Ansøgningsrunde

Ny mikropulje skal hjælpe kulturaktører til at arbejde europæisk

30. juni 2020

Der er masser af fordele ved at indgå i europæiske samarbejder og projekter, men for mange kulturaktører kan det være en udfordring at finde ressourcerne til det. Derfor har Region Midtjylland nu afsat 600.000 kr. til en mikropulje, der skal hjælpe flere i gang med det europæiske arbejde.  

Internationalt samarbejde er noget af det, der for alvor er med til at skabe udvikling i kulturlivet. Det viser erfaringerne fra blandt andet Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 og det fortsatte samarbejde i Europæisk Kulturregion samt Region Midtjyllands europæiske indsats ved Central Denmark EU Office, Genvej til Europa.

Samarbejde over grænser kan give bedre kulturoplevelser

Mødet med andre kulturer, arbejdsformer, erfaringer og metoder kan både resultere i ny viden, inspiration og innovation. På den måde kan samarbejde på tværs af landegrænser være med til at sikre en fortsat høj kvalitet i det midtjyske kulturliv og skabe endnu flere og bedre kulturoplevelser til borgerne.  

Udfordring at finde ressourcer

Erfaringerne viser dog også, at det er en udfordring for mange kulturaktører at finde ressourcerne til at opstarte og indgå i europæiske samarbejder og projekter. Der kan f.eks. være tale om udgifter til afholdelse af partnermøder og til ansøgningsskrivning. Styregruppen for Europæisk Kulturregion har derfor besluttet at etablere en mikropulje, som kan hjælpe med disse udgifter, så flere kulturaktører i Region Midtjylland får mulighed for at arbejde europæisk. 

God mulighed for at prøve jeres idé af

Julie Sand Jørgensen, kulturkonsulent hos CDEU.

Vores to kulturkonsulenter i Genvej til Europa, Julie Sand Jørgensen og Louise godt, fortæller om puljen:  

  • Mikropuljen er en opstartspulje, der skal hjælpe flere midtjyske kulturaktører i gang med at arbejde med kultur på tværs af grænserne, og man er som kulturaktør altid meget velkommen til at henvende sig direkte til os, så vil vi hjælpe jer videre, forklarer Julie Sand Jørgensen, mens Louise Godt uddyber: 
  • Puljen er super god, hvis man overvejer at træde ud på den internationale scene med sit projekt, men måske lige mangler det sidste økonomiske skub. Her har man muligheden for at prøve sin idé af, inden man begiver sig ud i internationale forpligtelser.

Nærmere information om at ansøge

Louise Godt, kulturkonsulent hos CDEU

Puljen består af i alt 600.000 kroner i 2020 og kan løbende søges af aktører, der ønsker at søge europæisk finansiering, eller som blot søger nye samarbejdspartnere eller inspiration. Det maksimale beløb, der kan søges, er 30.000 kr., og der stilles ingen krav om medfinansiering. 

Du kan også finde nærmere information om ansøgning af puljen på linket her.

Kontakt meget gerne Julie Sand Jørgen og Louise godt for yderligere information – deres kontaktoplysninger fremgår lige under artiklen her. 

 

Lad os hjælpe dig videre

Kontakt en af vores kompetente medarbejdere, som kan rådgive dig inden for netop dette område og hjælpe dig videre med dit projekt.

Julie Sand Jørgensen
EU-konsulent
Kultur og turisme
Louise Godt
EU-kulturrågdiver
Kultur