Aktuelt
Nyt EIC-program: Innovation støttes med flere end 10 milliarder euro
Over de næste syv år vil Det Europæiske Innovationsråd investere over 10 mia. euro i at identificere, udvikle og opskalere banebrydende teknologier og innovationer i Europa. Det massive budget giver start-ups, SMV’er og forskningsteams ekstra gode muligheder for at opnå EU-støtte til de mest innovative løsninger.
EU’s mest ambitiøse innovationsinitiativ til dato
Det Europæiske Innovationsråd, eller EIC, er netop blevet lanceret, og det er det mest ambitiøse innovationsinitiativ, som EU nogensinde har taget.
EIC får til opgave i endnu større udstrækning at underbygge Europas innovationsevne, og det skal gøres ved hjælp af støtte til startups, SMV’er og forskningsteams, der udvikler banebrydende innovation med høj risiko og stor effekt. Målet er, at disse bliver i stand til at bringe markante nyskabelser med skalérbare potentialer på markedet.
Skal opfylde mål i Green Deal og Genopretningsplanen for Europa
EIC har særligt fokus på at udvikle og opskalere de nye produkter, der har et virkelig stort markedspotentiale, især hvad angår opfyldelse af målene i European Green Deal og i Genopretningsplanen for Europa. Det er især de revolutionerende idéer med et meget stort ambitionsniveau, der vil have de bedste kort på hånden, når det gælder om at opnå EU-støtte.
Budget på over 1,5 mia. euro i 2021
– Alene i 2021 åbner EIC for finansieringsmuligheder på over 1,5 mia. euro, så ligger man inde med en god idé, er det bare med at tage fat i os for at afklare, om idéen er stærk nok til at stå distancen i kapløb med resten af Europa, lyder opfordringen fra CDEU’s erhvervskonsulent, Tarik Kehli.
Også for spin-outs fra Aarhus Universitet
European Innovation Council har som nævnt til opgave i endnu større udstrækning at underbygge Europas innovationsevne med støtte til start-ups og SMV’er samt til forskning inden for fremtidens teknologier i det, der kaldes ‘disruptive technologies’. Dermed skal EU’s fremtidige konkurrenceevne understøttes ved at sikre skalerbare virksomheder og ideer. Det åbner også for gode muligheder til spin-outs fra universiteterne:
– Med overgangen til Horizon Europe, og lanceringen af det fulde European Innovation Council, er der kommet endnu større krav til kandidaterne, og derfor forventes universitære spin-outs at udgøre en større del af det succcesfulde ansøgerfelt, fortæller CDEU’s forskningskonsulent Rikke Edsjö, inden hun uddyber:
– AU har med lanceringen af sin styrkede strategiske erhvervsindsats, The Kitchen, sat barren højt for netop at kunne understøtte entreprenørskab og innovation på AU. Dette, sammenholdt med AU’s stærke performance i forgængeren til European Innovation Council’s forskningben, gør, at AU er klar til også at gå fuldt ind i European Innovation Council’s programmer, og det arbejder vi på CDEU tæt sammen med AU’s forskningsstøtteenhed og The Kitchen for at sikre, slutter Rikke Edsjö.
Succeshistorie: Over 17 mio. kr. til Cellugy
Det nye EIC bygger videre på de erfaringer, som blev opnået i programmets pilotfase, hvor flere end 5.000 SMV’er og nyligt startede virksomheder fik støtte.
Blandt dem var aarhusianske Cellugy, der fik over 17 mio. kr. i støtte til at bringe deres banebrydende biomateriale, EcoFlexy, til det næste niveau:
EcoFlexy er et særligt indpakningsmateriale, som er 100% bionedbrydeligt, og som skal kunne erstatte den traditionelle, fossil-baserede plastik, der bruges til at pakke bl.a. fødevarer ind. Støtten fra EU skal hjælpe EcoFlexy med at nå fra laboratoriet og ind på markedet.
Læs hele historien om EIC-støtten til Cellugy her.
Mere info?
Har I lyst til at vide mere om mulighederne i EIC, så tag endelig fat i en af vores konsulenter, som du finder kontaktinformationen på herunder.