Aktuelt
Skal din blockchainteknologi vinde 1 mio. EUR?
Internettet har gjort det muligt at skabe centraliserede platforme, og de bruges både til sociale medier, søgemaskiner og clouds. Men centraliseringen bringer borgernes persondata i fare for både kommercialisering og politisk misbrug fra platformejerne.
Blockchainteknologien er derimod en decentraliseret måde at dele, lagre og sikre transaktioner og andre data på nettet sikkert og uden brug af mellemmænd. Denne teknologi giver derfor borgerne mulighed for at genvinde fuld kontrol over deres persondata, og nu uddeler EU 1 mio. EUR til hver af de fem bedste decentraliseringsløsninger baseret på blockchainteknologi, der kan hjælpe med at tackle udfordringer inden for social innovation.
Prisen hedder “Blockchains for Social Good” og uddeles af European Innovation Council (EIC), der hører under EU’s forksnings- og innovationsprogram – Horizon 2020. EIC Horizon-priserne har ambitiøse mål om at løse tidens helt store samfundsudfordringer, uden på forhånd at udlægge af hvem eller hvordan det skal gøres. Priserne gives til dem, der bruger deres kreativitet og ekspertise til at udvikle banebrydende løsninger på Europas største udfordringer.
Læs mere om prisen her.
Hvem kan søge?
Konkurrencen er åben for både enkeltpersoner, grupper, organisationer og virksomheder – alle, der er villige til at tænke uden for boksen og på tværs af sektorer og fagområder. Priserne gives til dem, der bedst løfter opgaven. Deltagere har indtil fristen den 25. juni 2019 til at komme med deres bud på en løsning.
Budget
Der uddeles 1 mio. EUR til hver af de fem bedste løsninger.
Frist
Den 25. juni 2019.
Mere information
Ved spørgsmål eller ønske om yderligere information kontakt venligst Central Denmark EU Office.
Du kan se mere om EIC Horizon Prizes i filmen herunder.