Gode historier

Projekter lærer af arbejdsprocesser med europæiske partnere

23. august 2017

Foto: Billedet er fra Kulturprinsens projekt Art Equal, der tidligere hed Europæiske Kulturbørn.

Genvej til Europa har skaffet godt 6,1 millioner kroner hjem i tilskud til midtjyske kulturprojekter. Der findes en mindre gruppe af projekter, der valgte ikke at indsende, eller som fik afslag på deres ansøgning, og som alligevel lærte af den proces, det er at arbejde med europæiske partnere.

Projekternes erfaringer viser, at man kan bruge nordiske og europæiske programmer og puljer på forskellige måder. Nogen søgte nordiske midler og brugte dem på at udvikle deres netværk og deres projekt for derefter at give sig i kast med et europæisk projekt.

De opnåede erfaring med ansøgningsskrivning, de fik faglige erfaringer og et kompetenceløft ved samarbejdet med deres europæiske kolleger, som de formåede at holde fast i og bruge. De har udviklet deres projekter og metoder, ofte i nye retninger med europæisk inspiration og frem for alt, har de i flere tilfælde brugt de europæiske programmer strategisk og gået ind i givende langstrakte processer for at nå dertil, hvor de er i dag.

Publikumsudvikling

Lisbeth El Jørgensen fra Teatret Refleksion i Aarhus arbejdede med et projekt om publikumsudvikling sammen med danseteatret Black Box i Holstebro og Teater Katapult i Aarhus. Projektet tog sit europæiske afsæt mellem de tre regionale institutioner, der gik ud på at videns- og erfaringsdele imellem de tre teatre, der genremæssigt er meget forskellige.

For at få et maksimalt udbytte ønskede de at arbejde i en europæisk kontekst sammen med andre partnere, der havde andre måder at arbejde på. Sammen med de europæiske partnere ville de finde nye måder til at arbejde med publikummer på. De ville ansøge Creative Europe, EU´s kulturprogram.

Performance Art Across, som projektet hedder, arbejdede i et års tid på at finde de rette partnere samt tilrette projektet, så det passede både for partnerne og for de målsætninger, som Creative Europe foreskriver. Efter et møde med de europæiske partnere faldt en partner fra, og Performance Art Across kunne ikke se sig selv fortsætte arbejdet uden denne partner.

Processer og strategi

I dag 2 år senere arbejder de tre teatre stadigt med projektet, og de arbejder stadig sammen med de europæiske partnere, som de aktiverede dengang. Det er bare ikke igennem en EU-ansøgning, de arbejder med projektet.

Lisbeth El Jørgensen siger: “Man skal tænke sig godt om, og noget af det vigtigste jeg har lært er, at det handler om processer. Det er lange processer, og jeg tror, at vi i dag er vi bedre rustet til at arbejde sammen i et EU-projekt”.

”Det er også vigtigt at være kritisk overfor sine partnere, og man skal bare ikke have de dårlige partnere med eller partnere, der måske ikke har hjertet med i projektet. Processen handler også meget om ejerskab til projektet. Nu ved jeg, hvad der skal til – at man skal turde stille krav og sige fra. Det vi har gjort er at bruge Creative Europe-programmet som et strategisk værktøj, og det har virket”.

Læringsmetoder

Ulla Voss Gjesing fra Kulturprinsen i Viborg har lignende erfaringer. Deres projekt Art Equal handler om at bruge metoder fra kunst og kultur som pædagogiske redskaber for førskolebørn, helt ned til 0-årsalderen. Art Equal ville ansøge Erasmus+-programmet, EU´s uddannelses- og læringsprogram.

Kulturprinsen begyndte processen for flere år siden. De fandt deres partnere, de skrev deres EU-ansøgning og afleverede den, fik nok point, men pga. den store konkurrence imellem de ansøgte projekter opnåede de ikke tilskud i første omgang.

Tillid og ejerskab

De partnere som Kulturprinsen har fundet i deres søgeproces, har de holdt ved og arbejdet sammen med i andre sammenhænge og i andre projekter, bl.a. ved børnefestivalen Snapsting for børn (Aarhus 2017) i Viborg. Ved deres fortsatte samarbejde med deres partnere er deres partnerskab blevet meget stærkere, og de har opbygget den nødvendige tillid til hinanden.

Ulla Voss Gjesing har reflekteret over, hvor lang tid det tager at opbygge relationer: “Det er først nu, at de – altså partnerne indbyrdes – er begyndt at kunne lukke op og være åbne overfor at skulle dele hinandens metoder. Derfor er det også først nu, at vi egentligt har kunne skrive den gode ansøgning”.

Kulturprinsen ansøgte igen Erasmus+-midler, og denne gang lykkedes det Kulturprinsen at opnå hele det ansøgte beløb i anden omgang. De modtager omkring to mio. kroner i EU-tilskud.

Om Genvej til Europa

Genvej til Europa er et samarbejde mellem Region Midtjylland, Aarhus 2017-Sektretariatet og Central Denmark EU Office. Indsatsen er finansieret af Region Midtjylland. Genvej til Europa modtager bevilling fra Regionsrådet på 1 million kroner, som gør det muligt at fortsætte initiativet frem til september 2018.

Siden Genvej til Europa gik i gang i 2014 har internationale kulturprojekter med midtjysk ledelse opnået godt 6,1 millioner kroner i tilskud fra europæiske og nordiske fonde. Gennem Genvej til Europa er der blevet skabt nye relationer over grænser, udbygget europæiske netværk og sikret erfaring med at arbejde internationalt hos midtjyske kulturaktører. Foruden projektudvikling har midtjyske kulturmedarbejdere opnået et kompetenceløft og arbejdet strategisk med deres projekter.

Du kan læse mere om Genvej til Europa på hjemmesiden her eller følg Genvej til Europa på facebook/genvejtileuropa.

Du kan se filmen om Genvej til Europa her.