God historie

Nyt EU-projekt: Virtuel udveksling skal gøre fremmedsprog mere relevante for elever

5. januar 2022

Færre og færre unge vælger at lære fremmedsprog, og den udvikling gælder desværre for store dele af Europa. Derfor er Region Midtjylland gået sammen med fire europæiske partnere i et nyt Erasmus+ projekt kaldet DIGI-LINGO, der ved at integrere virtuel udveksling og digitale værktøjer vil gøre sprogundervisningen mere spændende og relevant for eleverne. Projektet har netop modtaget knap 3 mio. kr. i EU-støtte, og CDEU har understøttet i hele processen.

Billede af online møde fra februar 2021, hvor partnerne i projektet DIGI-LINGO for første gang hilste på hinanden.

Skal man lykkes med at få flere elever til at vælge fremmedsprog, så er man nødt til at tage ud i klasseværelserne og spørge om, hvad der er behov for. Sådan lød strategien hos Region Midtjylland, der derfor begyndte med at spørge lærerne selv. Frederik Freund, der er udviklingskonsulent ved Regional Udvikling i Region Midtjylland, fortæller:

Lærerne sætter pris på udveksling, herunder også virtuel udveksling, men der mangler gode redskaber og didaktik på området. – Frederik Freund, udviklingskonsulent, Region Midtjylland

  • Det var vigtigt for os at starte med at tale med lærerne, så vi sikrede, at de selv syntes, at det var rigtig spændende og relevant. Resultat af den snak var, at lærerne sætter pris på udveksling, herunder også virtuel udveksling, men at der mangler gode redskaber og didaktik på området: Når lærere bruger virtuel udveksling i dag, så er det ikke særligt integreret i undervisningssituationen – det bliver i stedet et add-on, som ikke bliver brugt på en struktureret facon.

Sprog skal kunne bruges uden for klasselokalet

Det er synd, mener Frederik Freund, fordi mere virtuel udveksling ville kunne medvirke til at gøre sprogundervisningen mere interessant:

  • Det handler om at få undervisningen derhen, hvor den kan bruges til noget reelt for de unge. Det har de ingen problemer med i engelsk, men det kniber i andre sprogfag med at bruge sprogene uden for klasselokalet. Her tror vi på, at en mere systematisk brug af virtuel udveksling ville kunne hjælpe.

En enkelt entusiastisk lærer er ikke nok

Men det er ikke kun mangel på struktur, der står i vejen for en større udbredelse af virtuel udveksling. Den viden, det netværk og den entusiasme, som indsatsen kræver, er som oftest også forankret hos kun en enkelt lærer på en uddannelsesinstitution, og det gør indsatsen særdeles sårbar:

En enkelt ildsjæl på en skole sagtens kan have gode kontakter og det helt rette drive, men hvis vedkommende går på pension eller skifter job, så skal kollegerne starte forfra. Så derfor skal den løsning, vi er med til at udvikle, også forankres regionalt. – Frederik Freund, udviklingskonsulent, Region Midtjylland

  • Vi vil gerne udvikle en løsning og en model, der kan gives videre til nye lærere. Flere af de lærere, vi har talt med, har snakket om, at en enkelt ildsjæl på en skole sagtens kan have gode kontakter og det helt rette drive, men hvis vedkommende går på pension eller skifter job, så skal kollegerne starte forfra. Så derfor skal den løsning, vi er med til at udvikle, også forankres regionalt, så der skal være nogle klare steder, hvor man kan gå hen for at få hjælp til virtuel udveksling, siger Frederik Freund.

Vil lære af andres erfaringer

Med DIGI-LINGO vil Region Midtjylland derfor over de næste tre år i tæt samspil med partnere i Spanien, Belgien og Norge udvikle et didaktisk framework for, hvordan man bedst kan arbejde med digital udveksling.

Når det er på plads, skal der fastsættes nogle principper for, hvordan man laver virtuel udveksling. Dernæst skal det nye set-up testes på lærere, ligesom der skal udvikles en platform, som netop gør det let at gå et centralt sted hen for at få den hjælp, man som lærer har behov for, hvis virtuel udveksling skal blive en mere integreret del af sprogundervisningen.

Det handler om at få undervisningen derhen, hvor den kan bruges til noget reelt for de unge. Det har de ingen problemer med i engelsk, men det kniber i andre sprogfag med at bruge sprogene uden for klasselokalet. Her tror vi på, at en mere systematisk brug af virtuel udveksling ville kunne hjælpe. – Frederik Freund, udviklingskonsulent, Region Midtjylland

Værdifulde, europæiske erfaringer

De nye løsninger skal udvikles i samarbejde med projektets øvrige partnere, der hver især bringer værdifulde erfaringer ind i konsortiet:

Belgiske GO og spanske Kristau Eskola fra det nordlige Spanien kender, via den specielle sproghistorik i såvel Belgien som i Baskerlandet, meget til fremmedsprogsområdet, mens norske Vestland Fylkeskommune grundet Norges enorme geografi allerede har en stor erfaring med at arbejde med digitale metoder på undervisningsområdet.

Den sidste partner i projektet er European Schoolnet, der er et europæisk netværk med kontor i Bruxelles, hvis medlemmer er 33 nationale undervisningsministerier. European Schoolnet har ligesom Region Midtjylland stor erfaring med projekter og kan ligeledes hjælpe med vidensdeling.

Løsninger skal testes af på midtjyske uddannelsesinstitutioner

Desuden er Bjerringbro Gymnasium, Horsens Gymnasium og HF samt Tradium og Paderup Gymnasium i Randers tilknyttet projektet, idet det er underviserne og eleverne fra disse uddannelsesinstitutioner, der skal teste de løsninger, som projektet munder ud i.

CDEU har understøttet i hele processen

Partnerne er fundet i tæt samarbejde med CDEU, der har assisteret gennem hele ansøgningsprocessen:

  • CDEU var virkelig gode til at hjælpe med at finde partnere og til at sætte det hele op. Det var meget afgørende for os at finde så gode partnere, idet hver enkelt partner har leveret så meget og virkelig har hjulpet med at gøre projektet til det, det er i dag. Samtidig var den gode sparring med CDEU’s uddannelseskonsulent Elena Nielsen undervejs også helt afgørende for, at det hele lykkedes, fortæller Frederik Freund.

EU er jo meget mere end den kul og stål-union, det hele startede med; i dag handler EU i høj grad også om kulturforståelse på tværs, og i den sammenhæng har sprog en meget stor betydning. Derfor er det også fantastisk, at Region Midtjylland vil være med til at løse det her i europæisk regi. – Elena Nielsen, CDEU

Elena Nielsen selv supplerer:

  • Det er virkelig fedt at opleve, at Region Midtjylland arbejder med den flersproglige indsats på denne måde. EU er jo meget mere end den kul og stål-union, det hele startede med; i dag handler EU i høj grad også om kulturforståelse på tværs, og i den sammenhæng har sprog en meget stor betydning. Derfor er det også fantastisk, at Region Midtjylland vil være med til at løse det her i europæisk regi, og vi er på CDEU glade for at kunne bidrage i processen.
 

Vil du vide mere?

Så kontakt en af vores medarbejdere, der sidder klar til at hjælpe dig.

Elena Nielsen
EU-specialkonsulent
Uddannelse og VIA