Gode historier

Over 55 millioner til tidligere Vestas-medarbejdere

15. november 2012

Der er stor glæde i midtjysk regi over de 55,5 millioner kroner, der er bevilget til tidligere ansatte fra Vestas. Pengene skal blandt andet bruges til uddannelse eller som hjælp til at finde et job i en anden branche.

Millionstøtten er søgt af Aarhus, Favrskov, Randers, Ringkøbing Skjern og Varde Kommune, og er tildelt af den Europæiske Globaliseringsfond, som har til formål at yde ekstra støtte til de mennesker, der mister deres job som følge af den stigende globale konkurrence.

Her hos CDEU har vi været samarbejdspartnere i forbindelse med at gøre kommunerne opmærksomme på puljen, og dermed fået dem i ansøgningsprocessen tidligere end ellers. Desuden har vi, som altid, stået til rådighed med sparring og vejledning i forhold til ansøgningsprocessen.

Vindmølleindustrien har været hårdt ramt af krisen, og derfor har det været vigtigt at skaffe midler til for eksempel uddannelse, så de fyrede medarbejdere får mulighed for at skifte branche. Midlerne kan bruges til jobsøgningskurser, vejledning, coaching, opkvalificering samt muligheden for at optage lån i forbindelse med opstart af egen virksomhed.

Ringkøbing Skjern Kommune står for administrationen af pengene, som kan søges frem til august 2014. Alle 720 fyrede Vestas-ansatte har modtaget invitationer til informationsmøder på jobcentrene i de forskellige kommuner, hvor de vil få information om hvordan den enkelte kan søge om midler fra puljen.

Pengene er ikke fordelt ud på de fem kommuner, men bliver fordelt efter først til mølle-princippet. Den enkelte medarbejder skal altså via sit jobcenter søge penge for eksempel til enten uddannelse eller lån til at starte egen virksomhed.

Både EU og de danske kommuner, Aarhus, Favrskov, Randers, Ringkøbing Skjern og Varde, har handlet hurtigt, for når så mange mennesker mister deres job på én gang, er en hurtig indsats essentiel – for det lokale samfund, men i særdeleshed for de 720 mennesker, der får en hjælpende hånd i en svær tid.