Ny kollega

Velkommen til Mathilde Dam, vores nye kollega i forskningsteamet

5. januar 2022

Vi er meget glade for at kunne byde velkommen til Mathilde Dam, der den 1. januar startede som ny konsulent i CDEU’s forskningsteam. Her skal hun særligt arbejde med EU’s store rammeprogram for forskning og innovation, Horizon Europe, for at understøtte Aarhus Universitet, Region Midtjylland og de midtjyske kommuner i at hente så stor værdi af rammeprogrammet som muligt.

Mathilde Dam, CDEU’s nye forskningskonsulent

Mathilde Dam bliver i vores forskningsteam kollega med Lina Christensen, teamleder og EU-specialkonsulent med særligt fokus på Aarhus Universitet, samt Elena Nielsen, der som EU-konsulent har særligt fokus på forskningsindsatsen hos VIA University College.

Hun fik sin master i statskundskab fra Aarhus Universitet i 2020, og hun har tidligere arbejdet som frivillig ved Ungdommens Røde Kors og Sammenslutningen af Unge med Handicap samt siddet i Bevillingsudvalget i Danske Handicaporganisationer.

Ny i teamet, men ikke på kontoret

I øvrigt skylder vi at nævne, at selv om Mathilde er vores nye forskningskonsulent, så er hun langtfra et nyt ansigt på kontoret. Vi har nemlig haft fornøjelsen af Mathildes høje faglighed og gode humør siden september 2021, idet hun efteråret igennem har været ansat i løntilskud og har været en vigtig del af vores grønne team. Da en stilling i vores forskningsteam i samme periode blev ledig, var Mathilde ikke sen til at søge, og det er vi i dag meget taknemmelige for:

  • Vi er virkelig glade for at kunne byde Mathilde velkommen som en del af vores forskningsteam. Gennem de seneste fire måneder har hun i sin løntilskudsstillingsstilling hos vores grønne team vist, hvordan hun bestemt ikke er bange for at kaste sig over kompliceret EU-stof, og hun er, den korte periode til trods, lykkedes virkelig godt med at oversætte de mange EU-muligheder til vores midtjyske aktører. Det er det gå-på-mod, vi nu glæder os til at få som en del af forskningsteamet, lyder det fra direktør for CDEU, Lars Holte Nielsen.

CDEU’s forskningsteam. Fra venstre: Lina Christensen, Elena Nielsen og Mathilde Dam

Parløb med Lina Christensen

Mathilde vil på forskningsområdet især danne parløb med Lina Christensen, og det vil særligt være Aarhus Universitets indsats omkring EU’s store rammeprogram, Horizon Europe, som Mathilde vil skulle beskæftige sig med. Samtidig vil hun også understøtte Region Midtjyllands og de midtjyske kommuners arbejde ind i programmet.

Glæder sig til at grave sig dybt ned i forskningsområdet

Spørger man Mathilde selv, så kan hun slet ikke vente med at komme i gang:

  • Jeg har de seneste måneder været en del af CDEU’s grønne team, og selvom forsknings- og innovationsområdet rent fagligt er nyt for mig, så fornemmede jeg hurtigt et overlap mellem den metode og tilgang, vi bruger i det daglige arbejde, og så min egen uddannelsesbaggrund i statskundskab samt mine praktiske erfaringer fra internationalt udviklingsarbejde. Derfor glæder jeg mig også meget til at grave mig dybt ned i forskningsområdet og til at komme i gang med at oversætte alle EU-mulighederne for vores midtjyske samarbejdspartnere, lyder det fra Mathilde Dam.

Kontaktinfo

Vil du kontakte Mathilde, så kan du nå hende på md@centraldenmark.eu.

 

Vil du vide mere?

Så kontakt en af vores medarbejdere, der sidder klar til at hjælpe dig.

Mathilde Dam
EU-konsulent
Forskning og grøn omstilling
Lina Christensen
EU-specialkonsulent
Forskning, uddannelse og Aarhus Universitet
Elena Nielsen
EU-specialkonsulent
Uddannelse og VIA