Gode historier

EU-midler skal give midtjyderne grøn og billig varme

23. november 2016

Kortet viser placeringen af de 24 værker, der deltager. De forsyner 31.000 husstande, virksomheder og institutioner. De grønne prikker er varmeværker, der står på venteliste til at deltage.

Sol, biomasse, vind. Fjernvarmen i Region Midtjylland skal væk fra naturgas og omstille til kilder fra vedvarende energi. Derfor har CDEU og regionen netop sendt en ansøgning til Den Europæiske Investeringsbank, der skal hjælpe fjernvarmeværker med at investere i ny teknologi. Projektet vil ikke alene betyde mindre varmeregninger for forbrugerne. Det vil også give Europa mulighed for at kigge Midtjylland over skulderen, når det handler om at gøre fjernvarme til en katalysator for vækst, jobs og grøn energi.

EU-ansøgningen er sendt afsted

Efter cirka et halvt års arbejde, venter CDEU, regionen og 24 varmeværker nu på, at Den Europæiske Investeringsbank og Europa-Kommissionen endeligt godkender en ansøgning om et tilskud på 24 mio. kr.

Midlerne fra ELENA (“European Local ENergy Assistance”) skal bl.a. finansiere konsulentydelser til fjernvarmeværker på tværs af hele regionen, så de kan ruste sig mod fremtiden med smartere energi. Støtten skal sikre, at den halve milliard kroner som værkerne vil investere i ny teknologi over de kommende 3-4 år, bliver billig og grøn.

Ansøgningen blev afleveret den 7. oktober 2016 og udløber af et flerårigt samarbejde mellem Region Midtjylland og kommunerne om at opnå 50 % vedvarende energi i 2025.

I fællesskab med regionen opdagede Birgitte Frederiksen, der er chefkonsulent hos CDEU, allerede i det tidlige forår 2016, at der var et match mellem regionens mål for den strategiske energiplanlægning og ELENA-ordningen, der støtter storskala-investeringsprojekter inden for energieffektivisering og vedvarende energi.

– Vi har efterhånden god erfaring med at skrive projekter til Den Europæiske Investeringsbank. Aarhus Letbane, CeDEPI, Aa+ og Energirenovering af vejbelysning i Aarhus er blot nogle af de tidligere projekter, der har fået milliontilskud fra EU. Derfor kender vi til processerne i Luxemburg, hvor banken har hovedsæde, siger hun.

EU kan forhindre varmeprisernes himmelflugt

Baggrunden for at søge ELENA-midlerne skal findes i økonomien. Et vigtigt tilskud til elproduktion på decentrale kraftvarmeværker bortfalder i udgangen af 2018. Det vil blive så dyrt for værkerne at samproducere el og varme, at det vil give direkte udslag hos varmekunderne, der vil blive ramt af dramatiske prisstigninger.

Ifølge Dansk Fjernvarme, vil det går hårdest ud over cirka 200.000 husstande, primært i Jylland. Allerværst ser det ud i nogle af de landområder i Midtjylland, hvor indkomsten er lavest. Her kan familier opleve en varmeregning, der vil stige med 8-10.000 kr. om året.

Værkerne er forberedte på, at de bliver nødt til at omstille til varmeproduktion fra f.eks. biomassekedler og varmepumper. De fleste har også en idé om, hvilke energiformer, de vil vælge. Men de mangler den tekniske erfaring, ekspertise og kapacitet til at løfte investeringsprojekter i den her størrelsesorden.

De 24 mio. støttekroner vil gå til at forberede udbud og kontrakter med konsulentfirmaer, og desuden dækker EU udgifterne til at nedsætte et sekretariat i Viborg, der skal være projektleder på investeringen.

Projektet skal skabe viden og vækst

Det er forventningen, at projektet også skaber sekundære effekter i form af vidensdeling, vækst og europæisk værdi.

For at EU-projektet bliver en succes, er det vigtigt, at alle involverede varmeværker, kommuner og brancheorganisationer aktivt deler viden og udveksler erfaringer. Det skal bl.a. ske gennem ekstern kommunikation og netværksaktiviteter. Det er nemlig med til at give værkerne en tryghed, når de indgår med ligestillede naboværker, fordi de ofte er i samme situation.

CDEU håber også, at projektet kan komme de midtjyske virksomheder til gode, der tjener penge på at udvikle grøn teknologi. Nogle af dem har fx unik viden om, hvordan store varmepumper kan omsætte luft, grundvand, damp, sol, vind og industrielle spildprodukter til fjernvarme.

Derfor giver det god mening, at værkerne investerer i lokale entreprenører, der på længere sigt skaber jobs og udvikling for erhvervslivet.

– Det er vigtigt, at vores styrkeposition på energiplanlægning også giver international værdi. Der er en interesse hos Kommissionen for at støtte projekter, der går til at udvikle fjernvarme. Det er nemlig en sektor, der skal ekspandere henover Europa for at sikre effektiv udnyttelse af energi og forsyne udkants- og landområder med varme, slutter Birgitte.

Fakta om ELENA-projektet

8-10.000 kr. så meget kan prisen på varme stige i en midtjysk husstand, hvis kraftvarmeværker ikke omstiller varmeproduktionen inden 2018.

24 mio. kr. er ansøgt under ELENA-ordningen i Den Europæiske Investeringsbank, cirka en million i snit per værk.

540 mio. kr. forventes de 24 fjernvarmeværker at investere i omstillingen af varmeproduktionen.

90 % af udgifterne dækkes af ELENA-tilskuddet til at accelerere (lånefinansierede) investeringer i markante energibesparelser og vedvarende energi.