God historie

Ikast-Brande Gymnasium får 1,1 mio. kr. i EU-støtte til at øge gymnasieelevers faglige trivsel

30. september 2026

Hvordan får vi skabt mere faglig begejstring og lærelyst for vores elever, så vi kan få hævet deres faglige trivsel? Det er et spørgsmål, som virkelig mange stiller sig i lyset af de nylige PISA-resultater, og den 1. oktober går Ikast-Brande Gymnasium i gang med at lede efter konkrete svar i det nye EU-projekt ‘Academic Wellbeing – How to nurture resilient and engaged young adults, who take ownership of their own learning through productive struggle and purposeful action’. Baggrunden for projektet er, at gymnasielærere på mange skoler udtrykker bekymring for gymnasieelevernes evne til at fokusere og holde på viden, og de oplever, at nogle blot ser gymnasiet som en transit, hvor bl.a. AI kan bruges til at komme hurtigst og nemmest igennem. Derfor er Ikast-Brande Gymnasium nu gået sammen med en norsk og en finsk partner for at højne elevernes faglige trivsel – og da udfordringen synes at være den samme på tværs af Europa, har EU støttet projektet med hele 3 mio. kr., hvoraf Ikast-Brande Gymnasium får 1,1 mio. kr.

Vi har talt med gymnasiets internationale koordinator Karen Ronge Baktoft og uddannelsesleder Gitte Pilley om projektet og om, hvor vigtigt det er at gå fra teori og anbefalinger til konkrete og praksisnære løsninger, hvis man vil lykkes med at genskabe elevernes vedholdenhed og engagement i dét at lære, og hvis man vil gøre gymnasiet til meget mere end en transit, der skal overstås.


– Vi ved fra forskningen, at gymnasielevers faglige trivsel generelt starter på et højt niveau, men at der er tendens til et fald igennem gymnasieårene. Sådan lyder det samstemmende fra Ikast-Brande Gymnasiums internationale koordinator Karen Ronge Baktoft og uddannelsesleder Gitte Pilley, som uddyber:

– Mange gymnasielærere oplever i øjeblikket, at eleverne synes at være blevet dårligere til både at fokusere og være vedholdende. Tingene virker sværere, og eleverne giver nemmere op. De har svært ved at se undervisningen som meningsfuld, lyder det fra Gitte Pilley.

– Mange gymnasielærere oplever i øjeblikket, at eleverne synes at være blevet dårligere til både at fokusere og være vedholdende. Tingene virker sværere, og eleverne giver nemmere op. De har svært ved at se undervisningen som meningsfuld – – Gitte Pilley, uddannelsesleder ved Ikast-Brande Gymnasium

En transit, der gøres nemmere af AI

Hun suppleres af Karen Ronge Baktoft:

– Vi oplever, at nogle elever ser ungdomsuddannelsen som en form for lufthavn, hvor det kun handler om at komme igennem og så videre til karrieren eller drømmestudiet, som venter forude. Her lægger AI så endnu et element ovenpå for netop disse elever, for hvordan kan de komme nemmest igennem? Det kan de jo ved at bruge en masse AI. Altså tænker de ikke over, hvad de lærer ved netop selv at kæmpe med opgaverne, fortæller Karen Ronge Baktoft.

Vi oplever, at nogle elever ser ungdomsuddannelsen som en form for lufthavn, hvor det kun handler om at komme igennem og så videre til karrieren eller drømmestudiet, som venter forude – Karen Ronge Baktoft, international koordinator ved Ikast-Brande Gymnasium

Anbefalinger gør det ikke alene

Ane Qvortrup, professor i almendidaktik ved SDU, har sammen med Eva Lykkegaard, lektor i uddannelsesvidenskab ved SDU, undersøgt gymnasieelevers faglige trivsel. Det blev gjort i en stor undersøgelse, der blev foretaget i efteråret 2023, og som indbefattede 12.000 danske gymnasieelever. Resultaterne viser, at eleverne trives godt socialt, men at den faglige trivsel halter bagefter.

I bogen ‘Faglig trivsel’ kommer Ane Qvortrup og Eva Lykkegaard med en række anbefalinger til, hvordan gymnasier kan arbejde med den faglige trivsel. I en travl lærers hverdag kan det dog opleves som svært at omsætte sådanne anbefalinger til konkret didaktik og hverdags-lektionsplaner, og Ikast-Brande Gymnasium ønsker derfor at omsætte teorien til konkrete ‘plug-and play’-værktøjer, som kan bruges ude i klasseværelserne:

– Det er rigtigt godt, at forskningen kommer med anbefalinger til, hvordan vi som skoler kan styrke den faglige trivsel – men hvis man f.eks. siger, at det er vigtigt, at læreren skal arbejde med god feedback, så kan man jo godt være enig i det, men hvordan gør man så det som lærer? På den måde tænker vi, at der er brug for noget mere, hvis vi skal omsætte de her anbefalinger til en almindelig dagligdag, lyder det fra Gitte Pilley.

Det er rigtigt godt, at forskningen kommer med anbefalinger til, hvordan vi som skoler kan styrke den faglige trivsel – men hvis man f.eks. siger, at det er vigtigt, at læreren skal arbejde med god feedback, så kan man jo godt være enig i det, men hvordan gør man så det som lærer? På den måde tænker vi, at der er brug for noget mere, hvis vi skal omsætte de her anbefalinger til en almindelig dagligdag – Gitte Pilley, uddannelsesleder ved Ikast-Brande Gymnasium

Europæisk samarbejde om konkrete løsninger

Derfor vil Ikast-Brande Gymnasium nu over de næste tre år i projektet ’Academic Wellbeing’ samarbejde med en norsk og en finsk uddannelsesinstitution om, hvordan man kan skabe nogle løsninger, der kan omsættes til konkrete, didaktiske forløb ude på de enkelte skoler.

EU-midler kan finansiere læreres efteruddannelse

Mens det er første gang, at Ikast-Brande Gymnasium selv står i spidsen for et EU-projekt, så har gymnasiet allerede en bred EU-erfaring og har gennem en årrække målrettet arbejdet med at sende skolens elever på udveksling finansieret af EU-støtte. Men det nye Academic Wellbeing-projekt er et såkaldt samarbejdsprojekt, og det er en ny retning, som gymnasiet her er gået i, fordi et samarbejdsprojekt under Erasmus+ åbner for nogle helt nye muligheder for at støtte lærernes efteruddannelse:

– Der har været besparelser i gymnasiet, og lærerne synes jo allerede, at de løber stærkt. I den situation er det derfor alletiders, at vi med Erasmus+ kan gøre, som vi har gjort med Academic Wellbeing, og søge EU-midler til, at vi kan efteruddanne lærerne, så de kan få tid til at dykke ned i nogle af de mange idéer, som vi har, til god undervisning, lyder det fra Gitte Pilley.

– Der har været besparelser i gymnasiet, og lærerne synes jo allerede, at de løber stærkt. I den situation er det derfor alletiders, at vi med Erasmus+ kan gøre, som vi har gjort med Academic Wellbeing, og søge EU-midler til, at vi kan efteruddanne lærerne, så de kan få tid til at dykke ned i nogle af de mange idéer, som vi har, til god undervisning – Gitte Pilley, uddannelsesleder ved Ikast-Brande Gymnasium

Praksisnær undervisning: Hvad skal en sygeplejerske med matematik?

Et af målene med Academic Wellbeing-projektet er netop at realisere nogle af de gode idéer og kreere en række forløb, som skal samles i en værktøjskasse, der er letanvendelig for den enkelte lærer og skole. Som eksempel nævner både Karen Ronge Baktoft og Gitte Pilley vigtigheden af at gøre undervisningen praksisnær. Pointen er hentet i førnævnte Ane Qvortrups forskning og har til hensigt at give eleven oplevelsen af, at undervisningen har en direkte betydning for, hvad vedkommende gerne vil arbejde med senere hen:

– Det kan for eksempel være en elev, der gerne vil være sygeplejerske, men som ikke helt kan se, hvorfor det er vigtigt at have matematik. Her vil vi i projektet gerne arbejde for at skabe den konkrete kobling, så eleverne kan se, hvad det er, de kan tage med sig herfra, lyder det fra Gitte Pilley.

Det kan for eksempel være en elev, der gerne vil være sygeplejerske, men som ikke helt kan se, hvorfor det er vigtigt at have matematik. Her vil vi i projektet gerne arbejde for at skabe den konkrete kobling, så eleverne kan se, hvad det er, de kan tage med sig herfra – Gitte Pilley, uddannelsesleder ved Ikast-Brande Gymnasium

Værktøjer kan leve forskelligt fra skole til skole

Idéen er at lave en fleksibel værktøjskasse, så den kan passe til elever i forskellige undervisningssystemer:

– Vores tanke er, at man kan tilpasse den her faglige værktøjskasse, så den passer til hver enkelt skole og til forskellige kulturelle kontekster. VI har jo forskellige undervisningsformer i forskellige lande, men missionen og visionen for undervisningen er den samme, fortæller Gitte Pilley.

Hænger tæt sammen med karakterdannelse

I tillæg til Ane Qvortrups forskning har projektpartnerne også hentet inspiration andre steder, bl.a. hos det nyoprettede Center for Karakterdannelse i Silkeborg, der er involveret i flere projekter om karakterdannelse på folkeskoleniveau:

– Vi er interesserede i, hvordan vi kan bringe karakterdannelse tilbage til skolerne, og det synes vi sådan set passer ret godt sammen med arbejdet med at øge den faglige trivsel og hele spørgsmålet om, hvorfor man egentlig går i gymnasiet. Er gymnasiet blot en trædesten på vejen til drømmeuddannelsen, eller er gymnasiet faktisk langt mere end det? For hvis eleverne oplever, at gymnasiet i virkeligheden tjener et større dannelsesformål, så kan vi måske lykkes med at give dem læringslysten tilbage, lyder det afsluttende fra Gitte Pilley.

Hvis eleverne oplever, at gymnasiet i virkeligheden tjener et større dannelsesformål, så kan vi måske lykkes med at give dem læringslysten tilbage – Gitte Pilley, uddannelsesleder ved Ikast-Brande Gymnasium

Fakta om Academic Wellbeing-projektet

Det er CDEU, der har hjulpet Ikast-Brande Gymnasium i ansøgningsprocessen frem mod EU-støtten.

I alt får projektpartnerne 3 mio. kr. i EU-støtte fra EU’s Erasmus-program, hvoraf Ikast-Brande opnår 1,1 mio. kr.

Projektet starter 1. oktober 2026 og slutter 30. september 2029.

 

Vil du vide mere?

Så kontakt en af vores medarbejdere, der sidder klar til at hjælpe dig.

Caroline Serafina Muscato
EU-konsulent
Uddannelse