God historie

Norddjurs Kommune med i nyt EU-projekt: Vil understøtte bæredygtighed i skovindustrien

3. april 2024

Norddjurs Kommune er med CDEU’s hjælp kommet med i et EU-projekt, der arbejder på at understøtte en mere bæredygtig skovindustri på tværs af Europa. Bag projektet står partnere fra en række skovrige, europæiske lande, som vil samarbejde om at finde løsninger, der tilgodeser en mere bæredygtig skovindustri, så skovene fremover får det bedste grundlag at vokse på.

Projektet, som Norddjurs Kommune er blevet en del af, er støttet af EU’s Interreg Europe-program. Med i projektet er foruden Norddjurs Kommune partnere fra de skovrige lande Slovenien, Sverige, Belgien, Kroatien, Litauen og Polen.

Spiller perfekt ind i kommunens Plan- og Udviklingsstrategi

For Norddjurs Kommune spiller projektet perfekt ind i kommunens Plan- og Udviklingsstrategi, hvor bæredygtig udvikling er funderet i det blå og det grønne Norddjurs. Det grønne Norddjurs er store skovområder, men også klimatiltag og den grønne omstilling med udgangspunkt i blandt andet Skovskolen, Det Grønne Museum, Gl. Estrup Herregård samt skovens kvaliteter og ressourcer, der er en del af en stor, moderne produktionskommune.

Derfor kigger Norddjurs Kommune med sin projektdeltagelse nu ud i Europa for at skabe de bedste vilkår for de lokale skove. Det er CDEU, som har hjulpet Norddjurs med at opdage muligheden for at komme med i projektet, og som har understøttet kommunen i ansøgningsprocessen.

Vi vil som kommune gerne understøtte skoverhvervet med viden og de rigtige forbindelser. Derfor er jeg særligt glad for samarbejdet med Skovskolen, og at vi nu henter og deler viden med samarbejdspartnere fra hele Europa – Kasper Bjerregaard (V), borgmester i Norddjurs

Skal engagere lokale interessenter

En del af det nye Interreg Europe-projekt handler om at engagere lokale interessenter. Derfor indleder Norddjurs Kommune dialog og samarbejde med blandt andre Skovskolen ved Københavns Universitet, som også har en afdeling på Djursland, og herfra fortæller forstander Rasmus Kjær:

  • Det her projekt passer helt perfekt ind i Skovskolens rammer. Med vores afdeling på Djursland med base i Løvenholm Skovene ved Auning kan vi bidrage med grundig viden fra teori og praksis og med studerende, som er passionerede for at gøre en konkret forskel for naturen og skovene.

Han fortsætter:

  • Det er en stor gevinst for vores skole at få etableret samarbejder og partnerskaber lokalt såvel som i Europa for blandt andet at kunne nyde godt af erfaringer fra andre steder i Europa. Det kan få fremtidens bæredygtige skovsektor til at spire.

Det er en stor gevinst for vores skole at få etableret samarbejder og partnerskaber lokalt såvel som i Europa for blandt andet at kunne nyde godt af erfaringer fra andre steder i Europa. Det kan få fremtidens bæredygtige skovsektor til at spire – Rasmus Kjær, forstander ved Skovskolen

Norddjurs Kommune vil understøtte skoverhvervet med viden og de rigtige forbindelser

Fra borgmester Kasper Bjerregaard (V) lyder det:

  • Vi mener den grønne udvikling i Norddjurs. Vi er en kommune, som er særligt kendetegnet ved omfattende skove. De fungerer både som produktionsskov og rekreative naturoplevelser. Norddjurs er hjemsted for fremtidens grønne kompetencer inden for bæredygtigt byggeri, hvor særligt Skovskolen er drivkraft for en grøn omstilling. Vi vil som kommune gerne understøtte skoverhvervet med viden og de rigtige forbindelser. Derfor er jeg særligt glad for samarbejdet med Skovskolen, og at vi nu henter og deler viden med samarbejdspartnere fra hele Europa.

Nærmere om EU-projektet

Projektet bærer titlen ”Policies to promote the competitiveness of forest-based SMEs in resource-efficient European regions.” Det skal udmønte sig i en mere bæredygtig skovindustri og baserer sig blandt andet på mulighederne i skovene i Norddjurs.

Projektaktiviteter

Aktiviteter i EU-projektet inkluderer:

  • Udveksling af viden på tværs af EU om barrierer og potentialer ved omstilling mod mere bæredygtig udvikling og innovation
  • Afvikling af seminarer, workshops og konferencer
  • Netværk mellem det politiske niveau, de studerende på de grønne uddannelser og virksomheder, der arbejder med skovens ressourcer.

Budget og tidsramme

Projektet strækker sig over tre år. Norddjurs Kommunes del af projektet har et budget på 1,5 mio. kr., og EU-støtten er hentet i programmet Interreg Europe.

 

Vil du vide mere?

Så kontakt en af vores medarbejdere, der sidder klar til at hjælpe dig.

Mathilde Dam
EU-konsulent
Forskning og grøn omstilling