Arrangement

Kom med til EU-valgdebat i Brande

18. marts 2024

Business Region MidtVest inviterer i samarbejde med Dansk Industri til EUvalgdebat, der sætter fokus på EU’s indflydelse på det midt- og vestjyske område. Til debatten vil du komme helt tæt på de danske EU-politikere, som stiller op til EU-Parlamentsvalget 2024, og få mulighed for at stille dem spørgsmål. Direktør for Midtjyllands EU-kontor, Lars Holte Nielsen, deltager også med et oplæg, der handler om de bevægelser, som vi ser i EU netop nu. Arrangementet finder sted den 29.april 2024 i Brande. 

Pressefoto: Europa-Parlamentet

EU har stor betydning for Midt- og Vestjyllands erhvervsliv og for de fælles indsatser, der samler kommunerne i Business Region MidtVest. Hvordan kan vi få EU-politikerne til at stille skarpt på de stedbundne interesser, vi arbejder ud fra her i det midt- og vestjyske område? Og hvordan kan vi i endnu højere grad gøre EU til en aktiv medspiller i udviklingen af Midt- og Vestjylland?

Den debat håber vi, at du har lyst til at være en del af mandag den 29. april 2024 kl. 16.00-19.00 på Remisen i Brande. 

Oplæg fra Central Denmark EU Office, Dansk Industri og Epinion

Til arrangementet vil du blive klogere på det midt- og vestjyske område område, vores holdninger og hvilket fremtidigt EU, vi ser ind i, med oplæg fra Central Denmark EU Office, Dansk Industri og Epinion. Du vil desuden komme helt tæt på de danske EU-politikere, som stiller op til EU-Parlamentsvalget 2024, og få mulighed for at stille dem spørgsmål.

Tidligere TV-vært, journalist og oplægsholder Tine Gøtzsche vil styre slagets gang og lede os igennem debatten, hvor kandidaterne bliver bedt om at diskutere nogle af de emner, der særligt fylder i Midt- og Vestjylland. 

Arrangementet vil dels give os muligheden for at klæde kandidaterne på med de midt- og vestjyske briller, dels opdyrke en masse gode relationer med henblik på stærke samarbejder i fremtiden – partnerskabschef i Business Region MidtVest, Nicolai Lauridsen

Partnerskabschef i Business Region MidtVest, Nicolai Lauridsen, fortæller om arrangementet, at:  

  • EU har en enorm betydning for en række områder, der påvirker erhvervslivet direkte og indirekte i forhold til mulighederne, manøvrerummet og hvad de reelt pålægges af krav. Arrangementet vil dels give os muligheden for at klæde kandidaterne på med de midt- og vestjyske briller, dels opdyrke en masse gode relationer med henblik på stærke samarbejder i fremtiden. Derfor ser jeg frem til debatten og håber, at så mange som muligt finder det interessant og deltager.  

Mød bl.a. erhvervsfolk, organisationer, foreninger og politikere

Arrangementet er også din mulighed for at møde erhvervsfolk, organisationer, foreninger og politikere fra de syv kommuner, der udgør Business Region MidtVest. 

Arrangementets øvrige partnere er RAR Vestjylland, Erhvervshus Midtjylland, Herning & Ikast-Brande Erhvervsråd, Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd, Business Skive og Erhvervsforum Holstebro.  

Dato og sted:

Mandag den 29. april 2024 fra 16.00 – 19.00.
Remisen, Brande – Remisevej 1, 7330 Brande 

Arrangement er åbent og gratis for virksomheder, foreninger, organisationer og kommuner. 

Tilmelding

Du tilmelder dig på linket her senest den 22. april 2024 kl. 12.00.
Der er et begrænset antal pladser, og tilmelding sker efter først-til-mølle-princippet. 
 

Mød følgende kandidater til Europa-Parlamentsvalget

I den politiske debat medvirker: 

Christel Schaldemose, Socialdemokratiet
Asger Christensen, Venstre
Stine Bosse, Moderaterne
Kristoffer Storm, Danmarksdemokraterne
Niels Flemming Hansen, Konservative
Sigrid Friis Frederiksen, Radikale Venstre
Villy Søvndal, Socialistisk Folkeparti
Henrik Dahl, Liberal Alliance
Anders Vistisen, Dansk Folkeparti