God historie
Klimasekretariatet ved Aarhus Kommune på besøg i Bruxelles
I midten af marts havde CDEU fornøjelsen af at have Henrik Vest Sørensen, Emily Thompson og Mads Nansen Paulsen fra Aarhus Kommunes Klimasekretariat på besøg i Bruxelles. Formålet var at diskutere Klimasekretariatets fundingstrategi med CDEU og at afklare EU-muligheder, der kan hjælpe med at realisere Aarhus Kommunes ambitiøse Klimaplan. For efterhånden som arbejdet med planen skrider frem, og der undervejs opstår nye idéer, som kan hjælpe Aarhus med at nå sine klimamål, så skal der også findes finansiering til at realisere de nye idéer og aktiviteter.

Aarhus Kommunes Klimasekretariat sammen med CDEU’s grønne team i Bruxelles.
Aarhus har som en af EU’s 112 Missionsbyer forpligtet sig på at vise resten af Europa vejen til mod klimaneutralitet, og som et led i dette ambitiøse arbejde vedtog kommunen i 2025 sin Klimaplan. Den skitserer en lang række forskellige indsatser inden for bl.a. områderne energi, transport og mobilitet, fødevarer, natur og landbrug samt materiale og ressourcer, som tilsammen skal hjælpe Aarhus frem mod klimaneutralitet.
Nødvendigt med ekstern funding
Til at finansiere de store ambitioner har Aarhus Kommune afsat 300 mio. kr., men dertil er det også en del af planen at hente ekstern finansiering fra fonde og puljer for at finansiere yderligere initiativer, der opstår undervejs i arbejdet. Afdelingsleder for Klimasekretariatet i Aarhus Kommune, Henrik Vest Sørensen, forklarer:
- Vi har et kæmpe arbejde foran os i Aarhus Kommune med 37 forskellige indsatser, der skal gennemføres som et led i Klimaplanen. Der er sat 300 mio. kr. af i kommunale midler til at indfri planens mål, men de penge kan ikke dække alt. For jo længere vi når med Klimaplanen, jo flere gode idéer kommer der til, hvordan indsatserne kan gribes an – og de idéer og aktiviteter skal vi ud at finde finansiering til. Derfor er vi også taget herned for at få gearet fundingen til arbejdet med vores klimaplan.
Jo længere vi når med Klimaplanen, jo flere gode idéer kommer der til, hvordan indsatserne kan gribes an – og de idéer og aktiviteter skal vi ud at finde finansiering til. Derfor er vi også taget herned for at få gearet fundingen til arbejdet med vores klimaplan – Afdelingsleder for Klimasekretariatet i Aarhus Kommune, Henrik Vest Sørensen
Har haft en række gode samarbejder og succeser med CDEU
Forud for turen til Bruxelles har Klimasekretariatet lavet et større analysearbejde i Aarhus Kommune for at afdække, hvilke projekter i relation til Klimaplanen, der har behov for yderligere finansiering for at nå i mål. Derefter har Klimasekretariatet kunnet pejle sig ind på, hvor indsatsen skal lægges, og det er bl.a. på områderne natur og landbrug, energiområdet og fødevareområdet, hvor man gerne vil skaffe eksterne midler til at kunne gøre noget mere:
- Vi har sagt, at vi vil finde mellem 10 og 15 mio. Kr. om året i ekstern funding, og derfor er vi også taget på denne tur til Bruxelles, for vi har haft en række gode samarbejder og succeser med CDEU, når det kommer til at skaffe midler hjem fra EU’s puljer. Kontoret har en virkelig stor viden om de forskellige ansøgningsrunder, som vi med fordel kan søge, så vi maksimerer sandsynligheden for at komme igennem nåleøjet. Derfor glæder vi os også til at sparre med CDEU på de idéer, vi har, og så få dem gjort skarpere.
Vi har haft en række gode samarbejder og succeser med CDEU, når det kommer til at skaffe midler hjem fra EU’s puljer. Kontoret har en virkelig stor viden om de forskellige ansøgningsrunder, som vi med fordel kan søge, så vi maksimerer sandsynligheden for at komme igennem nåleøjet – Afdelingsleder for Klimasekretariatet i Aarhus Kommune, Henrik Vest Sørensen
Besøg hos to vigtige, europæiske netværk
Programmet bød foruden møder med CDEU også på besøg hos EUROCITIES, der er et netværk bestående af større, europæiske byer, og ICLEI, der er et netværk for byer, som driver den bæredygtige udvikling. Begge besøg handlede om at vedligeholde gode forbindelser til de bedste partnere i Europa, som kan være interessante, når der skal stables europæiske projekter på benene.