Aktuelt

Hvilket EU-program passer bedst til min innovative idé?

23. maj 2018

EU har et hav af muligheder for at støtte innovative virksomheder, og herunder fortæller vi nærmere om ph.d.-ordningen, ligesom vi giver et kort overblik over øvrige støttemuligheder, der oftest benyttes.

Skaf din virksomhed ny viden ved hjælp af ph.d.-ordningen

En af de mange støtteordninger i EU-regi er som nævnt ph.d-ordningen, hvor man kan ansøge om at få en eller flere ph.d.-studerende fast tilknyttet til ens virksomhed.

Ordningen giver mulighed for at ansætte en fuldt betalt ph.d.-studerende, som i hele sit treårige ph.d.-forløb vil være fast tilknyttet virksomheden. Den europæiske ordning adskiller sig således fra lignende nationale støtteordninger ved, at den studerende i EU-ordningen vil være mere forankret hos virksomheden, end hvis midlerne var søgt nationalt. Desuden vil den studerende i den europæiske ordning komme fra et universitet i udlandet, og dette kan bringe helt ny viden ind i den midtjyske virksomhed.

Oplagt for virksomheder med stort udviklingspotentiale

– Ph.d.-ordningen er en oplagt mulighed for de virksomheder, der har et stort udviklingspotentiale, men som mangler ressourcerne til at realisere det, fortæller CDEU’s erhvervskonsulent, Tarik Kehli, og han suppleres af sin kollega, Thomas Steen Hansen:

– Ordningen afdækker virksomhedens potentiale samtidig med, at den minimerer virksomhedens økonomiske risiko. Virksomheden får en velkvalificeret og omkostningsfri hjælp i tre år, og den periode kan virksomheden så også bruge til at vurdere, om den kan ansætte den ph.d.-studerende, når vedkommendes studier er færdige.

Mange andre muligheder for støtte til virksomheder

Men ph.d.-ordningen er som sagt kun et ud af talrige EU-støtteprogrammer, som kan søges af virksomheder. Andre eksempler er SMV-instrumentet og Eurostars – og uanset hvilket program, man som virksomhed gerne vil søge, står CDEU klar med velkvalificeret hjælp.

Vi tilbyder nemlig vores skræddersyede forløb, iFacilitator, der hjælper virksomhederne i jagten på EU-støtten. Du kan læse meget mere om iFacilitator her, og så er du selvfølgelig også altid velkommen til at kontakte vores erhvervskonsulenter på erhverv@centraldenmark.eu.

 

Vil du vide mere?

Så kontakt en af vores medarbejdere, der sidder klar til at hjælpe dig.

Thomas Steen Hansen
EU-specialkonsulent
Erhverv og Vækst
Tarik Kehli
EU-specialkonsulent
Erhverv og vækst