God historie

Velkommen til vores nye praktikanter

4. september 2019

Vi er glade for at kunne byde velkommen til vores tre nye praktikanter, der skal være en del af vores kontor frem til og med januar 2020. Her kan du blive klogere på, hvem de er, hvorfor de har valgt netop CDEU som praktikplads, og hvad de håber på at kunne tage med herfra.

Katrine Højen

Mit navn er Katrine. Jeg er 26 år gammel og bor i Aarhus. Jeg er i praktik hos CDEU, hvor jeg er tilknyttet områderne Erhverv og Grøn omstilling. Jeg har en bachelor i antropologi og er nu i gang med kandidatuddannelsen i Europæiske Studier på Aarhus Universitet. Læs mere

I forbindelse med min kandidatuddannelse er min interesse for EU og Europa blevet styrket. Dette har desuden medvirket til et ønske om at komme tættere herpå i praksis. Mit praktikophold hos CDEU ser jeg derfor som en god mulighed for at få et mere dybdegående indblik i EU. Hertil bliver det interessant at opnå et større kendskab på tværs af mine fagområder Erhverv og Grøn Omstilling. Jeg ser frem til at få en større indsigt i det arbejde, som sker fra lokal og regional side i EU, samt betydningen af EU for kontorets midtjyske aktører.

Andreas Krabbe

Jeg hedder Andreas og er 24 år gammel. Normalt bor jeg i Aarhus med min kæreste og læser en kandidatgrad i Europastudier på Aarhus Universitet. Det næste halve år bor jeg dog i Bruxelles, da jeg er i praktik hos Central Denmark EU-Office inden for områderne VIA og forskning. Læs mere

Jeg har altid haft en stor interesse for EU som institution og Europa på et mere generelt plan. Interessen kommer både fra Europastudier og gennem min bachelorgrad i historie. Jeg har derfor ønsket at finde en praktikplads hvor man lærer mere om EU, og særligt hvordan man formidler EU-love, som ofte kan virke ret indviklede. Udover det, så har jeg også haft en stor interesse for at bo i udlandet og opleve en anden kultur, og det er praktikopholdet hos CDEU også en rigtig god mulighed for.

Jeg valgte specifikt at søge hos CDEU, fordi de arbejder for at bringe EU tættere på Region Midtjylland, og da de arbejder med at informere om, hvorfor EU er en positiv ting. Det er også meget interessant, hvordan CDEU opererer inden for mange forskellige områder og har et bredt netværk at trække på i forhold til at skabe nye projekter og forbindelser på tværs af Europa og hjem til Region Midtjylland.

Jeg ser derfor meget frem til at få et indblik i CDEU’s arbejde og generelt livet i Bruxelles som praktikant. Jeg håber at praktikopholdet kan give mig nogle kompetencer, som jeg kan bruge, når jeg er færdiguddannet og forhåbentlig arbejder med EU på et eller andet niveau.

Amalie Mersh

Mit navn er Amalie. Jeg er 25 år og bor i Aarhus, hvor jeg læser kandidatuddannelsen Europastudier på AU. Hele efterårssemestret 2019 har jeg fornøjelsen af at være praktikant på CDEU, hvor jeg primært skal arbejde indenfor kommunikations- og kulturområdet. Læs mere

Gennem min nuværende uddannelse og min professionsbachelor i journalistik har jeg beskæftiget mig meget med Europa og formidlingen af de muligheder, EU giver os. I løbet af dette efterår glæder jeg mig først og fremmest til at få et mere detaljeret indblik i, hvad der skal til for at koble det midtjyske med EU, og hvordan vi kan fortælle om det, så folk lytter. Derudover tror jeg på, at praktikperioden hos CDEU vil gøre underværker for en dybere forståelse af alt det, EU også er.

Vi er så glade for, at I har valgt at tage i praktik her hos os, og vi glæder os til det næste halve års tid i jeres selskab!