God historie
Region Midtjylland fremviste sine erfaringer med kultur som sundhedsfremme i Bruxelles
Gennem en længere årrække har Region Midtjylland arbejdet dedikeret med kultur som sundhedsfremme. Resultaterne er så positive, at Regionen nu vil sikre, at kultur som sundhedsfremme også prioriteres i EU-regi. Derfor drog en større delegation under ledelse af regionsrådsformand Anders Kühnau (A) i starten af oktober til Bruxelles. Her var Anders Kühnau sammen med europaparlamentariker Stine Bosse vært ved et rundbordsarrangement i Europa-Parlamentet, hvor Region Midtjylland fremlagde sine resultater og erfaringer. En række centrale EU-aktører og organisationer såsom Europa-Kommissionen og WHO var også inviteret med som talere for at sikre, at feltet sundhed og kultur bringes tættere på EU’s institutioner og prioriteter.

Den midtjyske delegation foran Europa-Parlamentet i Bruxelles sammen med oplægsholdere og deltagere fra rundbordsarrangementet
Kultur har en særlig evne til at flytte fokus fra smerte og bekymring. Den sænker vores puls, genopretter ubalancer og vækker den glæde, der ellers kan føles langt væk. Det er blot nogle af de gode grunde til, at Region Midtjylland gennem en årrække har arbejdet med initiativer som musik på intensivafdelingen og fællessang for nybagte mødre – initiativer, der øger såvel patienters som pårørendes livskvalitet og trivsel, ligesom de gør arbejdsglæden større hos sundhedspersonalet:
- Vi ved, at når vi kobler sundhedspersonalets og kulturlivets fagligheder, så skaber vi målbare sundhedseffekter sammen med nærvær og bedre forløb for både patienter, pårørende og personale, lyder det fra formand for Regionsrådet i Region Midtjylland, Anders Kühnau (A), som fortsætter:
- I Region Midtjylland arbejder vi for, at kultur skal være en integreret del af sundhedsvæsenet frem for et supplement – og det skal ikke begrænses til vores egen geografi. Potentialet er så stort, at vi gerne vil skabe en bevægelse for at få udbredt kultur som sundhedsfremme i hele Europa. Derfor er jeg også glad for, at EU-systemet lyttede til vores input, da vi var i Bruxelles.
I Region Midtjylland arbejder vi for, at kultur skal være en integreret del af sundhedsvæsenet frem for et supplement – og det skal ikke begrænses til vores egen geografi. Potentialet er så stort, at vi gerne vil skabe en bevægelse for at få udbredt kultur som sundhedsfremme i hele Europa. Derfor er jeg også glad for, at EU-systemet lyttede til vores input, da vi var i Bruxelles – Anders Kühnau, formand for Regionsrådet i Region Midtjylland
Fagligt bred delegation
Det var således Anders Kühnau selv, der stod i spidsen for den store delegation, som den 1. oktober tog til Bruxelles for at udbrede Regionens erfaringer med kultur som sundhedsfremme. Delegationen talte foruden regionsrådsformanden og oplægsholderne bl.a. også de sygeplejefaglige direktører for hhv. Regionshospitalet Horsens og Regionshospitalet Gødstrup, Mette Ringtved og Rikke Degn, samt formanden for Region Midtjyllands Udvalg for Regional Udvikling, Bent Graversen (V):
- I Regionsrådet i Region Midtjylland mener vi, at kultur skal spille en endnu større rolle i udviklingen af fremtidens sundhedsvæsen. Derfor er vi i øjeblikket ved at udvikle den første regionale politik for sundhed og kultur. Samtidig har vi netop uddelt 14,3 mio. kr. til at videreudvikle kulturtilbud, som bringer nye værktøjer ind i sundhedsvæsenet og bidrager til bedre behandling, øget trivsel og styrket livskvalitet, lyder det fra Bent Graversen.
I Regionsrådet i Region Midtjylland mener vi, at kultur skal spille en endnu større rolle i udviklingen af fremtidens sundhedsvæsen. Derfor er vi i øjeblikket ved at udvikle den første regionale politik for sundhed og kultur. Samtidig har vi netop uddelt 14,3 mio. kr. til at videreudvikle kulturtilbud, som bringer nye værktøjer ind i sundhedsvæsenet og bidrager til bedre behandling, øget trivsel og styrket livskvalitet – Bent Graversen, formand for Region Midtjyllands Udvalg for Regional Udvikling

Billede fra rundbordsarrangementet i Europa-Parlamentet den 1. oktober 2025
Oplæg om betydningen af to succesfulde initiativer
Ved rundbordet i Europa-Parlamentet fortalte Linette Thorn fra Aarhus Universitetshospital om initiativet MusICU, hvor der spilles klassisk musik på intensivafdelinger, mens Knud Mortensen fra Den Kreative Skole i Silkeborg berettede om initiativet med sang for nybagte mødre, Music for Motherhood.
Fra World Health Organization deltog Nils Fietje, som fortalte om, hvorledes kultur og sundhed gavner begge sektorer, og Pia Ahrenkilde Hansen fra Europa-Kommissionen fokuserede i sit oplæg på, hvad EU kan gøre for at udvide mulighederne for at integrere kultur og sundhed.
WHO: Målrettet brug af kultur kan fremme sundhed på en lang række områder
Der findes efterhånden stor evidens for effekten af kultur som sundhedsfremme: WHO lavede f.eks. for få år siden en stor rapport, som samlede resultater fra mere end 3.000 internationale studier. Rapporten viser, hvordan målrettet brug af kultur kan fremme sundhed på en lang række områder, men der er behov for at få udbredt den vigtige viden.
Vil bruge sin store erfaring med EU-arbejde til at udbrede vigtig viden
Her ser Region Midtjylland oplagte muligheder i at bruge sin store erfaring med europæisk arbejde:
- Fra midtjysk side har vi tidligere kunnet løfte egne ambitioner og været med til at kortlægge state of the art som leder af store, grønne EU-projekter. I disse projekter blev vores analyser og erfaringer givet videre til Europa-Kommissionen, så Kommissionen kunne bruge dem i sin politikudvikling. Derfor er vores håb også, at vi ved at tage vores erfaringer med kultur som sundhedsfremme til det politiske niveau i EU kan sikre, at erfaringerne kan blive brugt i udvikling af fremtidens politikker, lyder det fra Kim Kofod Hansen, som er udviklingsdirektør i Regional Udvikling, Region Midtjylland, og som ligeledes var en del af delegationen i Bruxelles.
Fra midtjysk side har vi tidligere kunnet løfte egne ambitioner og været med til at kortlægge state of the art som leder af store, grønne EU-projekter. I disse projekter blev vores analyser og erfaringer givet videre til Europa-Kommissionen, så Kommissionen kunne bruge dem i sin politikudvikling. Derfor er vores håb også, at vi ved at tage vores erfaringer med kultur som sundhedsfremme til det politiske niveau i EU kan sikre, at erfaringerne kan blive brugt i udvikling af fremtidens politikker – Kim Kofod Hansen, udviklingsdirektør i Regional Udvikling, Region Midtjylland
Besøg hos et lokalt initiativ inden for kultur og sundhed
Programmet for delegationen i Bruxelles bestod foruden rundbordet i Europa-Parlamentet også af et besøg hos Royal Museums of Fine Arts of Belgium, som er en del af Museums Perscription – et Bruxelles-baseret projekt, hvori museer, læger og hospitaler i samarbejde undersøger, om kulturoplevelser på recept kan forbedre helbredet hos patienter.
Vi glæder os til det fortsatte samarbejde
Fra CDEU’s side er vi glade for at have kunnet understøtte Region Midtjylland i at opnå europæisk synlighed på denne vigtige dagsorden, og vi glæder os til at fortsætte samarbejdet herom.