God historie

Glædeligt, grønt gensyn: Velkommen til Kasper

27. august 2024

Vi er virkelig glade for at kunne byde velkommen til Kasper Hamle, der gennem det næste år skal være barselsvikar for Signe Waltoft Madsen i teamet for grøn omstilling. Der er tale om et rigtig dejligt gensyn, idet Kasper tidligere har været både praktikant og projektassistent i vores grønne team, og vi glæder os til igen at kunne få glæde af hans grønne entusiasme og evner.  

Spørger man Kasper Hamle om, hvad han allerhelst vil arbejde med, så er svaret ret klart – nemlig lige præcis det, som han skal lave på CDEU gennem de kommende 12 måneder: 

  • For mig bliver det et år med min passion i fokus, hvor jeg skal pleje det grønne netværk i Danmark og Europa, hvor jeg får lov til at nørde med grøn projektudvikling og grønne EU-ansøgninger, og hvor jeg, sammen med mine fantastiske kolleger, skal arbejde for at varetage de midtjyske aktørers grønne interesser i EU. Det glæder jeg mig simpelthen så meget til, fortæller han. 

Har specialiseret sig i en grøn retning

Siden Kasper Hamle sidst var en del af CDEU som først praktikant og siden projektassistent, har han specialiseret sig inden for det grønne område:  

Mens jeg færdiggjorde min kandidatuddannelse, var jeg ansat ved Greater Copenhagen EU Office i Bruxelles, hvor jeg arbejdede som EU-konsulent. Derefter tog jeg en efteruddannelse i grøn omstilling hos Det Grønne Akademi i Aarhus og var ESG- og bæredygtighedskonsulent i byggeindustrien i Danmark, fortæller Kasper Hamle. 

Jeg er jo hverken solcelletekniker eller med til at udbygge elnettet, men jeg kan hjælpe med at skaffe penge og lave projektudvikling inden for de grønne områder – og jeg glæder mig virkelig til at tage al min nye læring inden for bl.a. ESG og CO2-beregning og bruge det i mit arbejde – Kasper Hamle

En personlig refleksion 

Har man først snakket lidt med Kasper Hamle, så går det op for én, hvor meget han egentlig lever og ånder for den grønne omstilling – og han kommer her med en personlig refleksion over, hvorfor den grønne omstilling måske er særligt meningsgivende for ham: 

  • Min far arbejdede som vindmølletekniker i Brande under hele min opvækst, og jeg har derfor altid været bevidst om den danske villighed til at trække i den grønne førertrøje. Da jeg mistede min far alt for tidligt i 2018, blev jeg konfronteret med den meget menneskelige følelse af, at jeg gerne ville bruge mit liv på noget meningsfuldt. Og for mig er intet mere meningsfuldt end at hjælpe med til, at vores planet kan nå et mere bæredygtigt sted hen, fortæller han, inden han fortsætter: 
  • Jeg er jo hverken solcelletekniker eller med til at udbygge elnettet, men jeg kan hjælpe med at skaffe penge og lave projektudvikling inden for de grønne områder – og jeg glæder mig virkelig til at tage al min nye læring inden for bl.a. ESG og CO2-beregning og bruge det i mit arbejde. 

Jeg ser frem til at arbejde sammen med de mange grønne ildsjæle rundt i kommunerne, der i den grad driver den grønne omstilling – det er fedt at opleve den villighed, der er for i at gå ind i EU-projekter, fordi kommunerne godt kan se sig selv og deres mål i det, og det er bare skønt at få mulighed for at hjælpe dem med det – Kasper Hamle

‘Så skønt at være tilbage’ 

At barselsvikariatet så ikke kun byder på grøn omstilling, men også på et gensyn med CDEU og Bruxelles, er kun et ekstra plus:  

  • Det er så skønt at være tilbage! Jeg nyder virkelig storbyen med de rigtig mange mennesker, for den føles ligesom mit andet hjem. Jeg er også rigtig glad for at være en del af CDEU igen, for jeg havde et super samarbejde med alle, især på det grønne team, som jeg har savnet, og det var også en af grundene til, at jeg søgte tilbage, fortæller han. 

Ser frem til at arbejde sammen med de mange grønne ildsjæle 

Nu glæder Kasper Hamle sig bare til at kaste sig ud i arbejdet: 

  • Der er mange af EU’s grønne prioriteter, der flugter godt med det, som Midtjylland kan, og de muligheder glæder jeg mig virkelig til at hjælpe med at udbrede, for der er et kæmpestort potentiale, der venter på at blive forløst. Jeg ser frem til at arbejde sammen med de mange grønne ildsjæle rundt i kommunerne, der i den grad driver den grønne omstilling – det er fedt at opleve den villighed, der er for i at gå ind i EU-projekter, fordi kommunerne godt kan se sig selv og deres mål i det, og det er bare skønt at få mulighed for at hjælpe dem med det, afslutter Kasper Hamle. 

Kaspers kontaktinfo

Hvis du gerne vil kontakte Kasper Hamle, så kan du gøre det på kontorets kærligste e-mailadresse, nemlig kh@centraldenmark.eu eller på +32 484 27 06 39. 

 

Vil du vide mere?

Så kontakt en af vores medarbejdere, der sidder klar til at hjælpe dig.

Kasper Hamle
EU-konsulent
Grøn omstilling