Gode historier
’Mit ophold hos CDEU er et fagligt udviklingseventyr’
I sidste uge sagde vi pænt goddag til Tais Sandal Nissen, som er kontorets nye løntilskudsmedarbejder.
Tais er cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet og har igennem sin uddannelse arbejdet med bl.a. klima og miljø på internationalt plan. Derudover har han haft et seminar om klima, miljø og energi, hvor de anvendte et trianguleringsperspektiv på problematikkerne. Netop dette vil Tais anvende i en europæisk kontekst i de næste fire måneder hos CDEU, hvor han især skal arbejde med Coast 2 Coast Climate Challenge-projektet.
Hvorfor Central Denmark EU Office?
På spørgsmålet om, hvorfor Tais valgte at søge stillingen hos CDEU, svarer han:
– Jeg har i længere tid vidst, at jeg gerne ville arbejde med EU og interessevaretagelse, og da muligheden opstod, så var det bare at gribe den. Derudover giver jobbet indblik i, hvordan man kan gøre en forskel for kommunerne og i sidste borgerne, hvilket altid har været en væsentlig drivkraft for mig.
Personlig udvikling
Tais ser opholdet på CDEU som et ’udviklingseventyr’, hvor særligt den faglige erfaring om EU, praksis via learning by doing og samarbejde om større projekter med erfarne konsulenter, tiltaler ham. Derudover forklarer Tais, at ’opholdet giver mig mulighed for at opbygge et netværk både i kommunerne hjemme i Midtjylland og i Bruxelles, hvilket giver muligheder fremadrettet i et jobsøgningsperspektiv’.
CDEU byder Tais hjerteligt velkommen og ser frem til samarbejdet de næste fire måneder.
Hvis du vil i kontakt med Tais, kan du nå ham på project@centraldenmark.eu.
Succes med løntilskudsmedarbejdere
Hos Central Denmark EU Office har vi haft stor succes med at ansætte medarbejdere i løntilskud. Løntilskudsmedarbejderen bruges især til at styrke indsatsen på et udvalgt område, som matcher medarbejderens kompetencer. Ansættelsen giver nye perspektiver og færdigheder, som kan anvendes aktivt i en fremtidige karriere. Næsten alle forhenværende løntilskudsmedarbejdere er gået direkte i job efter ansættelsen hos CDEU.