Aktuelt
Søg om tilskud til at oplyse om EU
Vil I gerne være med til at sætte dagsordenen for EU’s fremtid, eller har I en idé til at gøre viden om EU mere vedkommende? Så kan I frem til den 11. oktober 2021 ansøge Europa-Nævnet om tilskud. Støtten kan gå til f.eks. at afholde møder eller konferencer, udarbejde oplysnings- og undervisningsmateriale, producere tv- og radioprogrammer eller programmer, der udgives online. Både private personer, organisationer, institutioner og virksomheder kan søge.
Hvad skal vores aktivitet handle om for at få tilskud?
Det er Europa- Nævnets Pulje C, der kan ansøges, og i denne ansøgningsrunde prioriterer nævnet ansøgninger, der handler om følgende to emner:
- Debatter om Europas fremtid: Dels debatter, der i foråret 2022 kan nå at blive del af ”Konferencen om Europas fremtid”, dels debatter, der tager tråden fra udfaldet af konferencen op og diskuterer resultatet.
- Markering af 50-året for Danmarks medlemskab af EF/EU: Hensigten skal være at styrke den folkelige debat om, hvad EU-medlemskabet har betydet for samfundet og den enkelte på både godt og ondt – samt hvad det forventes at betyde fremadrettet.
Man kan dog også godt få tilskud til andre emner.
Hvilke betingelser er der for at opnå tilskud?
Betingelsen for at få tilskud er, at aktiviteterne skal have hovedfokus på at oplyse eller skabe debat om det politiske samarbejde i EU og i Europarådet.
Tilskuddet kan f.eks. bruges til at holde møder og konferencer, udarbejde oplysnings- og undervisningsmateriale, producere tv- og radioprogrammer eller til at lave programmer til internettet.
Annoncering i forbindelse med projektaktiviteterne støttes også, da aktiviteterne skal være offentlige og gratis.
Ansøgningsfrist
Fristen er 11. oktober 2021 kl. 12.00.
Ansøgningsskema findes på Europa-Nævnets hjemmeside på linket her.
Nærmere om Europa-Nævnet
Europa-Nævnet støtter gerne projekter og aktiviteter, som kan forklare og synliggøre, hvad EU betyder for den enkelte borger og for indretningen af vores samfund. Projekter, der kan skabe engagement og bidrage til den enkeltes stillingtagen til det europæiske politiske fællesskab, er efterspurgt.
Spørgsmål?
Ved spørgsmål kan Europa-Nævnet kontaktes enten på europanaevnet@slks.dk eller på telefon 33 73 33 93.