God historie

Skanderborg Kommune er med i EU-projekt, som skal hjælpe lokale virksomheder med den grønne omstilling

29. maj 2026

Hvordan hjælper man små og mellemstore virksomheder (SMV’er) med at blive en aktiv del af den grønne omstilling – uden at det kræver store, interne ressourcer eller uoverskuelige investeringer? Det er netop dét spørgsmål, som Skanderborg Kommune nu skal arbejde med som en del af det EU-projektet Net Zero SME’s. Kommunen er med CDEU’s hjælp kommet med i projektet, som vil styrke små og mellemstore virksomheders muligheder for at arbejde med grøn omstilling, innovation og bæredygtige løsninger.

Som projektdeltager har Skanderborg Kommune opnået 1,5 million kr. i EU-støtte, som blandt andet skal bruges til at udvikle lokale indsatser, dele viden med europæiske partnere og omsætte erfaringer til konkrete anbefalinger og løsninger for virksomheder i Skanderborg Kommune.

Billede fra besøget i Skanderborg Kommune for de europæiske projektdeltagere fra Net Zero SMV’s

Med Net Zero SMEs skal der findes fælles grønne erhvervsløsninger med europæiske partnere, og Skanderborg Kommunes klimamedarbejder Uffe Vinther Kristensen forklarer:

– Med projektet her forventer vi at skabe konkrete resultater i form af øget innovation, virksomhedsvækst, investeringer og nye arbejdspladser inden for grøn teknologi, som kan indgå som anbefalinger til revideringen af kommunens klimaplan. Samtidig vil indsatsen bidrage til at styrke bæredygtig produktion og reducere CO₂-udledninger, lyder det fra Uffe Vinther Kristensen.

Med projektet her forventer vi at skabe konkrete resultater i form af øget innovation, virksomhedsvækst, investeringer og nye arbejdspladser inden for grøn teknologi, som kan indgå som anbefalinger til revideringen af kommunens klimaplan – Uffe Vinther Kristensen, klimamedarbejder i Skanderborg Kommune

Projektet skal dermed gøre det lettere for de mindre virksomheder at tage konkrete, grønne skridt – både strategisk og i praksis. Fokus er særligt på teknologier og løsninger, der kan bidrage til EU’s mål om en CO₂-neutral og modstandsdygtig økonomi.

De otte europæiske partnere kickstartede projektet i Skanderborg

Projektet kickstartede for nylig i Skanderborg Kommune, hvor der var besøg fra de øvrige europæiske deltagere. Samarbejdet omfatter otte partnere fra hele Europa, herunder offentlige myndigheder, en uddannelsesinstitution og en NGO. Partnerne kommer blandt andet fra Grækenland, Belgien, Sverige, Bulgarien, Ungarn, Ukraine – og Danmark, hvor Skanderborg Kommune bidrager med lokale erfaringer og perspektiver.

Konkret handler det om, at vi ikke sidder i hver vores del af Europa og skal opfinde den dybe tallerken – Uffe Vinther Kristensen, klimamedarbejder i Skanderborg Kommune

Gennem arbejdet med lokale klimapolitikker, workshops, studiebesøg og fagfællevurderinger skal partnerne gennem projektet udvikle nye løsninger og dele erfaringer på tværs af landegrænser.

Skanderborg Kommunes klimamedarbejder Uffe Vinther Kristensen under besøget fra de europæiske projektdeltagere

Grønne, danske løsninger vækker allerede begejstring i Grækenland og Ungarn

– Konkret handler det om, at vi ikke sidder i hver vores del af Europa og skal opfinde den dybe tallerken. Ved vores første møde blev eksempelvis Grækenland meget inspireret af renosyd og kommunens affaldssortering, mens Ungarn allerede er ved at kopiere konceptet om Det Grønne Akademi. Det handler om at nedbryde de kulturkløfter, der er, selv om vi alle er europæere, siger Uffe Vinther Kristensen.

Vil udbrede brugen af data i affaldshåndtering til Europa

Som dansk repræsentant i projektet arbejder Skanderborg Kommune blandt andet med mulighederne for at udbrede det europæiske marked inden for datalogning og brug af data, som når renosyd vejer affaldet og udregner genanvendelsen.

Derudover forventes det, at 52 organisationer vil styrke deres kapabilitet gennem deltagelse i projektet.

Det handler om at nedbryde de kulturkløfter, der er, selv om vi alle er europæere – Uffe Vinther Kristensen, klimamedarbejder i Skanderborg Kommune

Renosyd deltager også i stort, EU-støttet projekt om cirkulær økonomi

Det er i øvrigt ikke første gang, at Skanderborg Kommune er involveret i et europæisk projekt til gavn for klimaet.

Affaldshåndteringsselskabet renosyd, der indsamler og behandler affald for borgere og virksomheder i Skanderborg og Odder kommuner, er således også partner i det store, EU-støttede projekt Circular Economy Beyond Waste (CE Beyond Waste). Projektet kører frem til udgangen af 2029, og det har med CDEU’s hjælp modtaget 75 mio. kr. til at understøtte omstillingen til cirkulær økonomi i hele Danmark.

Delte kvashegnsløsning med hele Europa

CE Beyond Waste har særligt fokus på kompetenceopbygning og systemforandring, og renosyd er her med i delprojektet ’Mere Natur – Mindre Affald’. Det går ud på at arbejde med naturbaserede løsninger, særligt kvashegn, til nedbringelse af haveaffald i Skanderborg og Odder kommuner, og løsningen med kvashegn er allerede blevet delt bredt ud i Europa. Du finder link til dén historie lige herunder.

 

Vil du vide mere?

Så kontakt en af vores medarbejdere, der sidder klar til at hjælpe dig.

Maria Helene Louwrier
EU-konsulent og Office Manager
Grøn omstilling og administration
Tarik Kehli
EU-specialkonsulent
Erhverv og vækst