Gode historier

Fantastisk kick-off på C2C CC

5. april 2017

Der var flotte ord med på vejen fra selveste Connie Hedegaard, da projektet Coast 2 Coast Climate Challenge (C2C CC) i sidste uge blev sparket i gang i regionen. CDEU har sammen med Region Midtjylland spillet en hovedrolle i projektets tilblivelse, og vores kontor havde fire medarbejdere med til åbningen.

Mange flere gæster end forventet

Det var Herning Kongrescenter, som lagde lokaler til det storstilede arrangement, hvor mange flere end forventet var mødt op til at høre mere om det omfattende klimatilpasningsprojekt. Der var således på forhånd forventet godt 100 tilmeldte til arrangementet, men der endte med at komme over 250 personer.

– Det er da fantastisk, for selvom vi og Region Midtjylland sagtens kunne se potentialet, så er det meget bekræftende, at der er så mange andre, der også kan det, lød det fra CDEU’s chefkonsulent, Birgitte Karnøe Frederiksen, som for år tilbage så mulighederne for at lave et projekt og dermed var med til at forme idéen til C2C CC.

Ros fra Connie Hedegaard

En anden, der også godt kunne se potentialet, var dagens mest prominente gæst og taler, nemlig Connie Hedegaard, som er direktør for tænketanken Concito, bestyrelsesformand på Aarhus Universitet og tidligere klimakommissær. Hun havde følgende at sige om CDEU’s rolle og de internationale perspektiver i projektet, der med CDEU’s hjælp har opnået 52 millioner kroner i EU-støtte:

– Det er jo rigtig godt, at der er nogle ildsjæle, der har set mulighederne i regionen, og det er også super godt, at man har et meget dygtigt kontor i Bruxelles, som kender reglerne, og som kan finde ud af, hvordan vi kan få de her penge ud. Desuden er meningen jo, at det her forhåbentligt kan være noget, der kan inspirere rundt omkring i Europa til, hvordan kan man gøre det. For når man får sådan nogle penge, så får man jo ikke bare en check. Man skal jo også sørge for, at der er noget læring, der går videre til andre bagefter.

Fantastisk energi fra de fremmødte

For CDEU’s chefkonsulent Birgitte Karnøe Frederiksen var det noget helt særligt at opleve ikke bare det store fremmøde, men også den fantastiske energi, som de mange fremmødte lagde for dagen:

– Det siger en masse om vores projekt, at der er så mange kommuner og virksomheder, der har lyst til at være her, og at regionen er her for at samle os alle sammen. Jeg er fuldstændig sikker på, at der kommer rigtigt meget godt ud af at være så mange samlet på ét sted.

C2C CC løber frem til år 2022 og har som hovedformål at medvirke til at gøre hele regionen mere robust over for klimaforandringer. Dette skal i praksis gøres gennem 31 delprojekter, som søger at skabe en række innovative løsninger på vandområdet. Disse løsninger skal skabes i samspil med virksomheder, og derfor var CDEU’s erhvervskonsulent Thomas Steen Hansen, som man kan se på billedet, også med til messen på kick-off arrangementet for at tale mere om EU-støttemuligheder for de virksomheder, der måtte have interesse.

Ansvarlig for international kommunikation

CDEU står for den internationale kommunikation af projektet, og derfor var CDEU’s kommunikationsansvarlige, Anita Holten Carlson, også med til kick-off for at hente materiale til de første to af en hel stribe af videoer, som skal produceres igennem projektets 6-årige levetid.
De første to videoer vil ligge klar i løbet af foråret på siden www.c2ccc.eu. På samme side kan der allerede nu ses en video, som Region Midtjylland har produceret fra kick off-arrangementet i Herning.

 

Vil du vide mere?

Så kontakt en af vores medarbejdere, der sidder klar til at hjælpe dig.

Birgitte Karnøe Frederiksen
Souschef og EU-chefkonsulent
Grøn omstilling
Signe Waltoft Madsen
EU-specialkonsulent (barsel)
Grøn omstilling
Tarik Kehli
EU-specialkonsulent (barsel)
Erhverv og vækst