God historie

Erhvervs-sommerhilsen fra CDEU

26. juni 2019

Så lakker første halvår af 2019 mod enden, og hos CDEU har det været et begivenhedsrigt et af slagsen på alle arbejdsområder. I artiklen her sætter vi særligt fokus på erhvervsområdet, hvor halvåret har været præget af nye samarbejdsmuligheder og støtte hentet hjem til banebrydende, midtjyske idéer.

18 mio. kr. fra EU til midtjyske idéer

Innovative løsninger til energimonitorering, software til mere præcis diagnosticering af blodpropper, og ny teknologi til at højne sikkerheden på lufthavnes landingsbaner. Så forskellige er de løsninger, som EU i løbet af første halvår 2019 har valgt at støtte med 18 mio. kr. i Midtjylland, og hvor CDEU har hjulpet med i ansøgningsprocessen.

2,2 mio. til ReMoni fra Skanderborg

Bo Eskerod Madsen, CEO for ReMoni

En af de virksomheder, der er sluppet igennem nåleøjet, er ReMoni fra Skanderborg, der i starten af året fik 2,2 mio. kr. til at udvikle sine banebrydende energimonitoreringsløsninger, og de 2,2 mio. skal vel at mærke lægges oveni de 14 mio., som de tidligere har opnået i EU-støtte. Firmaet er på få år vokset fra et enkeltmandsforetagende til nu at have 18 ansatte og er i fuld gang med at tilpasse sine teknologier til markedet, hvilket bringer nye, spændende muligheder med sig:

  • Det er et helt nyt kapitel, vi nu er i gang med, da vi har bevæget os fra ren udvikling til at komme ud i markedet. Vi har sat små 1000 sensorer op ude hos 40-50 kunder, og det er meget interessant på den måde at arbejde med demonstration og tilpasning, for det skaber også nye muligheder, fortæller CEO for ReMoni, Bo Eskerod Madsen.

Du kan læse hele artiklen om ReMoni på linket her.

Fokus på samarbejdsmuligheder i nyt system

Men de seneste seks måneder på erhvervsområdet har også handlet om meget andet end penge; navnlig relationer. Starten af 2019 har nemlig budt på en masse samarbejdsmuligheder i det nye erhvervsfremmesystem i Danmark, som skal give virksomhederne en mere enkel indgang til støtte og vejledning. Her arbejder CDEU målrettet med at gøre relationerne endnu stærkere, så vi fremadrettet kan vejlede virksomhederne endnu bedre til at finde præcis den rådgivning, som passer den enkelte virksomhed bedst.

Erhvervsfremmeaktører samlet på MEA

Således var CDEU’s erhvervskonsulent, Thomas Steen Hansen, der ses på billedet, for få uger siden inviteret på Midtjysk Erhvervsudviklingsakademi, MEA, for at tale for en lang række aktører fra Erhvervshus Midtjylland, fra den lokale erhvervsservice samt fra en række midtjyske uddannelsesinstitutioner og kommuner:

  • CDEU er jo en del af et større, midtjysk samarbejde på erhvervsfremmeområdet, og derfor var vi på dagen inviteret med dels for at fortælle, men også for at blive klogere på, hvordan vi i samarbejde kan hjælpe med til at servicere virksomhederne endnu bedre, så de midtjyske virksomheder kan optimere deres muligheder for at hente støtte, hvad enten det er nationalt eller på europæisk plan, fortæller Thomas Steen Hansen.

    Thomas Steen Hansen præsenterer på MEA i juni 2019

Rigtig god ferie til alle

Vi takker alle vore samarbejdspartnere på såvel erhvervsområdet som alle de øvrige, vigtige områder, vi arbejder inden for, for et rigtig godt første halvår, og så vil vi ønske jer alle sammen en skøn sommerferie. Vi ser frem til i andet halvår af 2019 at fortsætte arbejdet med jer om at sikre hele Midtjylland mest mulig værdi af det europæiske samarbejde.

 

Vil du vide mere?

Så kontakt en af vores medarbejdere, der sidder klar til at hjælpe dig.

Thomas Steen Hansen
EU-specialkonsulent
Erhverv og Vækst
Maria Heilskou Pedersen
EU-specialkonsulent
Sundhed
Tarik Kehli
EU-specialkonsulent
Erhverv og vækst