Arrangement

Kulturfolk: Kom med til vores netværksdag med fokus på frivillighed

30. april 2025

Vær med den 3. juni på Underværket i Randers, når CDEU og Europæisk Kulturregion sætter fuldt fokus på det at arbejde med frivillighed på den europæiske scene. På dagen vil du kunne møde en vifte af engagerede oplægsholdere, ligesom du vil få mulighed for at diskutere dit frivillighedsarbejde med ligesindede. Målet er, at du kan tage hjem med tasken fuld af ny viden, nye kontakter og god inspiration til, hvordan din organisation med fordel kan komme i gang med at arbejde europæisk med frivillighed.

I Danmark er vi førende, når det kommer til at engagere os som frivillige, og den førerrolle kan vi få virkelig meget ud af at tage med os på den europæiske scene:

  • Når vi arbejder med frivillighed, så styrker vi fællesskaberne – og er der noget, vi har brug for i dag, så er det at styrke vores fællesskaber, ikke mindst på tværs af grænserne, for at skabe sammenhold og mening i en stadig mere uforudsigelig verden, fortæller Emma Meyer, der er kulturkonsulent ved CDEU.

Det er på denne baggrund, at vi den 3. juni på Underværket i Randers dykker ned i alt det, som europæisk samarbejde kan tilbyde, når det kommer til frivillighed.

Bliv klogere på, hvordan det europæiske kan styrke jeres frivillighedsarbejde

Dagen er for alle kulturfolk fra midtjyske kommuner, kulturinstitutioner og alt derimellem, der ønsker at blive klogere på denne vigtige dagsorden.

  • Vi kan se, hvordan frivillighed fylder i både kommuner og kulturinstitutioner. Det er et eviggyldigt emne, og så er det også er område, der ændrer sig – der skal noget andet til, hvis man vil tiltrække frivillige i dag, end der skulle til for fem år siden. Derfor glæder vi os også til en god dag sammen, hvor vi kan få en grundig snak om, hvordan det europæiske kan styrke de forskellige kulturfolks store arbejde med frivillighed, lyder det fra Louise Godt, der ligeledes er kulturkonsulent ved CDEU.

På dagen vil I blive ledt kyndigt igennem programmet af Astrid Moth, der udover at være partner i det kreative konsulentbureau Urban Goods også har mange års erfaring med at arbejde inden for frivilligområdet.

Tag god inspiration med hjem

På dagen kan I se frem til en række inspirerende oplæg – her kommer et udpluk:

  • Tenna Sørensen fra Centre for European Volunteering vil fortælle om, hvordan de understøtter blandt andre kommuner og kulturinstitutioner i deres arbejde med frivillighed,
  • De tre tidligere kulturhovedstæder Tartu (Estland), Bad Ischl-Salzkammergut (Østrig) og Bodö (Norge) vil fortælle om deres Erasmus+projekt ’Volugram,’ der handler om frivillighed, og
  • Dannie Lønne Larsen, der arbejder hos Frivilligcentre og Selvhjælp Danmark, og som vil fortælle om projektet ’Stop loneliness, start volunteering,’ som handler om, hvordan frivillighed bl.a. kan være med til at bekæmpe ensomhed.

Dato og sted

Tirsdag den 3. juni fra 09.00 – 15.00.
Underværket i Randers, Stemannsgade 9c, 8900 Randers C

Det er gratis at deltage, og Europæisk Kulturregion byder på frokost og kaffe/kage i løbet af dagen.

Tilmelding

Du kan tilmelde dig på linket her.
Fristen for tilmelding  er onsdag den 28. maj kl. 12.

Spørgsmål?

Sidder du med spørgsmål til dagen, så tag endelig fat i en af vores kulturkonsulenter – du finder deres kontaktinfo herunder.

 

Vil du vide mere?

Så kontakt en af vores medarbejdere, der sidder klar til at hjælpe dig.

Louise Godt
EU-rådgiver
Kultur
Emma Meyer
EU-konsulent
Kultur og sundhed