God historie
Gudenåkomitéen på besøg i Bruxelles
Den 2. maj 2023 var Gudenåkomitéen på besøg hos CDEU i Bruxelles, og med i delegationen var både politikere og embedsfolk. Programmet var skræddersyet af CDEU, så det kunne belyse nogle af de spørgsmål, som komitéen arbejder for i det midtjyske, ligesom vi havde sørget for, at delegationen kom til at møde repræsentanter fra både Europa-Kommissionen og Europa-Parlamentet.

Gudenåkomitéen i Cinquantenaireparken i Bruxelles
Et samarbejde mellem syv kommuner
Gudenåkomitéen er et samarbejde mellem syv kommuner, der ligger langs Gudenåen, nemlig Silkeborg, Viborg, Randers, Favrskov, Skanderborg, Horsens og Hedensted. Gudenåkomitéen består af ét kommunalt bestyrelsesmedlem fra hver medlemskommune.
På besøg for at lære mere om konkrete EU-projektmuligheder og europæiske samarbejder
Komitéen har Rune Kristensen, der er byrådsmedlem for Socialdemokraterne i Silkeborg, som formand, og han satte følgende ord på besøget:
“Den europæiske dagsorden spiller en vigtig rolle i at nå vores fælles mål med at skabe mere og bedre natur i og omkring Gudenåen. Derfor giver det mening for os at tage på studietur hos Central Denmark EU Office for at lære mere om konkrete EU-projektmuligheder og europæiske samarbejder, der kan understøtte Gudenåkomitéens vigtige arbejde”
Den europæiske dagsorden spiller en vigtig rolle i at nå vores fælles mål med at skabe mere og bedre natur i og omkring Gudenåen. Derfor giver det mening for os at tage på studietur hos Central Denmark EU Office for at lære mere om konkrete EU-projektmuligheder og europæiske samarbejder, der kan understøtte Gudenåkomitéens vigtige arbejde. – Rune Kristensen, formand for Gudenåkomitéen
Grundigt oplæg om naturgenopretning
Fra Europa-Kommissionen fik komitéen således et meget grundigt oplæg om den kommende naturgenopretningsforordning fra vicekontorchef for Kontoret for Naturbeskyttelse i Generaldirektoratet for Miljø, Luisa Samarelli. På sin side kunne Gudenåkomitéens engagerede deltagere bidrage med stærk faglighed og eksempler på de udfordringer, som de oplever.
Visioner og ønsker til fremtidens EU-politik blev drøftet
Programmet bød også på et besøg i Europa-Parlamentet, hvor store visioner om fremtidens Gudenå og ønsker til fremtidens EU-politik blev drøftet. Dagen derpå tog Gudenåkomitéen videre til Leuven, hvor gruppen havde en lang række besøg med et spændende fokus på naturbaseret klimatilpasning.
Vi siger mange tak for besøget og på gensyn en anden gang.