God historie

Stort engagement under workshopforløb for grønne og sunde kommuner

2. marts 2022

Hele 25 personer fra 8 midtjyske kommuner deltog i går og i dag i vores workshopforløb for grønne og sunde kommuner. Det var fantastisk at opleve den store interesse for, hvordan man i kommunerne kan tænke sundhed og grøn omstilling sammen, og hvordan man kan bruge EU-projekter til at gøre tankerne konkrete. Her kan du læse nogle af de centrale pointer fra de tre workshops, som forløbet har budt på. 

Helle Fuglsang Vilsbøl fortæller om EU-projektet FUSILLI

Sundhed og grøn omstilling fylder meget på dagsordenen, også rundt i kommunerne. Med vores workshopforløb ville vi gerne vise nogle gode eksempler på projekter og organisationer, der er lykkedes med at samtænke de to områder. Samtidig ville vi gerne afsøge, hvor kommunerne står lige nu, så vi bedst muligt kan hjælpe dem videre med at finde EU-midler til deres gode idéer.  

Første forløb: Sunde og grønne communities 

Den første workshop satte fokus på “Sunde og grønne communities”, og workshoppen blev åbnet med et inspirationsoplæg fra Stella Spanau (AU Food). Hun fortalte om, hvordan byer kan agere “living labs” i fødevareprojekter i samarbejde med universiteter, der studerer fødevarekæder ud fra en systemisk tilgang, hvor både produktion, forarbejdning, transport, genanvendelse m.v. tages i betragtning.  

Der var også oplæg fra Helle Fuglsang Vilsbøl fra Kolding Kommune, der delte sine erfaringer med EU-projektet FUSILLI, der bl.a. arbejder med at øge fødevarefokus i kommunen og lokalsamfundet som helhed, ligesom det vil reducere madspild og understøtte borgerne i at ændre deres fødevareadfærd. Kommunen har i EU-projektet ‘forpligtet’ sig til at forankre en bæredygtig fødevarepolitik centralt, hvilket har ført til oprettelsen af et fødevareråd og en kommunal kommission til at drive fødevareagendaen og udvikle fødevarepolitikker.  

Andet forløb: Sunde og grønne indkøb

Her til morgen lagde Emil Andersen fra Planteslagterne ud i vores andet workshoptema “Sunde og grønne indkøb”. Planteslagterne er lykkedes med noget så svært som at udvikle 100% plantebaserede måltider til offentlige køkkener og private. Her er udfordringen at måltidet både skal leve op til forbrugernes forventninger om smag og konsistens, hvis grønnere og sundere måltider for alvor skal vinde borgernes hjerter.

Bente Kramer fra Aarhus Kommune delte desuden sine erfaringer fra StratKIT-projektet, der handler om at gøre offentlige indkøb af fødevarer og cateringtjenester mere bæredygtige. Der er masser af strategier og evt. også bindende klimareduktionsmål på vej fra nationalt hold på området, og dette ville et eventuelt EU-projekt skulle samtænkes med. 

Tredje forløb: Sunde og grønne skoler 

Til det tredje og sidste workshopforløb, der fandt sted her til formiddag, handlede det om “Sunde og grønne skoler”. Her fortalte Karolina Sikala og Anne Marie Thomassen fra Jordbrugets Uddannelsescenter (JU) om, hvordan de arbejder med at undervise eleverne i, hvor vores fødevarer kommer fra. Det handlede bl.a. om skolehaver, hvor JU rykker ud og hjælper med at etablere skolehaver, og om, hvordan de på JU inviterer eleverne med ud at se, hvad der reelt sker, når noget dyrkes og opdrættes økologisk frem for konventionelt.  

Nye samarbejder på tværs 

Der blev også diskuteret flere muligheder for nye samarbejder de forskellige aktører imellem på møderne, hvilket selvsagt også var en fornøjelse at opleve.  

Vi siger tusind tak til alle for gode oplæg, indspark og fine idéer til fremtidige samarbejder.  

Fundingmuligheder i EU – er det noget for jer?  

Foruden de inspirerende oplæg, så præsenterede vi fra CDEU også på de tre workshops de forskellige EU-fundingmuligheder, der kan bruges til at understøtte de gode idéer til grønne og sunde løsninger i kommunerne.  

Skulle du være nysgerrig på, hvordan EU kan understøtte jeres kommunes løsninger inden for det grønne og sunde område, så må I endelig tage fat i en af vores konsulenter. Du finder deres kontaktinformation herunder. 

 

Vil du vide mere?

Så kontakt en af vores medarbejdere, der sidder klar til at hjælpe dig.

Xenia Ramirez Lauritsen
EU-specialkonsulent
Sundhed
Signe Waltoft Madsen
EU-specialkonsulent
Grøn omstilling
Maria Helene Louwrier
EU-konsulent og Office Manager
Grøn omstilling og administration