God historie

Lemvig Kommune delte erfaringer med frivillighed på stor konference i Bruxelles

23. oktober 2025

I Lemvig på den jyske vestkyst er frivillighed virkelig en dyd. Kommunen ligger over landsgennemsnittet i forhold til, hvor stor af befolkningen, der arbejder som frivillige, og de mange erfaringer med frivillighed fik Lemvig i sidste uge mulighed for at dele med hele Europa. Det skete ved den store, halvårlige konference for Centre for European Volunteering (CEV) i Bruxelles. Konferencen gav samtidig mulighed for at hente fornyet motivation, få nye kontakter og starte samarbejder, der kan være med til at løse nogle af de udfordringer, som også hænger sammen med at være en landdistrikskommune med et faldende befolkningstal.

Oplægget i Bruxelles stod på skuldrene af flere tidligere EU-aktiviteter, som CDEU har understøttet Lemvig i: Invitationen udsprang således af et møde mellem Lemvig og CEV, der fandt sted under et kursus i Bruxelles, som CDEU i maj måned stod bag. Desuden var rejseomkostningerne for de tre repræsentanter fra Lemvig betalt med midler fra den Erasmus+akkreditering, som CDEU har hjulpet kommunen med at opnå.

Maria Berwald (t.v.) og Meise Fabricius Rydborg holder oplæg om frivillighed i Bruxelles

For Lemvig Kommune er frivillighed på mange områder en af de bærende kræfter i det lokale liv. I flere af kulturinstitutionerne i Lemvig Kommune udgør frivillige kræfter en afgørende del af driften, ligesom frivillige gør en uvurderlig indsats for at sikre, at kommunens ældre får mulighed for fællesskab og nærvær – og undgår at føle sig ensomme.

Håber at kunne inspirere andre og at få nye samarbejdspartnere

Derfor var det også helt oplagt, at Lemvig Kommune blev inviteret til at dele sine rige erfaringer på området under den konference, som CEV – Centre for European Volunteering – i sidste uge afholdt i Bruxelles:

  • Vi håber, at vi ved at dele vores erfaringer med frivillighed med resten af Europa kan inspirere andre og herigennem få nye europæiske samarbejdspartnere. Derudover ønsker vi at få en masse viden og nye perspektiver med hjem til Lemvig, sådan vi kan gøre vores arbejde med frivillighed endnu bedre, end vi gør i dag – Maria Berwald, konsulent i Velfærdssekretariatet i Lemvig Kommune.

Maria Berwald havde taget turen til Bruxelles sammen med kommunens kulturkonsulent, Meise Fabricius Rydborg, samt Heino Smed Sørensen, der til daglig er leder af Frivilligcenter Lemvig.

Vi håber, at vi ved at dele vores erfaringer med frivillighed med resten af Europa kan inspirere andre og herigennem få nye europæiske samarbejdspartnere. Derudover ønsker vi at få en masse viden og nye perspektiver med hjem til Lemvig, sådan vi kan gøre vores arbejde med frivillighed endnu bedre, end vi gør i dag,

Leder efter europæiske partnere, der deler udfordring med fraflytning

Som så mange andre landdistrikskommuner står Lemvig med den store udfordring, at befolkningen bliver ældre og ældre. Mange af de unge, der flytter væk for at uddanne sig, kommer ikke retur, og det kan mærkes – også i forhold til, hvor mange, der melder sig til at være frivillige. Et af målene med at tage til Bruxelles var således også at italesætte udfordringen og finde frem til europæiske partnere, som deler den, og som er med på at finde en løsning:

  • Vi håber, at vi ved at adressere denne udfordring også kan finde andre i Europa, som står i samme situation, sådan at vi i fællesskab kan finde måder at løse den på, lyder det fra Heino Smed Sørensen, der er leder af Frivilligcenter Lemvig.

Vi håber, at vi ved at adressere denne udfordring også kan finde andre i Europa, som står i samme situation, sådan at vi i fællesskab kan finde måder at løse den på – Heino Smed Sørensen, leder af Frivilligcenter Lemvig

Seneste skridt på den europæiske rejse

Det er CDEU, som var med til at facilitere, at Lemvig blev inviteret til at tale på den store CEV-konference. Tilbage i maj måned i år deltog Maria Berwald og Meise Fabricius Rydborg således på et EU-projekt- og netværkskursus, som CDEU havde tilrettelagt. En del af det ugelange kursus var dedikeret til at opdyrke nye, relevante kontakter i Bruxelles, og det var netop ved et netværksarrangement mellem midtjyske aktører og Bruxelles-baserede aktører, at Maria Berwald og Meise Fabricius Rydborg mødte Tenna Sørensen fra Centre of European Volunteering. Det var dette møde, som senere ledte til, at Lemvig Kommune blev inviteret til at præsentere sine erfaringer med frivillighed ved CEV-konferencen i oktober 2025.

Selve rejsen til Bruxelles i forbindelse med CEV-konferencen blev ligeledes gjort mulig via CDEU’s tidligere assistance: Vi hjalp således tilbage i 2022 Lemvig Kommune med at opnå en akkreditering til Erasmus+programmet. En sådan akkreditering giver over en årrække et fast-track til EU-støtte, der kan bruges til at finansiere rejser, hvor elever, lærere eller – som i Lemvigs tilfælde – personale kan rejse ud og hente ny inspiration i andre lande.

På konferencen fortalte vi om vores Erasmus+ akkreditering og opfordrede til, at hvis andre står med de samme udfordringer, som vi gør, eller hvis de kan spejle sig i at være en landdistriktskommune, der ligesom os har svært ved at opretholde frivillighedsskaren, så må de endelig række ud til os. På den måde kan vi arrangere, at vi kan besøge dem, eller at de kan komme til os – Meise Fabricius Rydborg, kulturkonsulent i Lemvig Kommune

Vil bruge Erasmus+akkreditering aktivt i at finde løsninger på udfordringer

Netop den akkreditering fremhæves også af Lemvig Kommunes kulturkonsulent Meise Fabricius Rydborg, der gerne vil bruge Erasmus-støtten aktivt, når der skal findes løsninger på kommunens udfordringer:

  • På konferencen fortalte vi om vores Erasmus+ akkreditering og opfordrede til, at hvis andre står med de samme udfordringer, som vi gør, eller hvis de kan spejle sig i at være en landdistriktskommune, der ligesom os har svært ved at opretholde frivillighedsskaren, så må de endelig række ud til os. På den måde kan vi arrangere, at vi kan besøge dem, eller at de kan komme til os, lyder det afsluttende fra Meise Fabricius Rydborg.

LÆS OGSÅ: Lemvig Kommune bekæmper ensomhed blandt ældre i EU-projektet CLOSE

Netop nu indgår Lemvig Kommune i EU-projektet CLOSE – Combating loneliness, social isolation and risks to health for elderly citizens. Projektet er et tæt samarbejde med The Hague University of Applied Sciences i Holland, og det går ud på at imødegå problemerne med ensomhed blandt ældre.

Det er CDEU, der har hjulpet projektet med at opnå EU-støtte, og historien kan du læse på linket her.

 

Vil du vide mere?

Så kontakt en af vores medarbejdere, der sidder klar til at hjælpe dig.

Emma Meyer
EU-konsulent
Kultur og sundhed
Louise Godt
EU-rådgiver
Kultur