God historie

Midtjylland i førerfeltet for EU-finansiering til virksomheder

15. februar 2019

Midtjylland er særdeles godt med, når det gælder om at hente finansiering hjem fra EU’s program for innovative SMV’er, SMV-Instrumentet. Programmet består af fase 1 og 2: I fase 1 kan der hentes op til 375.000 kr. til at validere forretningspotentialet i en virksomheds gode idé, mens der i fase 2 kan hentes adskillige millioner til at bringe idéer fra prototype til markedet – og det er netop, hvad midtjyske virksomheder har gjort med stor succes.

CDEU’s erhvervskonsulenter, fra venstre Tarik Kehli, Thomas Steen Hansen og Maria Heilskou Pedersen.

Næsten halvdelen af al dansk støtte gik til Midtjylland

I seneste fase 2-ansøgningsrunde var der således 67 europæiske projekter, der opnåede støtte. Heraf var syv danske, og af disse var hele tre fra Midtjylland. Samlet opnåede de tre midtjyske firmaer 38,7 millioner kroner i EU-finansiering, hvilket var næsten halvdelen af al den støtte, der blev udbetalt i den ansøgningsrunde til danske firmaer:

– Det viser noget om, hvordan vores indsats for de små- og mellemstore virksomheder har dyrket jorden for de resultater, der nu er kommet. EU-arbejdet gøres jo ikke på en enkelt dag; det kræver en indsats over længere tid samt en grundig indsigt i EU-programmerne, og her viser resultaterne med al ønskelig tydelighed, at vores iFacilitator-forløb virker, fortæller direktør for CDEU, Lars Holte Nielsen.

CDEU afklarer gratis en idés potentiale

iFacilitator er CDEU’s unikke forløb for virksomheder, som alle de tre midtjyske støttemodtagere i sidste ansøgningsrunde også har deltaget i. Forløbet tilbyder en gratis og helt uforpligtende afklaring af, om en virksomheds innovative idé har, hvad der skal til, for at klare sig i konkurrencen om EU-midlerne – og her er det med at være forrest i feltet:

– EU giver bestemt ikke ved dørene. Skal en idé opnå støtte, skal den opfylde en lang række kriterier, og firmaet, der står bag, skal mere end at skrive en god ansøgning: Hvis man vil i betragtning til fase 2-støtte, skal man også kunne levere et overbevisende pitch foran EU-Kommissionens panel af erhvervsfolk, der vurderer, om idéen har et reelt markedspotentiale, fortæller CDEU’s erhvervskonsulent, Thomas Steen Hansen, som fortsætter:

Fra 3,5 til 19 mio i støtte

– Det er helt klart en krævende proces, men vi er her for at hjælpe – og når en virksomhed først er igennem nåleøjet, venter der også en meget kontant belønning: SMV-instrumentets fase 2 giver nemlig de allerbedste idéer fra 3,5 og helt op til svimlende 19 millioner kroner i støtte.

Med så store penge på spil er der intet at sige til, at det kun er de allerbedste, der slipper igennem nåleøjet, og set i det lys er der kun endnu større grund til stolthed over, at Midtjylland klarer sig så flot i kampen.

Danmark i top-5 i Europa

De fine midtjyske resultater bidrager også til en rigtig høj placering for Danmark som helhed i en europæisk kontekst: Af de 35 lande, der har mulighed for at søge om støtte i SMV-Instrumentet, ligger Danmark således på en flot femteplads, når man ser på succesraten per land.

 

Vil du vide mere?

Så kontakt en af vores medarbejdere, der sidder klar til at hjælpe dig.

Thomas Steen Hansen
EU-specialkonsulent
Erhverv og Vækst
Maria Heilskou Pedersen
EU-specialkonsulent
Sundhed
Tarik Kehli
EU-specialkonsulent
Erhverv og vækst