Arrangementer

Få cirkulære indkøb til at virke i praksis

16. oktober 2019

Kom med til seminar den 12. november i Viborg, hvor fokus er på cirkulære udbud og indkøb. Formålet med dagen er at vise forskellige tilgange og forudsætninger, som får cirkulære indkøb til at virke i praksis i den kommunale hverdag.

Dagen vil være spækket med god inspiration fra en række mennesker, der er dybt engagerede i området, og som ud fra hvert deres perspektiv udfolder en palette af muligheder. Seminaret er det tredje og sidste i rækken af seminarer om og for Cirkulære kommuner.

Deltagerne vil på dagen komme til at møde Anette Juhl Winther, der er Indkøbs- og udbudschef i Aarhus Kommune og formand for Partnerskab for Offentlige Grønne Indkøb, og som har lang tids erfaring med at omsætte CØ i udbud. Derefter følger 4 hovedblokke med fokus på plast, møbler, elektronik og byggeri.

Plast

Susanne Backer, Aarhus Universitets Hospital, som er projektleder på Region Midtjyllands materialestrøms- og værdikædeprojekt, vil fortælle om den model, hun har udviklet. Det er en generisk model, der viser, hvordan alle langs en værdikæde får noget ud af at arbejde med CØ i praksis. Susanne bruger nu sine mange erfaringer i regionens Indkøbs- og Medicoafdeling, og herfra kommer også Anette Christiansen, der arbejder på at gøre den grønne dagsorden mulig i praksis.

Møbler

Birgitte Schleemann, Aalborg Kommune, vil fortælle om det meget spændende udbud af Læringsrum, om forudsætninger og om de første praksiserfaringer. Birgitte viser også en film fra et Interreg-projekt, som Aalborg deltager i, og som handler et spændende udbud af møbler i Malmø Kommune. I udbuddet er indlejret principper om brug af socialøkonomisk virksomhed og andre principper, der får møblerne til at holde længere.

Elektronik

Her skal vi igen møde Birgitte Schleemann, Aalborg Kommune. Birgitte vil fortælle om arbejdet med at få syv forvaltninger til at arbejde sammen på de interne linjer og stille krav om genbrug, genanvendelse, reparation etc. i udbud samt om at arbejde med markedsdialog. Vi skal også høre Peter Hove fra Refurb, en virksomhed, der køber, istandsætter og sælger brugt it-udstyr. Peter arbejder på at få cirkularitet ind i indkøb og med, hvordan man kan stille krav, der også vægter krav om genbrug.

Byggeri

I Region Midtjyllands projekt Circularity City er der arbejdet med blandt andet cirkulære udbud i praksis og med at udvikle en række principper for cirkularitet i byggeri. Det vil Karl Krogshede, Skive Kommune, fortælle om med afsæt i et konkret udbud af byggeri af boliger.

Desuden vil der også være oplæg fra Anne Marie Herforth, VIA University College. Anne Marie har bl.a. arbejdet sammen med Karl Krogshede og vil berige os med sin juridiske viden om mulighederne for at få cirkularitet ind i udbud.

Tid, sted og tilmelding

Dato: Tirsdag den 12. november 2019, kl. 8.30-15.30

Adresse: Konference 1 og 2, Region Midtjylland, Skottenborg 26, 8800 Viborg

Tilmeldingsfristen er den 4. november 2019, og tilmelding sker via Plan2learn på linket her.

 

Vil du vide mere?

Så kontakt en af vores medarbejdere, der sidder klar til at hjælpe dig.

Birgitte Karnøe Frederiksen
Souschef og EU-chefkonsulent
Grøn omstilling
Signe Waltoft Madsen
EU-specialkonsulent (barsel)
Grøn omstilling