Gode historier
Vellykket præsentation af Aarhus2017-program
Et tætpakket Aarhus Teater dannede kulissen, da Aarhus 2017 i sidste uge præsenterede sit omfattende program for det europæiske kulturhovedstadsår 2017.
Det var borgmester Jacob Bundsgaard (S), der stod for præsentationen af programmet, hvilket han havde valgt at gøre på dansk. Men for at understrege programmets internationale karakter blev borgmesteren pludseligt afbrudt af en 12-årig dreng, som fik forklaret Jacob Bundsgaard, at det ingen steder hørte hjemme at tale, så kun danskere kan forstå det. Herefter snuppede drengen borgmesterens tale og fuldførte den på formfuldendt engelsk. Det bragte smil frem hos de fleste, og den noget anderledes lancering faldt godt i tråd med det, som Aarhus 2017 har som målsætning med det program, som blev præsenteret:
”Aarhus 2017 bliver en kreativ tour de force med nye iscenesættelser, stribevis af åbninger, små og store begivenheder og festivaler,” sagde adm. direktør, Rebecca Matthews og fortsatte senere:
’Vi har forberedt et meget stort og varieret år, hvor vi har sammensat internationale kultureksperter med lokale borgere for at levere gode, stærke bud på kunst og kultur lige netop nu i 2017.”
Netop det internationale aspekt er i fokus hos CDEU, og vores direktør, Lars Holte Nielsen, deltog også i præsentationen af programmet. CDEU følger i det hele taget alt omkring Aarhus2017 tæt, da vi arbejder særdeles aktivt med kulturhovedstadsåret. Dette gøres blandt andet via Genvej til Europa, som er den store fællesregionale kultursatsning, som CDEU sammen med Region Midtjylland og Aarhus 2017 står bag, og som løber indtil midten af 2017.
Hos Aarhus 2017 er der heller ingen tvivl om, at CDEU hjælper med til at udvide horisonten, så der kan tænkes internationalt:
’CDEU har været alfa og omega for kulturlivets evne til at tænke over grænser både i det daglige arbejde i kommuner og kulturinstitutioner og i forbindelse med Aarhus2017. Det internationale mindset betyder meget for vores arbejde,’ fortalte Rebecca Matthews, administrerende direktør for Aarhus 2017, til CDEU tidligere på året.
CDEU vil i de kommende måneder sætte fokus på forskellige aspekter af kulturhovedstadsåret, så det er bare med at følge med i EU-fokus.
Vil du se nærmere på programbogen for Aarhus 2017, så kan du finde den her: http://www.aarhus2017.dk/da/programbog/
Vil du vide mere om Genvej til Europa, så kan du klikke her: https://www.centraldenmark.eu/genvej-til-europa-central-denmark-culture-2/