God historie

Massiv støtte fra Europæisk Kulturregion var med til at samle unge, europæiske musiktalenter på SPOT+

24. maj 2024

Under SPOT+ Festival i Aarhus var 22 unge fra den danske og den europæiske musikbranche samlet for at udvikle nye projekter og samarbejder på tværs af landegrænser. De var inviteret som en del af projektet Live Incubator 2024, som Fermaten i Herning og SPOT Festival står bag, og forløbet var gjort muligt takket være bl.a. 100.000 kr. i støtte fra Europæisk Kulturregion. Håbet er, at de samarbejder, som er opstået mellem de unge under projektet, nu kan leve videre og generere nye EU-projekter på tværs af grænserne i fremtiden.

Billede fra scenen under eventet på SPOT+festivalen i Aarhus. Fotograf: Line Svindt

Deler udfordringer på tværs af geografien

Når det kommer til at være ung i musikbranchen, så er udfordringerne med f.eks. inklusion, arbejdsforhold og manglende netværk de samme, uanset om man kommer fra Midtjylland eller Malta. Det blev tydeligt under projektet LIVE Incubator 2024, hvori 22 unge – halvdelen af dem fra Midtjylland og den anden halvdel fra resten af Europa – arbejdede sammen på tværs af den europæiske musikbranche for at tale om løsningsforslag og udvikle gode idéer, som forhåbentlig kan blive til EU-projekter på sigt.

’En af drømmene bag var at gøre europæiske samarbejder mere tilgængelige for flere’

Esben Aarup, som er projektleder fra Fermaten i Herning og som også var en af personerne bag LIVE Incubator 2024, lyder det:

  • En af drømmene bag Live Incubator var at gøre europæiske samarbejder og fondsprojekter nemmere og mere tilgængelige for flere forskellige mennesker – og mit klare indtryk er, at vi ved at samle 22 unge professionelle musikaktører fra hele Europa til pilotudgaven under SPOT Festival 2024 har taget et skridt i den helt rigtige retning. Både fordi vi gjorde det muligt at udvikle idéer på tværs af flere lande og organisationer på samme tid – og fordi de relationer, der blev dannet, kan bruges til alt fra fremtidige ansøgninger og projekter til løbende sparring med andre ligesindede på tværs af den unge, europæiske musikbranche.

Fysisk workshop skulle sikre de rigtige partnere

Som en del af projektet mødtes de 22 unge fra musikbranchen således tidligere på året til to online workshops, hvor de lærte at arbejde med projektudvikling, inden de mødtes fysisk til en stor workshop i forbindelse med SPOT+ Festival i Aarhus. Her var målet at sikre, at de havde de helt rigtige partnere til deres projektidéer. For, som CDEU’s konsulent Emma Meyer forklarer:

  • Det, som kulturaktørerne ofte finder svært ved EU-projekter, er at finde de rigtige partnere. Med projektet her har de unge fra musikbranchen fået mulighed for at speeddate partnere fra hele 11 lande på samme tid for at finde ud af, hvem de bedst kunne arbejde videre med. Og det skete ikke kun på tværs af grænserne – flere af de midtjyske deltagere fandt også sammen om at videreudvikle projektidéer, så det var virkelig en succes.

Pitch skulle få den etablerede del af branchen involveret

Efter workshopforløbet var de unge inviteret på scenen under SPOT+ Festival. Her pitchede de under overskriften EU-projects Are Easy deres idéer til nye samarbejder, og det handlede dels om at få den etablerede del af musikbranchen involveret, dels om at lade branchen vide, at det virkelig kan betale sig at se ud over grænserne, når man skal finde på de nye løsninger.

CDEU’s Emma Meyer var ligeledes med for at repræsentere Europæisk Kulturregion og fortælle, hvorfor det giver så god mening at gøre som i LIVE Incubator 2024, hvis man vil udvikle gode EU-projekter.

CDEU står klar til at hjælpe frem mod EU-ansøgninger

Emma Meyer pointerer, at de samarbejder og idéer, der nu er opstået i projektet, kun er starten:

  • Nu er projektdeltagerne blevet hjulpet i gang i forhold til at finde gode partnere at realisere deres idéer sammen med, og vi har fra CDEU’s side givet deltagerne overblikket over de forskellige EU-fundingmuligheder og fortalt om, hvad det kræver at gå ind i et EU-projekt. Når projektdeltagerne så er klar, står vi der til at hjælpe dem videre, og her vil vi også kunne agere sparringspartner i den videre EU-ansøgningsproces for alle de midtjyske projekter og derved forhåbentlig hjælpe med til, at LIVE Incubator 2024 ender i nogle rigtig gode EU-projekter, slutter Emma Meyer.
 

Vil du vide mere?

Så kontakt en af vores medarbejdere, der sidder klar til at hjælpe dig.

Emma Meyer
EU-konsulent
Kultur, sundhed og uddannelse
Caroline Serafina Muscato
EU-konsulent
Kultur og uddannelse