Arrangementer

Hvordan kan kultur være med til at sikre fred? Deltag i vores debat på Kulturmødet Mors

17. august 2022

Hvordan kan europæisk kultursamarbejde hjælpe med at sikre fred, stabilitet og samhørighed i en turbulent tid? Det spørgsmål dykker vi ned i, når vi sammen med kyndige kulturfolk afholder debat på Kulturmødet Mors torsdag den 25. august fra 13.30 til 14.30. Deltagelse er helt gratis.  

Fra venstre CDEU’s Julie Sand Jørgensen, der vil moderere debatten, og Louise Godt, der vil være med som en del af panelet den 25. august i Lysskoven.

Det er på Europæisk Kulturregions scene i Lysskoven, at debatten vil finde sted. CDEU’s Julie Sand Jørgensen vil agere moderator, mens hendes kollega Louise Godt vil være med i panelet, og her forklarer Louise Godt nærmere om baggrunden for arrangementet:  

Konflikt understreger vigtighed af europæisk samarbejde

  • Konflikten i Ukraine har virkelig understreget vigtigheden af det europæiske samarbejde, herunder ikke mindst samarbejde med ukrainerne selv. Derfor vil vi med dagens arrangement gerne sætte spot på, hvorledes kultursamarbejder over grænserne helt konkret kan fungere, ligesom vi vil vise, hvorledes EU støtter op om disse samarbejder, forklarer Louise Godt, inden hun suppleres af sin kollega, Julie Sand Jørgensen:  

Erfaringer med Ukraine-samarbejder og info om, hvordan EU støtter samarbejderne

  • Panelet er derfor sammensat af to deltagere, der har konkret erfaring med samarbejde med ukrainere her under krigen, og af to deltagere, der har indgående kendskab til, hvorledes EU støtter op om denne type af samarbejder. EU har nemlig et stort ønske om at fremme samarbejde med Ukraine, og dette kommer til udtryk i flere af EU’s programmer. 

Paneldeltagere

Med i panelet sidder:   

  • David Cornelius Price, der er kunstnerisk leder ved Holstebro Dansekompagni, som netop har haft en danseforestilling, som hedder med Mit Stille Hjem, og som er lavet i samarbejde med ukrainske dansere. Forestillingen giver et personligt øjebliksbillede af en nutidig og historisk krigstilstand.  
  • Julie Arnfred Bojesen, der er leder af Det Ukrainsk-Danske Ungdomshus i Kyiv, som er et helt nyt initiativ, der ganske snart vil åbne sine døre. Ungdomshuset arbejder bl.a. for fremme af demokratiske værdier og aktiviteter og har senest fået oprettet en pulje til at  støtte ungdomsaktiviteter mellem Ukraine og Danmark.  
  • Saxe Lomholt, Head of Creative Europe Desk Danmark, som arbejder for at fremme det europæiske kulturudvekslingsprogram Creative Europe i Danmark. Desken hjælper kulturinstitutioner med at lave EU-ansøgninger til programmet, der også giver mulighed for at samarbejde med kulturorganisationer fra Ukraine.   
  • Louise Godt, EU-kulturrådgiver ved CDEU, der rådgiver kulturorganisationer og kommuner i Midtjylland om, hvordan de bedst kan udnytte de konkrete muligheder, der findes i EU, i blandt andet programmerne Erasmus+ og Creative Europe. 

Tid og sted for debatten

Sted: Europæisk Kulturregions scene, Lysskoven, KulturPladsen, Kulturmødet Mors 

Dato og tidspunkt: Torsdag den 25. august kl. 13.30 – 14.30.  

Læs nærmere

Du kan tilgå arrangementet på Kulturmødet Mors’ hjemmeside på linket her, og samme sted kan du også tilføje arrangementet som en af dine favoritter, ligesom du kan sammensætte dit eget, personlige program.  

Se det fulde program

Du kan desuden se en liste over samtlige arrangementer, der finder sted under Kulturmødet Mors, på linket her.  

 

Vil du vide mere?

Så kontakt en af vores medarbejdere, der sidder klar til at hjælpe dig.

Louise Godt
EU-rådgiver
Kultur