Tæt på CDEU's bestyrelse
Ny portrætserie om medlemmerne af CDEU’s bestyrelse: Mød formand Christian Budde
Det er CDEU’s bestyrelse, der sætter retningen for kontorets arbejde, og i bestyrelsen sidder repræsentanter for både de midtjyske kommuner, Region Midtjylland, Aarhus Universitet og VIA University College. Men hvem er det egentlig, der sidder på bestyrelsesposterne? Hvorfor har det været interessant for disse personer at gå ind i bestyrelsesarbejdet for Midtjyllands EU-kontor, og hvilke tanker gør de sig om CDEU fremadrettet? Det leder vi efter svar på i en ny artikelserie, som sætter spot på de ni medlemmer af CDEU’s bestyrelse.
I den første artikel taler vi med Christian Budde, der er formand for CDEU’s bestyrelse, og som til daglig er medlem af Magistraten i Aarhus Kommune for Venstre. Han kommer bl.a. ind på den store værdi, som EU-fællesskabet udgør, og som han gerne vil være med til at udbrede kendskabet til.

Christian Budde, medlem af Magistraten i Aarhus Kommune for Venstre. Foto: Aarhus Kommune
Når man indledningsvist spørger Christian Budde om, hvorfor EU er vigtigt, så lyder svaret, at mange af de rettigheder, som vi i dag tager for givet, er udsprunget som direkte resultater af arbejdet i Bruxelles:
- EU kan nogle virkelig fine ting, hvad angår værdier, rettigheder og regulering, og vi nyder bl.a. godt af en høj grad af beskyttelse af vores sundhed, klima og forbrug. Derfor er det også ubestrideligt, at fællesskabet i EU har en kæmpestor værdi, helt konkret for Danmark og for os i Midtjylland – og den værdi vil jeg gerne være med til at gøre opmærksom på.
Det er ubestrideligt, at fællesskabet i EU har en kæmpestor værdi, helt konkret for Danmark og for os i Midtjylland – og den værdi vil jeg gerne være med til at gøre opmærksom på – Christian Budde, formand for CDEU’s bestyrelse
EU har fyldt en del gennem arbejdslivet
Interessen for EU har Christian Budde haft, siden han som ung tilbragte et år i Bruxelles. Her fik han EU ind under huden i en sådan grad, at den har hængt ved lige siden:
– EU har fyldt en del i mit løbende arbejde gennem årene, ligesom jeg havde en god dialog med CDEU’s direktør Lars Holte Nielsen i forbindelse med mit tidligere job, hvor jeg var en del af det tværkommunale samarbejde i KL-regi. Her hjalp vi også med at understøtte i forhold til CDEU’s arbejde, og jeg har jo tydeligt kunnet se, hvor kæmpestor en forskel CDEU gør. Der er rigtigt mange tråde, der er blevet trukket fra en kommunal virkelighed og så til jer, og så oplever jeg også bare helt banalt, at mange af mine kolleger i virksomheder, ikke mindst på den vestjyske kant, er udfordrede. Så de midler, som I på CDEU hjælper med at trække hjem til dem, der er i virksomhederne, har en kæmpe impact.
Jeg har jo tydeligt kunnet se, hvor kæmpestor en forskel CDEU gør. Der er rigtigt mange tråde, der er blevet trukket fra en kommunal virkelighed og så til jer, og så oplever jeg også bare helt banalt, at mange af mine kolleger i virksomheder, ikke mindst på den vestjyske kant, er udfordrede. Så de midler, som I på CDEU hjælper med at trække hjem til dem, der er i virksomhederne, har en kæmpe impact – Christian Budde, formand for CDEU’s bestyrelse

CDEU’s bestyrelse samlet i Aarhus. Bestyrelsesformand Christian Budde står som nr. 5 fra højre i billedet.
’CDEU bygger bro fra mulighederne til det konkrete’
Det er også en af grundene til, at han efter kommunal – og regionsrådsvalget i efteråret valgte at gå efter bestyrelsesformandsposten i CDEU:
– CDEU gør det muligt for midtjyske kommuner, regionen, uddannelsesinstitutioner, virksomheder og mange flere at aktivere EU’s muligheder til egen fordel. Derved bygger CDEU bro fra mulighederne til det konkrete, og kontoret hjalp sidste år med at hente 178 mio. kr. hjem fra EU’s puljer til udvikling derhjemme, ligesom kontoret åbnede en masse døre og faciliterede værdifulde partnerskaber og projekter. Så dermed mener jeg også, at CDEU gør en stor forskel for hele Midtjylland, og det arbejde vil jeg gerne være en del af, lyder det fra Christian Budde.
Kontoret hjalp sidste år med at hente 178 mio. kr. hjem fra EU’s puljer til udvikling derhjemme, ligesom kontoret åbnede en masse døre og faciliterede værdifulde partnerskaber og projekter. Så dermed mener jeg også, at CDEU gør en stor forskel for hele Midtjylland, og det arbejde vil jeg gerne være en del af – Christian Budde, formand for CDEU’s bestyrelse
Det brede samarbejde er nøglen til succes
Christian Budde fremhæver vigtigheden af det brede samarbejde i ejerkredsen bag kontoret som nøglen til CDEU’s flotte resultater, ligesom han understreger, at han ser et meget stort, uforløst potentiale, der ligger og venter:
– Vores kontor i Bruxelles udgør en ret speciel konstellation med både kommuner, region, Aarhus Universitet og VIA University College. Netop den kreds af interessenter kan noget unikt sammen, og det mener jeg selvfølgelig, at det er klogt at investere i. Jeg ser også et stort potentiale, som kun er delvist forløst, og her mener jeg, at vi kan komme til at tage det næste, store skridt sammen. Det bør vi gøre helt konkret for virksomhederne og helt konkret med nogle løsninger, som vil gøre en forskel for midtjyderne.
Vores kontor i Bruxelles udgør en ret speciel konstellation med både kommuner, region, Aarhus Universitet og VIA University College. Netop den kreds af interessenter kan noget unikt sammen, og det mener jeg selvfølgelig, at det er klogt at investere i – Christian Budde, formand for CDEU’s bestyrelse
Bestyrelsen ønsker, at endnu flere i Midtjylland får glæde af CDEU
Christian Budde ønsker sammen med resten af CDEU’s bestyrelsesmedlemmer, at endnu flere midtjyske interessenter får kendskab til og glæde af EU-kontorets mange kvaliteter.
Af samme årsag har bestyrelsen også besluttet at tage del i denne artikelserie, og i næste afsnit kan I derfor møde vores næstformand i bestyrelsen, Michael Maaløe, der er regionsrådsmedlem for Socialdemokratiet.
Derefter kan I se frem til at læse om vores øvrige repræsentanter for hhv. kommunerne, Region Midtjylland, Aarhus Universitet og VIA University College.
