Gode historier

’Stronger Parents’ - SSP i Viborg Kommune med i endnu et europæisk projekt

31. august 2016

Viborg Kommune skal deltage i et nyt europæisk projekt, der handler om at skabe sunde fællesskaber med stærke rollemodeller. Fællesskaberne skal være med til at forebygge, at unge kommer ud i spil- eller alkoholafhængighed, eller bliver truet af eksklusion eller social udstødelse. Projektet har kommunen udviklet sammen med partnere i bl.a. Rumænien, Spanien og Polen, og det har fået tilskud under Erasmus+.

Viborg Kommune har været den primære initiativtager til projektet, der er en opfølgning til et tidligere projekt, som også fik EU-midler. Nogle af partnerne fra det første projekt går igen i det nye projekt, men kommunen har også fået hjælp af CDEU til at finde nye partnere.

Når kommunen har mod på at kaste sig ud i et nyt projekt, skyldes det, at det første skabte både inspiration og ny viden, som er vanskelig at få andre steder. Ved at blive konfronteret med praksis i andre lande, hvor kultur, metoder og arbejdsformer er nogle helt andre, skabes der mulighed for at se på egen praksis med nye briller.

For Viborg Kommune betyder det nye projekt, at inspirationen og videndelingen på området kan fortsætte, og at det arbejde, der gøres i kommunen i forhold til børn og unge kan udvikles med inspiration og læring fra de andre lande.

CDEU har benyttet sit Bruxelles-netværk til at hjælpe Viborg Kommune med at finde partnere, og har også været rundt om projektet i sin indledende fase med feedback og sparring.

Vi ønsker tillykke med tilskuddet – og held og lykke med gennemførelsen!

Baggrund

Erasmus+ er EU’s uddannelsespulje, som giver tilskud til læringsaktiviteter i mange forskellige sammenhænge. Puljen er åben for alle former for organisationer og institutioner, men der er et klart krav om, at projekter skal være lærings- eller uddannelsesrettede.

Erasmus+ projekter hører til de nemmere at administrere og gennemføre. I forhold til andre puljer er kravene til afrapportering og dokumentation minimale.

Yderligere information

Ønsker du at høre mere om Viborg-projektet eller Erasmus+, er du velkommen til at kontakte Central Denmark EU Office.