Gode historier

Millionstøtte til midtjysk virksomhed

13. april 2016

Endnu en virksomhed er kommet igennem EU’s nåleøje og har modtaget EU-støtte til deres projekt med hjælp fra CDEU’s initiativ; iFacilitator Central Denmark. Denne gang drejer det sig om virksomheden Global Lightning Protection Service (GLPS), der ligger i Herning Kommune. GLPS har klaret sig særdeles godt, og det er heller ikke første gang, de modtager EU-støtte. Projektet omhandler teknologiske lynafledere til vindmøllevinger. Produktet, der påmonteres vingerne, skal beskytte energiproduktionen og sikre mod skader på vindmøllerne, og denne ide er Europa-Kommissionen særligt begejstret for.

SMV-Instrument

SMV-Instrumentet, som er det program, GLPS har fået støtte fra, er en del af EU’s rammeprogram for forskning og Innovation og har et budget på 3,5 mia. EUR i perioden 2014-2020. SMV-Instrumentet støtter små og mellemstore virksomheders innovationsprocesser og virksomhederne kan søge støtte til produktudvikling fra prototype til marked. Programmet er faseopdelt og virksomhederne kan vælge at søge fase 1-midler først, men de kan også springe direkte til fase 2.

I fase 1 ydes der støtte til konceptudvikling og forundersøgelse af idéens kommercielle og tekniske potentiale. I fase 2 gives der midler til innovationsprojekter understøttet af en solid forretningsplan (potentielt udarbejdet og delvist finansieret gennem fase 1 af SMV-instrumentet). Aktiviteterne i fase 2 indebærer blandt andet demonstration, prototypeudvikling og test af produktet. I den tredje fase gives der rådgivende støtte til endelig markedsforberedelse og kommercialisering af produktet.

I slutningen af 2014 søgte GLPS fase 1-midler til at udarbejde en forretningsplan og et ”feasibility study”. Dette viste jeg at være en god ide, og de modtog derfor i 2015 50.000 EUR i EU-støtte. Du kan læse mere om fase 1 i projektet i en tidligere EU-fokus-historie her.

Efter det endte fase 1-forløb søgte GLPS fase 2, som har et budget pr projekt på 0,5-1.5 mio. EUR, og det er denne ansøgning, virksomheden netop har fået godkendt. Midlerne skal bruges på demonstration, prototypeudvikling og test af de teknologiske lynafledere.

Kun 2 danske virksomheder

Europa-Kommissionen modtog i alt 553 ansøgninger. Heraf har 47 projekter fordelt på 14 lande modtaget EU-støtte. I Danmark har 2 virksomheder modtaget støtte, hvoraf den ene altså er den midtjyske GLPS. Du kan se opgørelsen herCDEU ønsker GLPS stort tillykke med godkendelsen af projektet!

iFacilitator Central Denmark

Virksomheden har, som nævnt, fået hjælp fra iFacilitator Central Denmark, der er et samarbejde mellem CDEU og erhvervsfremmeaktører i Region Midtjylland, som sammen med et eksternt konsulentfirma hjælper virksomhederne med at validere projektideer og finde frem til det rigtige EU-program. Det typiske forløb starter med en indledende dialog med Central Denmark EU Office omkring virksomhedens projekt. Herefter tilbydes gratis ekspertrådgivning af eksterne konsulenter med mange års erfaring med at søge støtte fra danske og internationale støtteprogrammer for virksomheder. CDEU hjælper frem til den egentlige ansøgningsproces begynder – en hjælp som beviseligt øger virksomhedens chancer for succes i konkurrencen om EU’s midler til virksomheder. Succesraten ligger således på 37% og 46 midtjyske udviklingsprojekter har indtil videre fået EU-støtte til en samlet værdi af 209 millioner kroner med hjælp fra iFacilitator Central Denmark.

Forløbet er gratis og kører frem til, at den egentlige ansøgning skrives.

Mere information

Har du en god idé og overvejer din virksomhed at søge støtte fra EU, så ring til os for en uforpligtende snak om dine muligheder på tlf. +32 22 30 87 32 eller send en mail til vores erhvervsteam på erhverv@centraldenmark.eu.

Du kan læse mere om iFacilitator her og om virksomheden GLPS her.