelses–og kulturinstitutioner i 10 af de midtjyske kommuner.

CDEU’s konsulenter, der hjælper med Erasmus+akkrediteringer. Fra oven Caroline Serafina Muscato, Louise Godt og Emma Meyer
Aarhus, Horsens, Ikast-Brande, Lemvig, Norddjurs, Ringkøbing-Skjern, Silkeborg, Skanderborg, Skive og Syddjurs – listen er lang over de midtjyske kommuner, hvis uddannelses- og kulturaktører i 2024 nød godt af de Erasmus+akkrediteringer, som vi på CDEU har hjulpet dem med at opnå.
En forhåndsgodkendelse af ens strategi for det internationale arbejde
Erasmus+akkreditering fungerer på den måde, at det bliver meget mere enkelt og overskueligt at søge EU’s Erasmus+program om støtte til at tage afsted til udlandet for at hente ny viden og inspiration med hjem. Akkrediteringen kan ses som en forhåndsgodkendelse af den enkelte aktørs strategi for arbejdet med det internationale: Opnår man som aktør EU’s blåstempling af planen for ens arbejde med internationalisering og udveksling, kan man hvert år på en meget mere simpel facon opnå støtte til, at f.eks. en gymnasieklasse og dens lærere kan komme afsted på udveksling og lære nyt i udlandet.
Mange forskellige anvendelsesmuligheder
Akkrediteringsmuligheden er sat i verden for at tilgodese de aktører, som ønsker at arbejde mere strategisk med udveksling og internationalisering for på den måde at styrke den europæiske dimension i læringsmiljøerne. Den støtte, som opnås i forbindelse med en akkreditering, kan f.eks. bruges til at tage på udveksling med elever, sende personale i job shadowing eller på kurser, eller til at invitere eksperter til Midtjylland for at dele viden.
Sikrer stabil finansiering gennem flere år
En akkreditering skal tage udgangspunkt i organisation(ernes) og lokalområdets egne behov og udfordringer, og EU bidrager til gengæld med en stabil finansiering af internationaliserings- og udvekslingsaktiviteter gennem flere år.
To forskellige former for akkrediteringer
Når man søger om en Erasmus+akkreditering, så skal man være opmærksom på, at der findes to forskellige former for akkrediteringer: En for enkelt-institutioner, som f.eks. et gymnasie eller et museum, og en konsortie-akkreditering, hvor eksempelvis en kommune ansøger på vegne af sine aktører:
Akkreditering for den enkelte institution
Hvor man førhen som uddannelses– eller kulturinstitution skulle sende en ny Erasmus+ansøgning afsted, hver gang man ville have støtte til at sende f.eks. en ny skoleklasse på udveksling over landegrænserne, så bliver arbejdet væsentligt mere smidigt med en Erasmus+akkreditering:
Her formulerer den enkelte uddannelses- eller kulturinstitution sin strategi for det at bruge international udveksling, og denne strategi bruges i ansøgningen om akkreditering. Derefter kan institutionen med Erasmus+akkrediteringen i hånden gennem flere år få adgang til EU-støtte til de enkelte udvekslinger på en let og smidig facon.
Akkreditering for et konsortie
Der findes også en anden mulighed for at opnå Erasmus+akkreditering, nemlig en såkaldt konsortie-ansøgning. Den giver en kommune mulighed for at søge en akkreditering, som de enkelte kulturinstitutioner i kommunen så kan nyde godt af. En sådan konsortie-akkreditering kan være relevant, idet mange kulturinstitutioner er mindre i størrelse og dermed ikke nødvendigvis selv har det administrative set-up til at søge om Erasmus-støtte til udvikling og udveksling. Men med en konsortie-akkreditering tager kommunen det administrative arbejde på sig, så den enkelte kulturinstitution på en enkel facon kan komme afsted ud over grænserne med Erasmus+støtte i ryggen. En konsortie-akkreditering er på den måde også en oplagt måde for en kommune at støtte op om kulturinstitutionernes udvikling og om det gode kulturliv i kommunen.
Vi har hjulpet med at hente 7,5 mio. kr. hjem til udveksling alene i 2024
Siden vi på CDEU i 2022 startede vores målrettede indsats for at lade så mange aktører som muligt se lyset i Erasmus+akkrediteringerne, er virkelig mange kommet med ombord:
Alene i 2024 har 11 uddannelsesinstitutioner gennem enkelt-akkrediteringer opnået støtte på i alt 3,33 mio. kr. til at sende lærere og elever afsted på international udveksling. I samme periode har seks midtjyske kommuner med hver sin konsortie-akkreditering opnået i alt 4,17 mio. kr. til at støtte op om deres kulturinstitutioners internationalisering og udveksling. Det bliver til i alt 7,5 mio. kr.
Midtjyske uddannelsesaktører, der i 2024 har hentet støtte gennem en Erasmus+akkreditering, som CDEU har hjulpet med:
Kommune | Institution | |
Aarhus | Risskov Gymnasium | 180.165,04 kr. |
Aarhus Katedralskole | 299.344,83 kr. | |
Horsens | Horsens Gymnasium | 228.256,31 kr. |
Ikast Brande | Ikast Brande Gymnasium | 236.300,12 kr. |
Lemvig | Skole og dagtilbud | 522.422,65 kr. |
RKSK | Uddannelsescenter RKSK | 211.221,03 kr. |
Silkeborg | Frisholm Skole | 274.541,82 kr. |
Silkebog Gymnasium | 198.155,43 kr. | |
Skanderborg | Skanderborg Gymnasium | 654.063,64 kr. |
Skanderborg-Odder Center for Uddannelse | 344.555,84 kr. | |
Syddjurs | Syddjurs Gymnasium | 187.022,43 kr. |
I alt | 3.336.049,14 kr. |
Midtjyske kommuner, der i 2024 via en konsortie-akkreditering har hentet støtte til at uddele til deres kulturaktører:
Lemvig | 556.425 kr. | |
Norddjurs | 403.200 kr. | |
Syddjurs | 652.500 kr. | |
Aarhus | 1.049.392 kr. | |
Skive | 358.650 kr. | |
RKSK | 1.146.727,00 kr. | |
I alt | 4.166.894,00 kr. |
CDEU’s indsats
Arbejdet fra CDEU’s side i forhold til akkrediteringerne er sket i tæt samarbejde med Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, der administrer de danske akkrediteringsansøgninger. Vi har kommunikeret om muligheden for en akkreditering samt rådgivet kommuner og uddannelsesinstitutioner fra idé til færdig ansøgning.
Noget for jer?
Man kan opnå en enkelt-akkreditering både som skole, ungdomsuddannelse, erhvervsuddannelse og kulturinstitution, og så er en konsortie-akkreditering som nævnt også en mulighed.
Skulle I selv have lyst til at udforske idéen om en akkreditering, er I velkomne til at kontakte os herom. Kontaktinfo på vores respektive konsulenter finder I herunder.