Direktørens klumme

Nytårsklumme: Et kig ind i 2023

13. januar 2023

CDEU’s direktør Lars Holte Nielsen løber i denne klumme året i gang med et kig på Midtjyllands deltagelse i europæisk samarbejde, og hvorfor det er vigtigt.

Lars Holte Nielsen, direktør for CDEU

ET NYT OG SPÆNDENDE ÅR

2023 er godt i gang, og på CDEU ser vi frem til endnu et år med mange spændende europæiske projekter og aktiviteter. Vi ser tydeligt for os, at de største europæiske dagsordener og de største midtjyske dagsordener bliver stadigt mere sammenfaldende. Jeg kan nævne den grønne omstilling, cirkulær økonomi, klimatilpasning, konkurrenceevne, sundhed, kompetencer og kapacitet i arbejdsmarkedet, digitalisering og kultur, værdier og demokrati.

På CDEU ser vi, at EU’s politikker, strategier og incitamenter på mange af disse områder kan inspirere og bidrage til midtjyske aktiviteter på områderne. Man kan sige, at de europæiske visioner kan bidrage lokalt.

EUROPÆISK ANERKENDT

Vi oplever, at den midtjyske tilgang indenfor mange af disse områder står frem på europæisk niveau og bliver anerkendt som værdiskabende og inspirerende for hele Europa. Det gælder for eksempel på sundhedsdata, cirkulær økonomi, kulturområdet og klimatilpasning. Så i Midtjylland skal vi ikke kun nyde godt af EU’s muligheder, vi kan –  og skal – i høj grad også bidrage, så Midtjylland skaber værdi for Europa.

Det er det, europæisk samarbejde handler om, og vi ser fra vores stol, hvordan kommuner, regionen, private virksomheder, uddannelsesinstitutioner, universiteter og mange andre bidrager til denne fælles indsats i det, som nogen kalder en krisetid. Man kan efter temperament prøve at bilde sig selv ind, at man er herre i eget hus. Men sådan fungerer det ikke, vores velstand – Europas velstand – er skabt ved at lade husets dør stå åben, så vi kan handle, indgå samarbejder og støtte hinanden. Europæisk samarbejde er vigtigere end nogensinde med alle de fordele og muligheder, det giver os – og ja, så er der ligesom i alle andre fællesskaber også nogle problemer og kameler, vi må sluge, og det tager vi med. 

Vi mener, at potentialet i Midtjylland for europæisk samarbejde er stort, og at CDEU har evnen til at bidrage til dette potentiale.

DET EUROPÆISKE SAMARBEJDE

På CDEU bringer vi Midtjylland ind i europæisk samarbejde – til glæde for os og til glæde for Europa. Og det går ganske godt – vi oplever flere og flere både private og offentlige aktører, som vil være med. I vores ejerkreds oplever vi, at kommunerne i stadigt højere grad tager ansvar for omstillingen og bruger EU-instrumentet, ikke mindst i den grønne omstilling. Region Midtjylland positionerer Midtjylland stærkt i Europa indenfor nogle vigtige nøgleområder og skaber EU-projekter med mange deltagere fra såvel Midtjylland som resten af Danmark og Europa. VIA University College bidrager til at positionere professionsuddannelserne i Europa og indgår i højere grad i europæiske projekter indenfor forskning og uddannelse. Og Aarhus Universitets forskningsaktiviteter bliver mere og mere europæiske, og AU er nu i europæisk top-10 for hjemtag af EU-midler, hvilket er godt for forskningsfinansieringen, men i endnu højere grad for de forskningsfællesskaber, det giver AU adgang til. 

VI GLÆDER OS TIL SAMARBEJDET I DET NYE ÅR

Vi tror på, at potentialet i Midtjylland for europæisk samarbejde er endnu større. Og vi tror på, at vores eget potentiale på CDEU til at bidrage til det også er større. Og netop det adresserer vi sammen med vores bestyrelse i en ny strategi for CDEU, som bliver lanceret i foråret 2023. Det glæder vi os til at fortælle jer mere om.

På vegne af hele CDEU, 

Lars Holte Nielsen 

Direktør