God historie

UC Holstebro tog på EU-studietur i eget klasseværelse

18. november 2020

Coronasituationen fordrer massevis af nye løsninger, og da UC Holstebro ikke kunne komme på studietur til Bruxelles, ja, så måtte EU jo komme til dem! I tæt samarbejde med CDEU havde UC Holstebro således arrangeret temauge for en række af deres elever. Her blev der lagt vægt på, at eleverne mødte EU i øjenhøjde ved at høre om, hvordan EU indvirker på f.eks. politibetjentens og den administrative, kommunale medarbejders arbejdsliv. 

Søren Gade (MEP for Venstre) fortæller for eleverne på UC Holstebro

Når en studietur bliver en umulighed

I en verden uden coronabegrænsninger ville kontoreleverne i offentlig administration på UC Holstebro være taget på studietur til Bruxelles, hvor de sandsynligvis ville have lyttet til historier om samarbejdet i Europa-Parlamentet, hørt om Midtjyllands udbytte af EU-samarbejdet hos CDEU eller besøgt Europa-Kommissionen for at høre om EU’s lovgivning. 

Men siden marts har den slags rejser været en umulighed, og derfor blev UC Holstebro også tvunget til at vende bøtten på hovedet, da kontoreleverne i år ikke kunne komme afsted på den vanlige studietur til Bruxelles.  

‘Kunne vi på en eller anden måde rykke det til Holstebro?’

Uddannelsesleder på UC Holstebro, René Tolderlund Jakobsen, fortæller: 

  • Fra starten vidste vi, at nogle få elever ikke ville med til Bruxelles, så vi forsøgte at finde en løsning til dem derhjemme. Men da så pludselig hele holdet måtte blive hjemme, var det jo en helt anden situation. Så tænkte vi ud fra, at hvis vi nu var i Bruxelles, så ville vi nok gå rundt og få indtryk af forskellige institutioner og modtage en række oplæg. Det fik os så til at overveje: Kunne vi på en eller anden måde rykke det til Holstebro?  

Vigtigt at kunne have det personlige møde med EU

For at finde svaret tog René Tolderlund Jakobsen og hans kollega på UC Holstebrounderviser og virksomhedskonsulent Ann-Vibeke Mose, fat i CDEU, hvor EU-konsulent Tarik Kehli tog udfordringen op: 

  • På CDEU har vi siden coronapandemiens start måttet tænke i helt nye baner for at nå vores aktører, og vi har blandt andet brugt en del ressourcer på at blive gode til webinars og andre digitale formater. Men en aflyst studietur er alligevel svær at flytte online, da eleverne får så meget mere ud af personligt at møde de mennesker, der fortæller om EU. Derfor var det også en spændende opgave at hjælpe Renè og Ann-Vibeke med at sammensætte et godt program for deres EU-temauge, fortæller Tarik Kehli, som suppleres af Ann-Vibeke Mose: 
  • Det var enormt givtigt at have Tarik med, for det gav os nogle helt andre vinkler på det, vi sidder med. René og jeg har selvfølgelig hver vores erfaringer med EU, men her var vi jo nødt til at tænke helt nyt, og der var det godt at have Tarik og hans netværk. 

Vi håber på, at eleverne kan gå hjem med en viden om, at EU er mere, end hvad man ser i TV. – René Tolderlund Jakobsen, UC Holstebro

Ambition: At gøre EU så konkret som muligt

Blandt andet takket være Tarik Kehlis netværk blev Søren Gade (MEP for Venstre) en del af programmet, der også indbefattede en medarbejder fra Holstebro Kommune, der kunne fortælle om EU-projektarbejde, og en lokal politibetjent, der havde erfaring med FRONTEX, som er den fælles europæiske grænse- og kystvagt. Bærende for hele forløbet var tanken om at gøre EU så konkret for eleverne som muligt: 

  • Vi håber på, at eleverne kan gå hjem med en viden om, at EU er mere, end hvad man ser i TV, fortæller René Tolderlund Jakobsen og uddyber:  
  • Med temaugen her ville vi gerne pege opmærksomheden væk fra EuropaParlamentet og andre lignende instanser og så bringe det ind på det konkrete plan; for eksempel retsmæssigt og projektmæssigt, hvor eleverne vil skulle møde EU, når de kommer ud i arbejdslivet. Vi var i det hele taget enige om, at det skulle gøres så virkelighedsnært og praksisnært som muligt, fortæller René Tolderlund Jakobsen, mens Ann-Vibeke Mose supplerer: 
  • EU skal jo ses i den kontekst, eleverne er i. De er ved at få en kontoruddannelse i offentlig administration, og det kræver en særlig vinkel på tingene. Jeg vidste, at der på holdet ville sidde mange elever, der er ved at uddanne sig inden for politiet, så her var det rigtig godt, at vi kunne få en af vores lokale politibetjente med til at fortælle om arbejdet i FRONTEX.

EU skal jo ses i den kontekst, eleverne er i. (..) Jeg vidste, at der på holdet ville sidde mange elever, der er ved at uddanne sig inden for politiet, så her var det rigtig godt, at vi kunne få en af vores lokale politibetjente med til at fortælle om arbejdet i FRONTEX. – Ann-Vibeke Mose, UC Holstebro

Gav indblik i kompleksiteten

For både Ann-Vibeke Mose og René Tolderlund Jakobsen er det vigtigt, at eleverne med temaugen også har fået et indblik i kompleksiteten i EU og hvordan den spiller ind, når man arbejder f.eks. hos en kommuneder, ligesom politiet, er en typisk arbejdsplads for kontorelever efter endt uddannelse:  

  • Den medarbejder fra Holstebro Kommune, der holdt oplæg, kunne fortælle om et EU-projekt, der handler om at klimatilpasse Midtjylland, men han lykkedes samtidig godt med at beskrive den kompleksitet, der ligger i at håndtere et væld af forskellige interessenter, og hvor det ene tiltag får direkte indflydelse på det næste. Han gav eleverne en forståelse for, at ting ikke bare er så simple, som de ser ud til, og det var en øjenåbner for mange, fortæller René Tolderlund Jakobsen.  

Der er nogle myter, som vi gerne har villet gøre op med: For eksempel, at vi skulle have de der 14 danske politikere i Europa-Parlamentet, der skulle holde sammen, bare fordi de er danskere. – René Tolderlund Jakobsen, UC Holstebro

Vil gøre op med gamle myter

René Tolderlund Jakobsen lægger også vægt på, at temaugen gav mulighed for at gøre op med nogle EU-antagelser, der måske ikke er helt sande: 

  • Der er nogle myter, som vi gerne har villet gøre op med: For eksempel, at vi skulle have de der 14 danske politikere i Europa-Parlamentet, der skulle holde sammen, bare fordi de er danskere. Der er det rigtig godt at have sådan en som Søren Gade komme og fortælle, at han i Parlamentet er nøjagtigt lige så rygende uenig med Nicolai Villadsen fra Enhedslisten, som Venstre er uenige med Enhedslisten på Christiansborg. Det er en form for grundlæggende viden om, at europæisk politik også handler om holdninger, og det er vigtigt, for EU’s politikker har jo en kæmpestor indflydelse på vores hverdag, da der vedtages flere love i EU, end der gør herhjemme.  

Kan tjene som skabelon for andre forløb

Nu er temaugen vel overstået, men det betyder ikke, at erfaringerne fra forløbet ikke kan bruges igen: 

  • Nu var det første gang, vi gjorde det her, og det var jo ikke helt perfekt, men det kan tjene som skabelon for andre forløb, der så kan tilpasses tiden, niveauet og det udgangspunkt, eleverne har. Nogle vil altid synes, at det er enten for simpelt eller for kompliceret, men nu har vi forberedt os til næste gang, og det er vi glade forslutter både René Tolderlund Jakobsen og Ann-Vibeke Mose
 

Vil du vide mere?

Så kontakt en af vores medarbejdere, der sidder klar til at hjælpe dig.

Tarik Kehli
EU-specialkonsulent
Erhverv og vækst