God historie

PM²: Stor opbakning til vores kursus i EU-netværk og projektledelse

24. juni 2025

I slutningen af maj bød vi velkommen til hele 28 personer fra en lang række af organisationer i hele Midtjylland. De kom til Bruxelles for at deltage i det fem dage lange EU-netværks– og projektledelseskursus, som vi på CDEU havde tilrettelagt sammen med European Academy for at styrke deltagernes kompetencer i at arbejde med EU’s tilskudsprogrammer.

Kursusforløbet bestod af to dele: Først en netværksdel, der bl.a. bød på eksklusive møder med EU-nøgleaktører, og derefter et projektledelseskursus i PM²-metodologien, som er Europa-Kommissionens officielle projektledelsesmetode. I artiklen her har vi talt med fem deltagere på tværs af fagområder om, hvad de tog med sig hjem fra Bruxelles.  

Alle deltagerne i vores kursus samlet i haven hos Den Danske Kirke i Bruxelles, der lagde lokaler til projektdelen af kurset

Netværk og EU’s programmer 

Vejret viste sig fra sin bedste side, da CDEU den 19. maj bød velkommen til vores lokaler i Bruxelles. Deltagerne lagde her ud med en indflyvning til EU’s programmer og muligheder, hvorefter der var netværksarrangement i CDEU’s have på programmet. Her fik de mange deltagere, som kom fra et væld af forskellige faglige felter, mulighed for at netværke – både med hinanden, med CDEU’s konsulenter og med de 10 forskellige europæiske netværk, som var inviteret med, da de kunne være interessante for de danske deltagere at komme tættere på.  

  • Ulla Soon-Ja Jespersen

    Jeg kommer jo fra en organisation, hvor vi er helt nye i forhold til EU, så for mig har det været rigtig fint at tale med CDEU’s konsulenter og at lære, hvor meget kan vi bruge CDEU til, og at få en introduktion til EU’s programmer, fortæller børnebibliotekar Ulla Soon-Ja Jespersen fra Holstebro Biblioteker, inden hun fortsætter:

  • Jeg har intet vidst om, hvor meget der rent faktisk var at søge hernede, men det har jeg helt sikkert fået mod på at kigge mere på, når jeg kommer hjem igen.

Fra Louise Okon Willie, som til daglig arbejder som uddannelsesleder ved EUX på den Jyske Håndværkerskole i Favrskov Kommune, lyder det: 

  • Louise Okon Willie

    Det, at der var så mange forskellige netværk og mennesker, der kom og var med til netværksarrangementet, var super fedt. Jeg fik nogle rigtig gode kontakter med mig allerede på den første dag.  

Besøg i Europa-Parlamentet og i Europa-Kommissionen 

Dagen efter fortsatte netværksdelen af kurset med besøg i Europa-Parlamentet, hvor de danske europaparlamentarikere Kira Marie PeterHansen og Stine Bosse gav et indblik i deres arbejde. Dernæst fulgte et besøg i Europa-Kommissionen, hvor den danske Generaldirektør for Uddannelse, Ungdom, Sport og Kultur, Pia Ahrenkilde Hansen, fortalte om Kommissionens arbejde med fremtidens kompetencer inden for bl.a. områderne grøn og digital omstilling.  

Fuldt fokus på projektledelse 

På tredjedagen var det tid til at begynde det tre dage lange projektledelseskursus. Her stod kursusudbyderen med speciale i EU-projektledelse, European Academy, for at introducere deltagerne til PM²-metologien, som er internationalt anerkendt, og som også er Europa-Kommissionens officielle projektledelsesmetode.  

’Meget af det, vi lærer, kan jeg også dele med mine kolleger’ 

Deltagerne kom med vidt forskellig erfaring inden for projektledelse, og de erfaringer, de tog med sig fra Bruxelles, kan de også bruge på en mængde forskellige måder. For Lasse Kobborg Larsen, som er klimamedarbejder i Struer Kommune, kommer de nye kompetencer til at gavne bredt:  

  • Lasse Kobborg Larsen, Struer Kommune

    Jeg tog egentlig herned for selv at blive bedre til at drive projekter, men jeg fandt hurtigt ud af, at meget af det, vi lærer, er noget, som jeg også kan dele med mine kolleger. Nu arbejder jeg med klima, og i Struer har vi en Klimaplan. Den opstiller nogle konkrete mål og handlinger, som skal udføres af mine dygtige kolleger, men det projektorienterede er ikke en arbejdsform, der nødvendigvis har fyldt så meget for dem tidligere. Så det, at det her kursus kan give nogle redskaber, som kan hjælpe dem til at arbejde på en ny måde, det hjælper jo alle, lyder det fra Lasse Kobborg Larsen fra Struer Kommune. 

’Vi skal blive bedre til at nærme os EU’ 

Bettina Jespersen og Sille Winther Frost fra Aarhus Universitetshospital (AUH) arbejder til daglig som hhv. Head of Development Office og projektleder med at rejse midler til et fremtidigt børne- og ungehospital på AUH. Mens Bettina Jespersen forklarer, at hun tog afsted for at blive klogere på fundingmuligheder og på andres erfaringer, så sætter Sille Winther Frost følgende ord på: 

  • Sille Winther Frost og Bettina Jespersen

    Når man sidder derhjemme på AUH, så er hele det dér EU jo bare en lidt utilgængelig størrelse. Det er det ikke længere. Konklusionen for mig fra den her tur er, at vi skal blive bedre til at nærme os EU, for det er et fællesskab med uendeligt mange muligheder, og som er fyldt med ildsjæle, der rigtig gerne vil fortælle om potentialer og invitere til samarbejder, lyder det fra Sille Winther Frost.  

Kan måske tænke noget sammen omkring New European Bauhaus 

En af de ildsjæle er europaparlamentariker Morten Løkkegaard, som Sille Winther Frost og Bettina Jespersen selv tog initiativ til at mødes med i Bruxelles. Her diskuterede de mulighederne i New European Bauhaus, der er et EU-program, som kombinerer bæredygtighed, inklusion og æstetik. Morten Løkkegaard er nemlig formand for Europa-Parlamentets gruppe for New European Bauhaus, og på mødet kom det frem, at også Aarhus Kommune havde kontaktet Morten Løkkegaard om samme emne:  

  • Det er jo egentlig lidt skørt, at man på den måde skal man tage til udlandet for at komme i gang med at snakke med dem, man faktisk bor tæt på derhjemme. Men Aarhus Kommune er ret nysgerrige på New European Bauhaus, og det er vi også, og vi bor lige ved siden af hinanden i Aarhus. Så måske kan vi tænke noget sammen, fortæller Sille Winther Frost.  

’Man kan tænke på tværs og se muligheder, man ikke nødvendigvis ville have fået øje på ellers’ 

Kursusdagene gav i det hele taget god mulighed for, at nye ideer kan blomstre, også på tværs af fagligheder:  

  • Jeg har været vant til at deltage i klimanetværk, og det er også rigtig fint, men det, at folk her sidder med nogle helt andre ting, gør, at man kan tænke på tværs og se muligheder, man ikke nødvendigvis ville have fået øje på ellers, lyder det fra Lasse Kobborg Larsen fra Struer Kommune. 

Han suppleres af Louise Okon Willie fra Den Jyske Håndværkerskole:  

  • Jeg har fået nogle aftaler i kalenderen med flere af deltagerne, som jeg skal ud at besøge, ligesom der er nogle af dem, der vil komme ud at besøge mig på min skole – og de forbindelser ville aldrig være kommet i stand, hvis vi ikke havde mødt hinanden her. Så det er jo sådan en ekstra bonus, jeg tager med mig hjem, og det har virkelig været fedt, lyder det afsluttende fra Louise Okon Willie.  

Stor tak til alle, der var med 

Her fra CDEU’s side skal lyde en stor tak til alle, der deltog i kurset, og vi glæder os meget til at følge op med jer! 

Vil du se programmet for kurset?

Du kan læse programmet for hele kurset her:

 

Vil du vide mere?

Så kontakt en af vores medarbejdere, der sidder klar til at hjælpe dig.

Emma Meyer
EU-konsulent
Kultur og sundhed
Caroline Serafina Muscato
EU-konsulent
Uddannelse