Aktuelt
Ny EU-agenda prioriterer Aarhus 2017-fokusområder
Europa-Kommissionen er netop kommet med et nyt oplæg til en fremtidig kulturpolitik, der giver kulturen en større rolle i udviklingen af fremtidens Europa. Her prioriteres mange af de indsatsområder, som Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 har fokuseret på, og som Europæisk Kulturregion fortsat arbejder med.
’Kulturen har bevist sit værd’
“Erfaringerne og resultaterne fra Aarhus 2017 har givet genlyd i EU-systemet og i andre europæiske lande og sammenhænge. Når man læser den nye dagsorden for kultur, skulle man næsten tro, at EU har taget erfaringerne direkte fra Aarhus 2017. Sådan er det selvfølgelig ikke, men det er klart, at kulturen har bevist sit værd. Både statsministre, parlament og kommission understreger med det nye oplæg kulturens betydning for sammenhæng og udvikling i Europa. Det er glædeligt for Region Midtjylland og det fortsatte samarbejde i Europæisk Kulturregion, at man kan arbejde videre med de gode spor, der er lagt,” siger direktør for Central Denmark EU Office, Lars Holte Nielsen.
Social inklusion, økonomisk vækst og innovation
Fokusområderne i oplægget rummer blandt andet kunsten og kulturens evne til at styrke social inklusion, skabe økonomisk vækst og øge innovationen i Europa. Desuden vil man i højere grad bruge kulturen til at styrke børn og unges kreative tænkning og kompetencer, hvilket i højere grad skal klæde dem på til det fremtidige voksenliv i nutidens Europa.