Ansøgningsrunder

Nyt, enkelt støtteprogram: Få 450.000 kr. til at indfri jeres grønne ambitioner

27. marts 2020

Til dem, der sidder med grønne ambitioner, og som vil søge om EU-støtte på en ny og mere enkel facon: EU har netop lanceret European City Facility, som vil lade byer og kommuner søge om op til 450.000 kr.til at udarbejde investeringskoncepter for projekter inden for energieffektivitet og vedvarende energi.  Regioner kan også søge på vegne af byer og kommuner.

Hvad er idéen bag?

Med European City Facility vil EU prøve noget nyt. Mens traditionelle støtteordninger i EU og den Europæiske Investeringsbank har fungeret fint, så har ansøgningsprocessen ofte været for kompleks og for dyr for mindre og mellemstore ansøgere. EU formoder, at en del gode projektidéer aldrig når frem til at søge om støtte, fordi de potentielle ansøgere mangler viden om og vurdering af deres projekts potentiale. Dette problem vil European City Facility løse ved at være enkelt at ansøge, og støtten skal gå til at få udarbejdet de investeringskoncepter, der kan vise projekternes nytteværdi.

Jo større ambitioner, jo større støtte kan der hentes

I European City Facility betaler det sig i den mest bogstavelige forstand at tænke stort: Støtten til de grønne projekter bliver nemlig fordelt efter ambitionsniveau. Der vil i alt være 225 europæiske byer/kommuner, der vil kunne opnå støtten på op til 450.000 kr., og heraf vil der være omkring 9 modtagere i Danmark.

Regioner har mulighed for at søge på vegne af byer og kommuner, mens kommuner også kan søge i fællesskab.  

Skriv til Rikke Edsjö for nærmere info om European City Facility.

CDEU samler nyttig info ind og hjælper jer med ansøgningen

Den 7. april afholdes et webinar, der vejleder om ansøgningsproceduren. Her deltager CDEU, og efterfølgende deler vi informationen herfra med vores kontakter.

Hvis din by eller kommune er interesseret i at søge, hører vi det gerne, så vi både kan sørge for, at I får tilsendt informationen fra webinaret, og så vi kan hjælpe jer med ansøgningen. Alle interesserede er velkomne til at kontakte vores grønne konsulent Rikke Edsjö på re@centraldenmark.eu

Den første ansøgningsrunde forventes i perioden maj-juni, og efterfølgende runder forventes i slutningen af året og de kommende år.

Hvad skal støtten bruges til?

Støtten skal gå til analyse og udvikling af investeringskoncepter, der skal bruges for at kunne realisere et projekt inden for energieffektivitet og vedvarende energi. Det forventes at omfatte:

Et udkast til projektforløb, en markeds- og barriereanalyse, en analyse af de lokale aktører, en juridisk analyse, en forundersøgelse af gennemførligheden og en oversigt over investeringsprocessen.

Nærmere om ovenstående forventes offentliggjort inden maj, men et glimt af det, der kommer, kan ses i disse præsentationsslides fra Europa-Kommissionen.

Om European City Facility

European City Facility er uddelegeret af Kommissionen til et konsortium af fem organisationer: Energy Cities, Climate Alliance, Adelphi, FEDARENE og ENVIROS.

Læs mere her: European City Facility (EUCF).

 

Vil du vide mere?

Så kontakt en af vores medarbejdere, der sidder klar til at hjælpe dig.

Birgitte Karnøe Frederiksen
Souschef og EU-chefkonsulent
Grøn omstilling