Gode historier

Hollændere vil samarbejde med midtjyske aktører om fødevarer

17. maj 2017

CDEU har, som et led i sin fødevaresatsning, netop faciliteret et møde mellem fødevareaktører i Holland og Midtjylland. Målet hermed er blandt andet at klarlægge, hvor der kan skabes gensidig værdi for parterne, således at der kan komme de bedst mulige resultater ud af samarbejdet.

Det hele startede for et par år siden, hvor en række hollandske kommuner omkring det hollandske universitet Wageningen konstaterede, at der var ved at modnes en klynge på fødevareområdet: Ikke alene er der et stærkt videnmiljø på universitetet, men flere store globale fødevarekoncerner er også i gang med at etablere udviklingscentre i tilknytning hertil. Da kommunerne gerne vil understøtte den udvikling, dannede de sammenslutningen regioFoodValley.

For hollænderne var næste skridt i udviklingen at finde tilsvarende klyngedannelser på fødevareområdet i det øvrige Europa, som de kunne samarbejde med og lære af. De fandt en håndfuld områder af interesse, men det mest interessante – det, hvor de kunne drage flest paralleller til deres egen virkelighed – var Region Midtjylland og særligt området omkring Aarhus. De tog derfor kontakt til Region Midtjylland gennem CDEU, og sammen har vi nu indledt arbejdet med at klarlægge, hvad der er af gensidig værdi i samarbejdet, og hvilke midtjyske fødevareaktører, som kan have glæde af samarbejdet.

Nyligt afholdt dialogmøde i Midtjylland

Den foreløbige kulmination på samarbejdet fandt sted i Agro Food Park nord for Aarhus den 10. og 11. maj, hvor en mindre hollandsk delegation fra regioFoodValley og Wargeningen Universitet besøgte Midtjylland. Her kom de i dialog med Danish Food Cluster, Future Food Innovation, Aarhus Universitet, MAPP-centeret, Business Region MidtVest, Business Region Aarhus samt Region Midtjyllands fødevareteam, som var vært ved arrangementet.

Diskussionen kom langt omkring, og der var utallige gode, mulige samarbejdstemaer på bordet, men det blev aftalt, at samarbejdet skulle fokusere på:

  • At facilitere fødevareinnovation, således som den sker i Future food innovation og engagefood
  • At skabe crossover mellem fødevaretemaet og sundhed samt at udvikle fødevarer til sundhedssektoren
  • At bistå hollænderne med at udvikle deres campus, således som det pt. sker omkring Agro Food Park og Katrinebjerg
  • At arbejde med brugerinddragelse i fødevareudvikling

Stort hollandsk besøg til efteråret

Det blev aftalt, at en større hollandsk delegation på 40-50 personer skal besøge Midtjylland ultimo november 2017. Målet er, at hollandske fødevareaktører skal møde midtjyske fødevareaktører direkte inden for rammerne af fire forløb med udgangspunkt i ovennævnte temaer. Målet med besøget er, at der i forløbene knyttes kontakter, som kan føre til fremadrettet videnudveksling og på sigt danne baggrund for projektudvikling. Det er aftalt, at CDEU i denne forbindelse vil fortsætte i rollen som facilitator for samarbejdet.