God historie

Velkommen til Louise, vores nye EU-kulturkonsulent

7. maj 2020

På CDEU har vi netop budt velkommen til Louise Godt, som pr.  1. maj er begyndt i en stilling som vores nye EU-kulturkonsulent. Med base i Midtjylland skal hun fortsætte CDEU’s målrettede arbejde for at hjælpe de midtjyske kulturinstitutioner bedst muligt med at arbejde internationalt – herunder med at hente EU-støtte hjem til deres mange projekter. 

Louise Godt, CDEU’s EU-kulturkonsulent

Louise vil i dette arbejde drage god nytte af sin brede erfaring med EU-projektarbejde:  

  • Jeg har tidligere arbejdet med internationalisering på Danmarks Tekniske Universitet i Lyngby, dernæst har jeg arbejdet for Region Sjælland i Bruxelles, hvor jeg har hjulpet de sjællandske skoler med at hente Erasmus+ midler hjem, og senest har jeg været hos Forskningsstøtteenheden på Aarhus Universitet. Her bestod mit arbejde i at hjælpe forskere med at søge om ekstern finansiering, bl.a. fra EU, fortæller Louise Godt. 

Vil kombinere sine hidtidige erfaringer med sin passion

Louise er uddannet fra Aarhus Universitet inden for Litteraturhistorie og Europastudier, som fokuserer på europæisk kultur, historie og politik. Interessen for det kulturelle område ligger således dybt i hende, og hun ser meget frem til at kunne kombinere sine hidtidige erfaringer med EU-projektansøgninger med sin store passion for kultur: 
 

  • Stillingen her samler alt, hvad jeg synes er interessant, og den væver det, jeg hidtil har lavet, sammen med min store interesse for kultur på sådan en fin måde. Skulle mit cv munde ud i et bestemt job, så skulle det være det her, lyder det fra Louise, som heller ikke tøver med at kalde stillingen som EU-kulturkonsulent hendes absolutte drømmestilling.  

At starte i en coronatid

Nu glæder Louise sig bare til at komme godt i gang og til at få lært de mange midtjyske kulturaktører rigtig godt at kende – også selvom coronakrisen betyder, at både besøgene ude hos kulturaktørerne og på kontoret i Bruxelles foreløbigt er udskudt på ubestemt tid:  

  • Det kunne da have været sjovere, hvis jeg kunne komme ud fra første dag, og hvis jeg kunne komme til Bruxelles for at møde alle kollegerne. Men nu vil jeg i stedet klø på med arbejdet herhjemmefra. Jeg oplever allerede en rigtig god samarbejdsrelation med min kollega på kontoret i Bruxelles, Julie Sand Jørgensen, og jeg kan slet ikke vente med at blive introduceret til de mange, spændende opgaver, der venter.  

Maj måned bruges på at overlevere viden 

Louise får i øvrigt i sin første måned på CDEU ekstra god hjælp til at få den bedst mulige start. Foruden sin faste kollega Julie Sand Jørgensen vil Louise nemlig også frem til udgangen af maj måned kunne drage nytte af den store erfaring med arbejdet for de midtjyske kulturaktører, som vores nuværende EU-kulturkonsulent i Midtjylland, Lone Leth Larsen, ligger inde med. 

Lone går 
på pension med udgangen af maj. Den næste måned skal således blandt andet gå med at overlevere så megen viden om aktørerne som muligt, og Louise ser da også frem til at ‘hive så meget info ud af Lone som muligt,’ inden måneden er ovre.  

Vi siger hjerteligt velkommen til dig, Louise, og så glæder vi os til, at vi også kan møde dig i virkeligheden.