Ansøgningsrunde
Løsninger til aktiv aldring søges - AAL Call 2019 er offentliggjort
Har din startup en ny løsning, som I ønsker at teste hos nye slutbrugere i EU? Eller mangler din kommune inspiration fra andre lande i valideringen af en ny teknologi på plejehjemmet? Active and Assisted Living (AAL) 2019-ansøgningsrunden er netop offentliggjort. Emnet for ansøgningsrunden er: ”Sustainable Smart Solutions for Ageing well”.
AAL-programmet er Europas største program for udvikling af velfærdsteknologi målrettet borgere i alderen 65+. Ansøgningsrunden til støtte fra ALL-programmet henvender sig til alle, der arbejder med teknologiudvikling og implementering i sundhedssektoren hvilket indbefatter både regioner, kommuner, universiteter, brugerorganisationer samt store og små virksomheder.
Formål og muligheder med AAL Call 2019
Call’et, der kan findes her, søger at støtte innovative, transnationale og tværfaglige samarbejdsprojekter. I Danmark kan der ansøges til projekter af typen ”Small Collaborative Projects”. Innovationsfonden deltager i dette call i Danmark. Formålet med disse projekter er at udforske nye ideer, koncepter og tilgange til velfærdsteknologi for målgruppen, og projekterne har en varighed på 6-9 måneder, et maksimalt medfinansieringsbudget på 100.000 EUR samt en mere strømlinet ansøgnings- og rapporteringsprocedure.
Praktisk information
Deadline for indsendelse af ansøgning til AAL-programmet er den 24. maj 2019 kl. 17:00.
Kontakt CDEU på info@centraldenmark.eu for rådgivning vedrørende din AAL ansøgning, partnere, mm.
Du kan også finde mere information på Innovationsfondens hjemmeside.
Desuden har du på hjemmesiden her mulighed for at streame den AAL-infodag, som CDEU i starten af februar var medarrangør af i Aarhus, ligesom du på samme side kan se projektforslag.