Status fra Bruxelles:

Ugen derpå

30. marts 2016

I sidste uge slog terrorister atter til mod Europa, denne gang i Bruxelles. At kalde sidste uges hændelser en ’god’ historie ville være yderst forkert. Vi vælger dog at bringe denne artikel for at samle op på, hvad der skete i sidste uge, og mest af alt for at sige, at vi alle er i sikkerhed og har det godt. Samtidig vil vi gerne sige tak til alle jer, der tænkte på os. Vi modtog i løbet af dagen både opkald, sms’er og Facebook-beskeder fra både nær og fjern, for at få vished om, at der ikke var sket noget med nogen på kontoret.

Overblik over hændelsesforløbet

Tirsdag d. 22. marts blev Bruxelles ramt af terrorangreb i lufthavnen og i et metrotog, der befandt sig på stationen Maelbeek, som kun er to metrostop fra CDEU’s kontorer. Begge angreb fandt sted om morgenen med mindre end én times mellemrum og i det tidsrum, hvor vi normalt møder ind på arbejde. Første opgave var at sikre, at alle medarbejdere, kollegaer, venner og familie var i god behold. Takket være de sociale medier fandt vi heldigvis hurtigt ud af, at dette var tilfældet.

I løbet af dagen blev vi også kontaktet af en række midtjyske medier, der ønskede en førstehåndsberetning om, hvordan situationen påvirkede vores liv, arbejde og byen generelt. Anita Holten Carlson gav interviews til P4 Midt & Vest både på selve dagen og dagen derpå.

Derudover gav kontorets ene praktikant, Jacob Bagge Lundgaard, et interview til Herning Folkeblad, som du kan læse her.

Ugen derpå

I ugen efter terrorangrebene har begivenhederne sat deres præg på vores by. Politi og militær er massivt tilstede, og der er forhøjet sikkerhedstjek ved indgangene til de største togstationer. I byens centrum har der været meget få mennesker i forhold til, hvor mange der normalt færdes på gaderne. Metroen er igen på skinner, men vognene er sjældent fyldt op. Lufthavnen er i skrivende stund fortsat lukket, og det er uvist hvornår den åbner igen – om der er tale om dage, uger eller måneder, vides endnu ikke, men det forventes, at der så småt vil begynde at afgå og ankomme fly igen inden for den nærmeste fremtid.

Sidste uges oplevelser har naturligvis også påvirket kontorets medarbejdere. Det var en rystende oplevelse, men alle er opsatte på, at et sådant angreb ikke skal afholde os fra at fortsætte vores arbejde. Derfor fortsætter vi vores arbejde med at rådgive om EU-forhold, skabe tværeuropæiske samarbejder, skrive EU-ansøgninger og alt det andet, som vi normalt beskæftiger os med her i Bruxelles.