God historie

Silkeborgs Klima- og Miljøudvalg tog til Bruxelles med Gudenåen i fokus

28. september 2023

Silkeborg Kommunes Klima- og Miljøudvalg har været på besøg i Belgien for at høre om EU’s finansieringsmuligheder og blive klogere på, hvordan man kan arbejde med klimatilpasning og fremme naturens vilkår omkring Gudenåen. Fredag d. 22. september var udvalget på besøg hos CDEU, og dagen bød på oplæg og dialog mellem udvalget og CDEU’s konsulenter. Resten af tiden i Belgien stod på netværksarbejde i EU-institutionerne samt et besøg i Leuven, hvor udvalget kunne spejle sig i byens arbejde med klimatilpasning.

Silkeborg Klima- og Miljøudvalg foran CDEU’s kontor sammen med CDEU-konsulent Maria Helene Louwrier.

En kombination af embedsfolk og politikere fra Silkeborgs Klima- og Miljøudvalg var i dagene d. 19.-22. september i Bruxelles for at samle inspiration til deres grønne arbejde.

Dialogen tror jeg har åbnet nogle døre, som gør, at vi hurtigere kan få afklaring omkring projekter og de eventuelle udfordringer, der kan være, så vi ikke behøver diskutere internt i månedsvis – Susanne Jacobsen, næstformand i Klima- og Miljøudvalget og Venstres repræsentant i Silkeborg byråd

Naturgenoprettelse og klimatilpasning på tværs af kommunerne

Rune Kristensen, der er formand for Klima- og Miljøudvalget og byrådsmedlem for Socialdemokratiet, fremhæver, at besøget havde flere formål: Det handlede både om at sikre bedre vilkår for Gudenåens natur og de borgere, der bor ved dens bredder, men også om at skabe et solidt samarbejde på tværs af kommunerne i Østjylland med Gudenåen i fokus.

”På vores tur til Bruxelles har vi fået en afklaring på, hvordan regelhierarkiet i EU fungerer. Vi har samtidig fundet ud, hvad vi kan gøre for at løse de problemer, der kan være ved Gudenåen og blevet klogere på, hvilke virkemidler der er, når det kommer til at arbejde med klimatilpasning og f.eks. sikre de lodsejere, der bor langs Gudenåen,” siger Rune Kristensen.

”Det der sker nu og årene frem er, at vi får styrket samarbejdet mellem kommunerne og får skabt et rum, hvor vi kan mødes på tværs og arbejde med et storskala-projekt om Gudenåen,” tilføjer han.

Dialog om grønne projekter

Fredag tilbragte gruppen formiddagen på CDEU’s kontor, hvor de blev budt velkommen af direktør Lars Holte Nielsen, mens resten af fredagens program stod på oplæg og dialog om, hvordan Klima- og Miljøudvalget kan arbejde med EU’s programmer.

”Dialogen tror jeg har åbnet nogle døre, som gør, at vi hurtigere kan få afklaring omkring projekter og de eventuelle udfordringer, der kan være, så vi ikke behøver diskutere internt i månedsvis,” siger Susanne Jacobsen, der er næstformand i Klima- og Miljøudvalget og repræsenterer Venstre i Silkeborg byråd.

”Ofte kan der være mange interesser, der modarbejder hinanden. Men hvis man kan få EU-midler til at favne det hele, så er det et kæmpe plus, og noget som kommer til at gavne borgerne,” tilføjer hun.

Foruden at dykke ned i EU’s overordnede politiske visioner for det grønne område, gik dialogen ud på at udfolde EU’s LIFE-program, der afsætter midler til miljø, natur og klima. CDEU præsenterede ansøgningsmulighederne og nogle konkrete danske cases, udvalget kunne drage inspiration fra. Løbende bød udvalget fra Silkeborg ind med hvilke behov, de gerne vil fremhæve i en potentiel ansøgning.

På rundtur i EU’s institutioner

Klima- og Miljøudvalget havde i løbet af deres dage i Belgien et program, der også bød på et besøg i EU-Kommissionen, Europa-Parlamentet og Danmarks Faste Repræsentation i EU. Rune Kristensen fremhæver, hvordan udvalgets besøg hos CDEU har hjulpet udvalget til at opbygge netværk i de forskellige institutioner.

”Det er en unik mulighed at bruge CDEU, fordi det giver os de rigtige kontakter og åbner de rigtige døre ind til f.eks. kommissionen. Det har været godt for os som udvalg, fordi det giver os perspektiver og viden,” siger Rune Kristensen.

 

Vil du vide mere?

Så kontakt en af vores medarbejdere, der sidder klar til at hjælpe dig.

Maria Helene Louwrier
EU-konsulent og Office Manager
Grøn omstilling og administration
Signe Waltoft Madsen
EU-specialkonsulent
Grøn omstilling