God historie

VIA i Bruxelles: Viste løsninger fra RESIST-projektet frem på stor, europæisk konference

24. juni 2026

Konsekvenserne af klimaforandringerne rammer os i hårdere og hårdere grad, og øget nedbør, havstigninger og forhøjet grundvand resulterer i stadigt flere oversvømmelser. Af samme årsag leder man i hele Europa efter de gode løsninger på, hvordan man kan bygge på en mere klimarobust måde, og i midten af juni var Torsten Sack-Nielsen, forskningsleder ved Program for Bæredygtigt Byggeri ved VIA University College, derfor inviteret til Bruxelles.

Her fortalte han om arbejdet i det store EU-projekt RESIST, som VIA University College er partner i, og som bl.a. handler om at udvikle og teste særdeles innovative klimatilpasningsløsninger. Torsten Sack-Nielsen talte på EUDesignDay 26, der blev afholdt under årets helt store New European Bauhaus-festival, som satte fokus på, hvordan vi lykkes med at bygge både bæredygtigt, inkluderende og på en måde, så vores huse står rustet til det, som fremtiden byder på.

Torsten Sack-Nielsen holder sit oplæg ved konferencen i Bruxelles

I Lemvig Kommune ligger to huse, der er bygget lige ned til vandkanten – og det er med fuldt overlæg.

Husene er således bygget i samarbejde mellem VIA University College, Kystdirektoratet og Lemvig Kommune som et led i EU-projektet RESIST, som VIA University College er partner i, og den udsatte placering skyldes, at husene skal teste og demonstrere, hvordan vi kan lykkes med at bygge til en fremtid, hvor oversvømmelser bliver mere og mere normale.

I mange huse, der er bygget på udsatte steder, forsøger man at beskytte huset og gøre det vandtæt, hvilket er nærmest umuligt. Men i RESIST gør vi faktisk det modsatte og inviterer vandet ind, og så viser vi, hvordan det er muligt at bygge, så huset hurtigt kan komme tilbage til normalen efter en oversvømmelse – Torsten Sack-Nielsen, forskningsleder ved Program for Bæredygtigt Byggeri ved VIA University College

Forsikringerne dækker ikke nødvendigvis, så der er brug for nye løsninger

Forskningsleder for Program for Bæredygtigt Byggeri ved VIA University College, Torsten Sack-Nielsen, forklarer:

– Med RESIST viser vi, at det er muligt at bygge på en måde, så vores huse kan modstå en oversvømmelse, og så man hurtigt kan flytte tilbage igen. Det er nødvendigt, for vi står i en situation, hvor visse forsikringer potentielt kommer til at nægte at dække skaderne efter en oversvømmelse, og den udvikling ser kun ud til at fortsætte, hvilket kan få enorme, økonomiske konsekvenser både for den enkelte boligejer og for hele samfundet. Derfor har vi også brug for at tænke uden for boksen for at finde løsninger, og det gør vi i RESIST.

Vi står i en situation, hvor visse forsikringer potentielt kommer til at nægte at dække skaderne efter en oversvømmelse, og den udvikling ser kun ud til at fortsætte, hvilket kan få enorme, økonomiske konsekvenser både for den enkelte boligejer og for hele samfundet. Derfor har vi også brug for at tænke uden for boksen for at finde løsninger, og det gør vi i RESIST – Torsten Sack-Nielsen, forskningsleder ved Program for Bæredygtigt Byggeri ved VIA University College

Inviterer vandet indenfor

De to demonstrationshuse er således udviklet, så de kan tåle vand op til 80 cm over gulvets niveau, både indvendigt og udvendigt. Desuden er de konstrueret i materialer, der har et lavt klimaaftryk og binder CO2, og så er arkitekturen fleksibel, idet gulvet på terrassen kan vippes op for at beskytte glaspartiet under oversvømmelse. Dermed inviterer husene vandet ind frem for at forsøge at holde det ude:

– I mange huse, der er bygget på udsatte steder, forsøger man at beskytte huset og gøre det vandtæt, hvilket er nærmest umuligt. Men i RESIST gør vi faktisk det modsatte og inviterer vandet ind, og så viser vi, hvordan det er muligt at bygge, så huset hurtigt kan komme tilbage til normalen efter en oversvømmelse. Husene er designet, så de let kan rengøres, så vi kan tilgå konstruktionen på en nem måde, og så vi kan udskifte dele, og dermed kommer de cirkulære principper, som vi har arbejdet med i mange år på VIA, også ind i vores konstruktion, fortæller Torsten Sack-Nielsen.

Husene er designet, så de let kan rengøres, så vi kan tilgå konstruktionen på en nem måde, og så vi kan udskifte dele, og dermed kommer de cirkulære principper, som vi har arbejdet med i mange år på VIA, også ind i vores konstruktion – Torsten Sack-Nielsen, forskningsleder ved Program for Bæredygtigt Byggeri ved VIA University College

Event satte spot på at integrere klimaresiliens i EU’s boligudvikling

De stadigt flere oversvømmelser grundet klimaforandringer er langtfra kun et problem i Danmark, og derfor satte eventet EUDesignDay 26 i Bruxelles bl.a. også spot på, hvordan vi integrerer klimaresiliens i boligudviklingen på tværs af EU. Her talte Torsten Sack-Nielsen foran et publikum bestående af politikere, designere, forskere, arkitekter, praktikere og byinnovatører ved det velbesøgte event, der også var en del af New European Bauhaus-festivalen. Den handlede om, hvordan vi i EU kan styrke både vores resiliens, fællesskaber og konkurrenceevne, hvis vi formår at bygge på en måde, der er bæredygtig, inkluderende og sætter kvalitet først:

– Man behøver ikke at have 8.000 km kystlinje, som vi har i Danmark, for at have problemer med oversvømmelser, for vandet stiger også i søer, floder og øvrige vandløb. Derfor var det også en stor fornøjelse at være med i Bruxelles og kunne dele vores erfaringer fra RESIST med så mange fra hele Europa, lyder det afsluttende fra Torsten Sack-Nielsen.

På eventet deltog også Peter Hinsby Leal, der er adjunkt og forsker ved VIAs Program for Bæredygtigt Byggeri.

Man behøver ikke at have 8.000 km kystlinje, som vi har i Danmark, for at have problemer med oversvømmelser, for vandet stiger også i søer, floder og øvrige vandløb. Derfor var det også en stor fornøjelse at være med i Bruxelles og kunne dele vores erfaringer fra RESIST med så mange fra hele Europa – Torsten Sack-Nielsen, forskningsleder ved Program for Bæredygtigt Byggeri ved VIA University College

Afholdt af ERRIN

Eventet blev i øvrigt afholdt af ERRIN, som står for European Regions Research and Innovation Network. Det er et velanset, Bruxelles-baseret netværk, der samler omkring 120 regionale organisationer fra mere end 20 europæiske lande for at styrke den regionale og lokale dimension i såvel EU’s forsknings- og innovationspolitik som i EU’s programmer.

Glade for at kunne understøtte VIA

På CDEU er vi glade for at kunne understøtte VIA på EU-scenen, så de innovative løsninger kan komme ud og inspirere i hele Europa.

Vil du vide mere om RESIST?

Læs mere om arbejdet i RESIST-projektet på linket her.

 

Vil du vide mere?

Så kontakt en af vores medarbejdere, der sidder klar til at hjælpe dig.

Jesper Bracht
EU-konsulent
Forskning
Elena Nielsen
EU-specialkonsulent
Uddannelse og VIA