God historie
’Når vi ikke er større, må vi lave et partnerskab, før der kan blive overskud til at arbejde europæisk’
Ringkøbing-Skjern Kommune vil med et nyt Erasmus+projekt vise mindre kulturinstitutioner uden for byerne, at de sagtens kan arbejde europæisk – nøglen ligger i at slå sig sammen med nogle, der har lidt flere muskler, som nu kommunen selv. EU har netop støttet projektet, der hedder Culture UP, med 828.000 kr., og der er partnere med fra landdistrikter i fire andre europæiske lande.
International inspiration skal tiltrække og fastholde kunstnere
I Ringkøbing-Skjern Kommunes kulturteam sidder Maria Vandborg, som arbejder med at udvikle kulturlivet i den vestjyske kommune:
- Vi vil jo gerne kunne tiltrække og fastholde institutioner og kunstnere, så vi kan skabe et endnu mere rigt kulturliv i det område, hvor vi befinder os. Her er vi blevet mere bevidste om, hvad det betyder at hente inspiration ind udefra og sætte det i spil i forhold til vores egne aktører. Og vi tror på, at hvis vi tænker ud over grænserne, så har vi sikkert meget at lære af hinanden.
Tæt samarbejde med CDEU
I flere år har Maria Vandborg derfor arbejdet tæt sammen med Julie Sand Jørgensen, kulturkonsulent ved Genvej til Europa, der er CDEU’s og Region Midtjyllands forløb for kulturaktører.
Sammen har de to forsøgt at finde svaret på, hvordan kommunens institutioner kan komme til at arbejde mere europæisk:
- Vi er jo en mindre kommune, der ligger i et landdistrikt, og langt de fleste institutioner herude er også mindre. Når vi taler med dem om at arbejde internationalt, så hører vi ofte, at det administrative er for stor en mundfuld for dem. Derfor har jeg sammen med Genvej til Europa undersøgt, hvordan vi kunne hjælpe dem, fortæller Maria Vandborg.
Kommunens større muskler skal understøtte institutionerne
Flere planer og projekter har været på bordet, men efter at have afsøgt flere andre veje er arbejdet endt med den ansøgning om Erasmus+ midler, som altså nu har modtaget 828.000 kr. i støtte:
- Idéen bag er, at kommunen og de institutioner, der har mod på at arbejde europæisk, men som ikke helt magter opgaven selv, skal gå sammen. I kommunen har vi jo nogle større muskler i form af f.eks. en økonomiafdeling og flere administrative kræfter, der vil kunne hjælpe i forbindelse med det budgetmæssige i et EU-projekt, og så har vi også et større netværk, som vi kan trække på. Så idéen er altså, at vi fra kommunens side vil understøtte institutionerne og så gradvist opbygge kompetencer hos os selv og sammen med dem i forhold til at arbejde med europæiske kulturprojekter.
Partnere med fra fire andre europæiske lande
Kommunen har i Erasmus+ projektet fundet sammen med både hollandske, irske, finske og serbiske partnere, der, ligesom tilfældet var for Ringkøbing-Skjern ifm. Aarhus 2017, har en tilknytning til enten tidligere eller kommende kulturhovedstadsprojekter, og hvis kulturinstitutioner således har fået smag for det internationale. På den måde har Ringkøbing-Skjern Kommune fundet partnere, der ligner den vestjyske kommune – også hvad angår beliggenhed:
Med Atlanterhavet som nærmeste nabo
- Det har været interessant for os at finde nogle, der ligner os som kommune. Sådan nogle, der ligger helt derude, hvor Atlanterhavet er nærmeste nabo, og hvor man ligesom hos os er langt væk fra de større byer. Det her er en kompetenceudvikling for os, hvor vi kan lære, hvordan man laver kulturudvikling på de egne. Så vi vil rejse ud for at lære af hinanden, og det er dét, som projektet giver os mulighed for.
Vil gerne lære og arbejde frem mod nye projekter
Blandt de syv partnere fordelt rundt i de fire europæiske lande er der nogle, der kan lære fra sig, mens andre mere er med for at lære, men de har alligevel fællestræk:
- Nogle er helt grønne, mens nogle er erfarne, men vi har alle har det tilfælles, at vi gerne vil lære af hinanden, og at vi på sigt gerne vil arbejde frem mod at lave flere europæiske kulturprojekter sammen, fortæller Maria Vandborg og uddyber:
- I projektet er det en blanding af lokale myndigheder som kommuner/regioner og kulturinstitutioner, som sammen drager ud og og gør sig nogle fælles erfaringer med hver deres baggrund. Dét er interessant: At for os, som er så små eller mindre, må vi lave et partnerskab, før der kan blive overskud til at arbejde europæisk. Dér har de øvrige partnere kunnet spejle sig i vores setup, og det bliver spændende at se, hvad der kommer ud af det.
Fakta om projekt Culture UP
Culture UP er to-årigt projekt, og fra Ringkøbing-Skjern Kommune er det kulturinstitutionen Can Rebecca Canoe, som i forvejen har stor interesse for at arbejde internationalt, der er med som projektpartner.
De øvrige partnere er:
Holland: Provinsen Frisland, Stichting Keunstwurk,
Irland: Galway County Council
Serbien: Novi Sad Foundation 2021, Cultural Center Rumenka,
Finland: Tamperen Kaupunki (Art Museum), Sastamlan Kaupunki (Community College)