God historie
Et team fra VIA’s Afdeling for Projektudvikling og Forskningsanalyse tog på kompetenceudvikling i Bruxelles
Der var fuldt fokus på opkvalificering, netværk og læring om mulighederne i EU’s store forsknings- og innovationsprogram, Horizon Europe, da VIA’s projektudviklingsteam i Afdelingen for Projektudvikling og Forskningsanalyse i slutningen af 2024 tog til Bruxelles på en uges kompetenceudvikling.
Med på turen var blandt andre forskningsrådgiver Mads Lykke Berggreen, som i artiklen her kommer med en klar anbefaling: Han opfordrer alle, der arbejder i en europæisk sammenhæng, til at tage på en lignende tur til Bruxelles, for, som han siger, så er det blandt andet i mødet de mennesker, der arbejder i EU-systemet, at ens forudindtagelser om systemet nedbrydes, og hele EU-setuppet bliver meget mere tilgængeligt.

Delegationen fra VIA besøger COST-sekretariatet i Bruxelles
Afdelingen for Projektudvikling og Forskningsanalyse arbejder i det daglige med at hjælpe VIA’s forskere til at opnå støtte til deres projekter, og afdelingen arbejder bl.a. målrettet med mulighederne i EU’s mange puljer. Men da forskningsrådgiver Mads Lykke Berggreen i sin tid var ny i faget, oplevede han en stejl læringskurve, når han skulle arbejde med EU-midler:
- Jeg kan huske, at jeg som ny i mit fag følte mig utroligt intimideret af det europæiske forskningsfinansieringssystem. Men der er intet, der nedbryder den barriere som at bruge noget tid sammen med de mennesker, som arbejder i systemet, og som altid er super hjælpsomme og imødekommende, lyder det fra Mads Lykke Berggreen.
Jeg kan huske, at jeg som ny i mit fag følte mig utroligt intimideret af det europæiske forskningsfinansieringssystem. Men der er intet, der nedbryder den barriere som at bruge noget tid sammen med de mennesker, som arbejder i systemet – Mads Lykke Berggreen, forskningsrådgiver ved VIA University College
Personlige møder i højsædet
Derfor var de personlige møder også i højsædet, da Mads Lykke Berggreen sammen med Nick Brandt, Dorthe Møller Johnsen, Jesper Mehlsen og Christian Hedegaard fra VIA’s projektudviklingsteam i AfdelingenProjektudvikling og Forskningsanalyse i slutningen af 2024 var på kompetenceudviklingstur til Bruxelles.
Det blev bl.a. til møder med den danske uddannelsesattaché Pernille Skou Brønner Andersen, med den udstationerede nationale ekspert for Europa-Kommissionens General-Direktorat for Forskning og Innovation, Montse Badia Serrano, med politisk medarbejder ved COST-sekretariatet Katalin Alföldi og med Ragnhild Solvi Berg fra det norske kontaktkontor for Forskning, Innovation og Uddannelse.
Jeg anbefaler stærkt alle, der arbejder i en europæisk sammenhæng, at tage på en tur lignende den, som vi i VIA’s Afdeling for Projektudvikling og Forskningsanalyse her har været på – Mads Lykke Berggreen, forskningsrådgiver ved VIA University College
Kapacitetsopbygning i forhold til Horizon Europe
Desuden deltog de fem VIA-medarbejdere på en heldagsworkshop arrangeret af UAS4Europe, der er netværket af de praksisnære forskningsinstitutioner i Europa. Workshoppen havde til formål at kapacitetsopbygge deltagerne i forhold til at søge om støtte fra EU’s store Horizon Europe-program, og den bød blandt andet på oplæg fra evaluatorer, policy officerer og fagkolleger inden for forskningsadministration.
Besøg hos tidligere projektpartner
Som en del af programmet besøgte VIA-delegationen også Marlou Kummu og Willem Vanden Berg fra det lokale universitet for praksisnær forskning, Odisee, som VIA før har lavet projekter sammen med, og som det er planen at lave flere med i fremtiden.
Anbefaler stærkt andre at tage på en lignende tur
Rejsen blev finansieret af et Erasmus+ personaleudvekslingsstipendium, mens det var CDEU, som havde tilrettelagt programmet for turen i tæt samarbejde med VIA’s AfdelingProjektudvikling og Forskningsanalyse selv – og står det til Mads Lykke Berggreen, så bør mange flere tage til Bruxelles på en lignende tur, så de også kan opleve EU på nært hold og i øjenhøjde:
- Jeg anbefaler stærkt alle, der arbejder i en europæisk sammenhæng, at tage på en tur lignende den, som vi i VIA’s Afdeling for Projektudvikling og Forskningsanalyse her har været på. Sådan en tur kan både bruges på at opnå en masse ny viden, netværke og teambuilde, og så får man også mulighed for at være helt tæt på, hvordan beslutningerne træffes på europæisk plan, og for at møde de ansvarlige mennesker – og det giver virkelig en fornemmelse af at være repræsenteret i Europa, lyder det afslutningsvist fra Mads Lykke Berggreen.
Sådan en tur kan både bruges på at opnå en masse ny viden, netværke og teambuilde, og så får man også mulighed for at være helt tæt på, hvordan beslutningerne træffes på europæisk plan, og for at møde de ansvarlige mennesker – og det giver virkelig en fornemmelse af at være repræsenteret i Europa – Mads Lykke Berggreen, forskningsrådgiver ved VIA University College